Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




"Cannibal Ferox" (1981) og "City of the Living Dead" (1980) (93 og 89 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 6/1 2008, 09:49 af Kim Toft Hansen

Hvis de døde er levende, bliver de spist, mens de levende døde jagter de levende


Hvis de døde er levende, bliver de spist, mens de levende døde jagter de levende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

"Kannibaler foretrækker dem, der ikke har en rygrad."
Stanislaw Lem

"Are they slow-moving, chief?
Yeah, they're dead. They're all messed up."
Night of the Living Dead

”For nogle mennesker er problemet blodtørst og alt for upraktiske fortænder, mens andre har den kejtede egenskab at udvikle en anselig pelsdragt, når månen er fuld som en svensker. Disse problemer er moduler i en enormt lynhastig evolution, der er resultatet af bid fra flagermusemænd (batmænd i folkemunde) og ulvelignende mennesker (også kaldet homo lupus). Bidet som ikonografisk element i myterne om vampyrer og varulve når videre end dér, hvor ”Bite me!” er et alt for oplagt idiom. Tænderne har det – selvom Karius og Baktus for længst er flyttet hjemmefra – med at komme grusomt meget igennem i myternes verden, hvor det er farligt at lade flæsket være gourmet for sultne vanskabninger. ”I stick my neck out for nobody” kommer pludselig til at give en helt ny mening i disse sammenhænge. Men det er ikke kun varlige vampyrer og varulve, der lader tænderne løbe i blod, når mennesket – der endnu ikke er blevet semifortæret – stikker sin nakke ud, hvor den ikke hører hjemme. På øde steder enten, hvor et forladt hus kan barrikaderes med brædder, eller i grønne, frodige amazonaområder kan vi møde noget så barskt og stedmoderligt som mennesker, der spiser mennesker, de udøde og antropologer.”
Encyklopædi over antropologer og andet utyske

Spis mig, jeg er din!
Skær tomaten i små tynde både og læg dem i bunden af glasset, kom tomatjuice over og et stænk citronsaft i, fyld glasset op med isterninger og pynt med citronskiven – der kan tilsættes vodka efter behag. Dette er en kannibal. Men ikke som vi møder dem i Umberto Lenzis Cannibal Ferox med den danske titel Jaget af kannibaler, der fortsætter tæt, meget tæt, opad Ruggero Deodatos Cannibal Holocaust.

Havde antropologen Gloria Davis bare vidst disse ting, havde hun aldrig begivet sig på tur i Colombias jungle for at søge efter kannibaler, som hun ikke troede eksisterede. Det er dog ikke alt, for filmen har to spor, der starter vidt fra hinanden. Det ene spor starter langt fra Amazonas, i storbyens USA, hvor et narkorelateret mord forsøges opklaret. En vis Mike er heraf eftersøgt af både gangstere og politi. Imens dette går for sig, påbegynder tre studerende en rejse ind i den ukendte del af Amazon-junglen, hvor de forfølger et rygte om kannibaler. Antropologen Davis skal forsvare en afhandling, der hævder, at kannibalisme er en kolonialistisk myte om indianske folkefærd, og derfor tager hun af sted for at bevise sine teser. Hun kommer ret hurtigt på helt andre tanker i det grønne helvede, hvor hun blandt andet støder på den eftersøgte Mike.

Umberto Lenzi anerkendes af de fleste som skaberen af kannibalgenren, og – som den udmærkede lille booklet, som følger med filmen – fortæller, anses han også for at både starte og slutte genren. Mondo Cannibale fra 1972 var startskuddet, og denne – Cannibal Ferox – var den afsluttende. Det er meget normalt for film – og fiktion generelt – at udvikle sig på den måde, altså med genrer, der har en vis levetid, indtil fornyelsen eller afviklingen træder ind. Kannibalfilmene havde – ud over den ellers udmærkede underholdningsværdi – ét centralt formål, hvilket var at forfærde, ryste, forarme så meget som muligt. Dette skete ved, som det sikkert kan regnes ud, at benytte så eksplicitte voldsscener som muligt, hvor mennesker og dyr bogstaveligt slagtes (i de fleste tilfælde var dyreslagtningerne rent faktisk ganske dokumentarisk korrekte). Men den slags publikumspåvirkninger virker jo ikke hver gang. Mennesket stimuleres – positivt eller negativt – af synsindtryk, men effekten udebliver, hvis det samme indtryk gentages mange gange. Det er en af de vigtigste årsager til, at genrer og kunst i det hele taget udvikler sig. Kunsten afsøger hele tiden nye måder at benytte skønheds- eller hæslighedsæstetiske virkemidler på. Og af samme grund løb kannibalgenren tør for stimulans først i 80’erne - Cannibal Ferox er fra 1981.

