I Får302’s præsentation af BASTARD – en familiesaga kan man læse, at ”Waage Sandø spiller hovedrollen som faderen, der har et anstrengt forhold til sine voksne børn og deres partnere” – hvilket må siges at være spot on og lidt af en underdrivelse i, hvad der må betegnes som et misantropisk familieopgør af dimensioner. Faderen er øens tyranniske gud, der hersker uden empati eller kærlighed til sine børn. Alle er i ekstrem grad afstumpede og drevet af egennyttighed.

Svigtede følelser, hævngerrighed, nederdrægtighed og jalousi bliver mikset til en sprængfarlig cocktail, og der er lagt i ovnen til et heftigt drama, som i sin overvældende, altomsluttende og dejligt mystiske scenografi umiddelbart har gode forudsætninger for at slå benene væk under sit publikum. Ydermere, med en islandsk stjerneinstruktør (Gísli Örn Garðarsson fra det verdenskendte kompagni Vesturport), en Oscarnomineret amerikansk manuskriptforfatter og et stærkt dansk-svensk-islandsk skuespillerhold kørt skarpt i stilling, er der endnu flere grunde til at skrue forventningerne til denne storproduktion i Nordens største teatertelt helt i vejret. Desværre skuffer BASTARD langt hen ad vejen.

Universet er en eventyrlig ø, ejet af faderen, som har inviteret sine børn derud under påskud af, at han er syg, måske døende. For alle andre end datteren, fars pige, er det en glædelig nyhed, og afkommet dukker kun op i håb om at få del i arven (som delvist består af land, faderen i sin tid har stjålet fra den ældste søn). Der er imidlertid hverken tale om sygdom eller død, faderen skal derimod giftes med en ung, smuk kvinde, den ældste søn tilmed har haft en affære med. Og denne konflikt er kun toppen af isbjerget. Alle karakterer er dybt dysfunktionelle og følelseskolde, og man kan blive i tvivl om, om der er tale om et portræt af en moderne familiekonstruktion eller en flok blodtørstige neandertalere. – Hvilket i og for sig er meget interessant, men bare ikke helt nok.

Det ene kondenserede dramatiske opgør efter det andet udspiller sig, kredsende omkring et mystisk vandhul midt i en imponerende symmetrisk skov, hvor lys og skygger skaber en betagende atmosfære, og subtile billedlag flot fletter sig ud og ind mellem hinanden – alt sammen visuelt og koreografisk veludført i en gennemgående aura af mystik – men det bliver desværre bare lidt for mystisk alt sammen. De abstrakte, utilgængelige karakterer kombineret med en fysisk, til tider komisk, iscenesættelse bliver til for mange uforløste lag oven på hinanden. Og hertil kommer teksten, som bevæger sig cirkulerende fra det ene opgør til det næste – ofte umotiveret eller uventet voldsomt. Spillerne taler deres modersmål, dvs. dialogen foregår på et vekslende miks af dansk, svensk og islandsk, hvilket virkelig trækker det nordiske samarbejde helt i front, men undervejs kan virke en smule distraherende. Dog har det bestemt sin charme, og spillerne kommunikerer overvejende ubesværet mellem de forskellige tungemål.

Et sted mellem melodrama og punchline komik
Det er som om, vi er i et univers, hvor de fleste af virkelighedens regler er sat ud af spil, men dét, at denne oplevelse er bundet op omkring et ”klassisk” familieopgør, er efter min mening forestillingens store svaghed. Stilistisk placerer BASTARD sig mellem en hel klynge stole, og det kan undervejs være svært at afgøre, om man skal forholde sig til en klassisk tragedie, en cirkusforestilling af et freakshow, fysisk performanceteater, slapstick komik eller et melodrama! Samtidig er dramatikeren til tider forstyrrende nærværende i de sproglige konstruktioner, som nogle gange er præget af en håndført omgang punchlines, der ”lige skal leveres”. Måske er absurditeten i dette clash mellem de højspændt dramatiske karakterer og de banale komiske virkemidler ganske enkelt ikke min humor, for på premiereaftenen i Fælledparken virker det som om latternerven bliver ramt hos en stor del af publikum.

Fortællingen fortsætter ud ad samme uundgåelige tangent: Jo mere tid denne familie tilbringer sammen, des mere ondt gør de hinanden – og det hele kulminerer da også (uden at afsløre for meget) i et voldsomt opgør, hvor familiehemmeligheder og skjulte dagsordener for alvor kommer ud af skabene. Det kunne være stort drama, som virkelig ville ramme lige der, hvor det gør ondt – hvis bare man havde forstået, hvorfor man skulle interessere sig for disse karakterer. Og den kritik gælder desværre forestillingen som helhed: Hvad den helt konkret vil sit publikum, ligger hen i skovens tåger.