Uanset om man falder inden for målgruppen 6-12 år, eller om man er ”ældre”, så rammer Jako-Bole Teatrets opsætning af Dickens Et Juleeventyr noget i dig. Og det er ikke bare fordi, historien om den nærige Scrooges manglende juleglæde er velkendt og rørende, men fordi der skabes et magisk univers.

De fire skuespilleres flotte og lette spil igennem stykket kommer til at stå i stor kontrast til den dystre historie om Ebenezer Scrooge, som i sin higen efter at tjene penge glemmer det vigtige i livet, nemlig næstekærlighed og livsglæde. Skuespillerne synes næsten at få integreret en form for barneleg i deres skuespil med dans, gættelege og dukker. De uhyggelige elementer som f.eks. liget i kisten, karakterernes dystre sminke og ikke mindst den mørke underlægningsmusik, som består af levende violin- og guitarmusik, bliver spiselig på grund af skuespillernes lethed i både tale og kropsudtryk. Historien fortælles på en måde, så der bliver en konstant blanding mellem glæde og uhygge, hvilket må siges at være præcist rammende, når Et Juleeventyr skal formidles til børn. Denne konstante modsætning mellem det dystre og det legende holder tilskueren fanget i historien og på trods af den snævre målgruppe, så lades der også den smule ekstra tilbage til den voksne tilskuer, så man virkelig føler, Jako-Bole Teatret har ramt plet med sin opførelse af juleklassikeren.

Stykket har en meget enkel scenografi, hvilket skaber en fantasifuld illusion, som formår at bringe publikum rundt både fra rum til rum og fra en tid til en anden på en ubesværet måde – også for et barn. På trods af at stykket kun har fire skuespillere til at besætte de mange roller, som Et Juleeventyr indeholder, skaber det ikke forvirring. Overblikket bibeholdes stykket igennem, og rollerne adskilles let, fordi skuespillerne hver især udfylder deres roller overbevisende og flot. Ebenezer Scrooge spilles med en tilpas mængde ironi, der gør, at man får både sympati og afsky for den glædesforladte mand. Spillet mellem Bob Cratchit og Scrooge opnår det autoritetsforhold mellem de to karakterer, som stykket foreskriver, men det gøres på en tilpas humoristisk måde, så man ikke som tilskuer indfanges i ren elendighed. Patricie Homolová og Nanna Kaarsberg mestrer de forskellige roller overbevisende og skaber især et godt supplement til den leg, der foregår stykket igennem, i deres roller som de to legende, pjattende og fnisende piger. Disse roller udføres tavst, men alligevel får de to skuespillere fortalt deres del af historien på en sigende måde.

Foruden den mere traditionelle teaterform suppleres skuespillet af andre former som marionetteater, dukketeater og skyggespil. Dukkerne gør, at det legende element bliver direkte synligt på scenen, og dukkernes forskellige virkemidler udnyttes til det yderste. Dukkerne bruges ikke kun til dukketeater men inddrages i de rigtige skuespilleres verden, hvilket f.eks. ses i første scene, som er en parallelscene mellem Srooges kompagnon Jacob Marley og en marionetdukke. I takt med at dukkens snore klippes over, siver det sidste liv ud af Marley. Det giver en speciel effekt og viser, at et teaterstykke ikke behøver at være aflukket i sin genre men med stor fordel kan være en blandingsgenre. Således bidrager de forskellige teaterformer gennemgående i stykket til den flotte opsætning.

Man må sige, at Jako-Bole Teatret har lavet et meget gribende teaterstykke, som må kunne få ethvert vrissent menneske til at glæde sig over julen. Stykkets klare morale med at gribe efter de nære ting i livet kommer ved hjælp af den fantasifulde opsætning til udtryk på en anderledes måde og vil uden tvivl kunne bidrage til efterrationalisering hos såvel børn som voksne.