Filmen måler sig da heller ikke med kannibalhøjborgens storfilm, Cannibal Holocaust fra 1979. Den mangler simpelthen den bedre historie, den bedre instruktion, det bedre skuespil og – vigtigst af alt – den ekstremt høje realismeværdi, der fik instruktøren af Cannibal Holocaust Deodato anklaget for mord, fordi folk troede, at menneskeslagtningerne var virkelige. Cannibal Ferox forsøger tydeligvis, hvor Deadatos film lykkes så særdeles godt, men den når ikke de samme højdedrag. Men det gør ikke Cannibal Ferox til en dårlig film. Cannibal Ferox tager bare nogle lidt andre valg, idet den for det første lader kamerastilen være langt mere rolig. Vi bliver ikke som seere stresset og forfærdet af kameraføringen heri, hvilket efterlader selve mise-en-scenen (det, der sker) mere blottet for det beskuende øje. For det andet er Cannibal Ferox en langt mere moralsk film. Hvor Cannibal Holocaust lod kannibalisme og menneskelige værdier tale for sig, får Cannibal Ferox leveret nogle helt fremskudte budskaber, der – måske fordi de lægges i munden på antropologen – kommer til at virke lidt besnærende. Kolonialisme og kapitalistisk medskyldighed får nogle myndige besværgelser og prædikater med undervejs, hvilket synes en smule unødigt, idet filmen – har seeren kritisk sans og forståelse for fiktionsbudskaber – kan tale for sig selv. Det er jo det, genren bryster sig af, netop at lade billederne tale og skræmme, men budskabet får ikke lov til at sive ind gennem billeder – vi får det med ord.

Filmen fremstår dog alligevel som anbefalelsesværdig, selvom ideologisk pres ikke altid er veltilrettelagt i kunsten (specielt ikke, hvis man er uenig). Filmen har nemlig noget at byde på, hvilket fremstår som en speciel opbygning, historisk værdi og ikke mindst et jævnførligt punktum for kannibalgenren. Der er en charme over denne type – og generelt disse italienske storhedsklassikere – smånaive, groft groteske og ganske gennemførte gross-out-film. Det er tydeligt, at film med hang til bidske bid og glubsk gore må – efter produktioner som Cannibal Ferox – finde på noget nyt. For Lenzi og hans lensmænd har gjort, hvad de kunne for at jage en dårlig smag i munden på seeren. Den grove horrorfilm har taget ved lære af disse film, om de vil være ved det eller ej. Kannibalgenren og de øvrige italienske tidstypiske splatterstrømme har presset blodappelsinen så meget, at hånden har taget skade – og det var meningen.

Zombie med spaghettismag
Man oplever til tider film, som er mainstream, uden at man ikke lægger mærke til det. Sådan en film er City of the Living Dead. Derfor behøver vi ikke en metafor for en drink for at rekommandere denne film, som er yderst anbefalelsesværdig spaghettihorror fra Lucio Fulcis hånd, der har været skyld i så mange mord gennem tiderne.

Vi har igen med to spor at gøre, der langsomt gennem narrativens udvikling skal sammenkøres, selvom der – jo som der skal være – er tvivlende individer undervejs. O’ de skråsikre realister, så glade, så fromme i deres uvidenhed. Mens en præst begår selvmord, har et såkaldt medium et syn, der sender hende mod byen Dunwich, hvor præsten bor. Uden at sige for meget – for titlen fortæller jo allerede en del – så åbner der sig Helvedes porte ved disse sammenfald, og døde bliver vagt til live igen i den lille by Dunwich. Skulle der være H.P. Lovecraft-læsere til stede, som har lugtet nogle velkendte finesser, så er det ikke helt uden årsag, idet filmen – uden det dog er krediteret – er dybt inspireret af Lovecrafts short story ”The Dunwich Horror” fra 1929. Desuden lader filmens grundtese sig også udgå fra den kristne mytologi fra Enochs bog, der var en del af de fundne Dødehavsruller. Enoch var Noahs far. Det er dog overflødigt at gå ind i en diskussion af, hvad denne bog indeholder, hvornår den er skrevet, og hvilke betydninger den har og har haft, idet det er temmelig usikkert.

