Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Nowhere (78 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 14/3 2013, 21:37 af Torben Rølmer Bille

Fotællemæssig stilstand


Fotællemæssig stilstand

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der findes visionære instruktører og så findes der instruktører, der selv tror at de er geniale. En af disse må utvivlsomt være Gregg Araki, der med filmen Nowhere for alvor cementerer, at man indimellem burde opgive at lege auteur og i stedet arbejde sammen med andre, der kune biddrage med konstruktiv kritik. Filmen er nemlig et studie i hvor selvfed, fortænkt og unødig kunstfærdigt man kan gribe den filmiske fortælling an, og på den måde sikre, at publikum, såvel som kritikere, vil hade ens værk næsten lige så meget som Tommy Wisseaus notorisk elendige The Room, der udelukkende lever på sin kultstatus.

Kort fortalt er Nowhere en multiplotfilm, der forsøger at give et tidsbillede af rodløse amerikanske teenagere på kanten på årtusindskiftet i Hollywood, set med New Yorker øjne. Filmens centrale figur, med det nemt fortolkbare navn: Dark Smith, lever en rodløs tilværelse i Hollywood. Han er forelsket i en pige, som til hans store fortvivlelse, ikke har nok i én elsker. Han hænger ud med et slæng venner, som ikke rigtigt virker venlige. Han har seksuelle fantasier om sin bedste ven, Montgomery, og imens vi følger hans gøren og laden præsenteres vi for en hel række, mere eller mindre tilfældige, ligegyldige, overfladiske, selviske typer, der alle har det til fælles at de er unge og tilsyneladende har svært ved at finde sig til rette i den artificielle virkelighed der omgiver dem. Der er vist noget med en fest som alle skal til, men det er blot et virkemiddel, der er skabt for at binde alle de løse tråde sammen.

Dark Smith laver naturligvis kunstvideoer, som alle er begejstrede for, ikke mindst han selv. Det er derfor nemt, som en kritiker der ikke bryder sig synderligt om Nowhere, at læse Dark Smith som Gregg Arakis alter ego, for Nowhere er og bliver en ufattelig prætentiøs film, der både stilistisk og indholdsmæssigt synes at konstant udbasunere varm luft. Form uden indhold. Indhold uden mening.

Selv om der er scener i filmen, der sikkert både forekom provokerende og grænsesøgende tilbage i 1997, så virker det utroligt tamt set med et nutidigt blik. Filmens softcore sexscener, de voldelige excesser, dens fokus på S/M, bi- og homoseksualitet plus dens usandsynligt stiliserede og karikerede dialog, der her bevidst netop fremstår som dialog, gør ikke Nowhere til det postmoderne hovedværk den sikkert gerne havde set sig selv som, ej heller til en pastiche over dens samtid og kultur - nej, den er en film, der måske starter interessant, men som hurtigt opsluger sig selv i sin narcissisme og ender med at blive en ildelugtende filmisk prut, som man vil gøre alt for at få ud af systemet.

Det kan godt være interessant, at opleve flere teenage tv-idoler fra perioden spille alternative roller til dem vi ellers kender dem i - eks. Shannen Dorothy og Kathleen Robinson fra Beverly Hils 90210. Dertil kommer, at der i filmen medvirker en hel del etablerede skuespilere i cameo-roller og en stribe skuespilere, der på dette tidspunkt ikke var blevet til de stjerner de er i dag. Endelig kan der være de, der finder filmens soundtrack 90er-hipt og derfor har lyst til at se filmen.

Uanset hvad grunden kunne være til at du måske stadig overvejer at investere i Nowhere, hvad enten det er for at opleve sidste del af Arakis trilogi der startede med Toally Fucked Up fra 93 og forsatte i Generation Doom fra 95 (som Another World Entertainment også har udsendt), så tænk på, at de 87 lange, smertefulde, fortænkte minutter som filmen varer, i stedet kunne være blevet brugt på en lang gåtur, en højtlæsningssession med familiens yngste, to baner i det seneste PS3 spil, eller for den sags skyld at sortere ud i dine gamle t-shirts. For lige så falmet som din Hanne Boel trøje fra 97 er, lige så ligegyldig er Gregg Arakis Nowhere. Sig ikke at du ikke er blevet advaret!


Forrige anmeldelse
« Cloud Atlas «
Nste anmeldelse
» Kufferten »


Filmanmeldelser