Det vigtigste er, at det er noget af denne usikkerhed, som filmen tager sit udgangspunkt i – og prætenderer at have nogle svar på og fra. Meget af denne er således arketypisk Lovecraft, idet han har skrevet utallige fortællinger, der lægger sig mellem mytisk overleveret og (forsøgt) sikker videnskab – der skabes så at sig en slags syntese mellem myte og oplysningen hos Lovecraft, hvilket nok er noget af det mest spændende hos ham. Dette er dog umiddelbart fraværende i Fulcis film, der nærmest udelukkende lader sig inspirere af de mytiske overleveringer, men det er – som man tager horrorgenren – et generisk træk, som man kort sagt må acceptere for at gå ind på genrens præmisser. Horrorgenren, med mindre den trækker sig udi de mere tydelige krimitraditioner, tager primært udgangspunkt i metafysiske anliggender af den mere guddommelige tilspørgelse. Man er simpelthen nødt til at indgå en pagt med ”liv efter døden” for at få noget ud af de fleste horrorfilm, for uden dette ville filmene fremstå som urealistiske og utroværdige. Det samme gælder nærmest alle Fulcis horrorfilm, der ikke levner megen tro på liv som verdsligt endeligt. Endog har man blot indgået denne kontrakt med Fulci, kan man nå milelangt i nydelsen af et overdådigt arrangement af splatteræstetik og effektiv, ornamental fortællekunst.

Billedet – forstået både som kameraføring og scenario – er fikspunktet for Fulcis fremragende filmiske talerør. Man kan se, at han har arbejdet med de tre helt store italienske genrer fra samtiden, nemlig horroren, gialloen (den italienske krimi) og spaghetti westernen, idet de er nemlig alle til stede i City of the Living Dead. Specielt det meget leoneske close-up af øjne er kært benytte heri. Men det gælder for så vidt flere af Fulcis film. De er ofte æstetiske krydsvinkler mellem de tre genrer, der skæres så skarpt og eftertrykkeligt, at man – som jeg startede med at sige – glemmer, at City of the Living Dead er en mainstream-fortalt film, der følger en udviklingsmodel, som kendes til hudløshed. Hudløsheden bliver nemlig aldrig et problem for Fulci, idet han får skabt et univers, der ikke slipper grebet om seeren. Scenerne er i sine genretypiske anliggender drejet så præcist, at fortællingen ikke bliver – som genren har en tendens til at blive – en smule (og desværre ofte temmelig meget) selvparodisk. Det er nærmest som om, Fulci kender enhver faldgrube – og går uden om dem. Derfor vil man hos Fulci i fx City of the Living Dead kunne se mange af de teknikker, 80’ernes horrorfilm kommer til at benytte sig af. Fulci må anses som en – sammen med Dario Argento m.fl – af skaberne af horrorfilmens fremdrift i og efter den ofte realismetunge 70’erperiode.

Alligevel vil filmene for de fleste i dag se lidt bedagede ud, men det er vigtigt at have tiden for øje, når man ser disse film – specielt horrorfilm. Jeg har hævdet det før, og jeg påpeget det gerne igen: Horrorfilmen er en af de mest skrøbelige genrer, for den vil ofte indebære det nævnte selvparodiske element, og det er farligt, når det bliver utilsigtet. Det er nemlig et tegn på genresyge. Derfor er det godt, at der har været genrefornyere, der kender genrens grundlag så godt, at man som Fulci kan drive det ind i andre muligheder. Horrorgenren er tilsyneladende udødelig, for den bliver – som hos Fulci både teknisk og tematisk – ved med at komme igen i nye skikkelser. Lad os blot håbe, der er flere Fulci-udgivelser på vej end de to hidtil udgivne, The Beyond og City of the Living Dead.

Læs i øvrigt også artiklen ”Sær(lig)hedernes holdeplade” her på siden, der giver en introduktion til selskabet Another World Entertainment og de tre første udgivelser herfra.


Forrige anmeldelse
« Åndeløs «
Næste anmeldelse
» Cecilie »


Filmanmeldelser