Tænk hvis du pludselig en morgen vågnede op og opdagede at der i løbet af natten pludselig havde manifesteret sig en enorm stor sten på din matrikel. Faktisk er stenen så stor, at to af dine naboer også er vågnet til samme syn. Hvor kommer stenen fra? Hvordan er den endt der? Er den monstro farlig? Hvad betyder den? Spørgsmålene hover sig op hos de tre familier vi møder i Aalborg Teaters nye forestilling Stenen.

Som nævnt møder vi i stykket de familier der bor der hvor stenen nu befinder sig. I det første hus bor ejendomsmægleren Lissi sammen med sin bankmand Allan. I det andet hjem er det den lettere neurotiske mor Bodil, der deler tag med sønnen Dennis. Dennis har hjertesorger efter hans forhenværende kæreste har fundet en ny og tilmed har købt det hus og den hund de havde talt om at anskaffe sig sammen. Det sidste hus er et dødsbo, hvor datteren til ejeren, Kaya, vender hjem efter 11 år uden at have haft kontakt til sin nyligt afdøde far.

Disse figurer reagerer alle ganske forskelligt på den kolossale sten, der pludselig er en del af deres fælles tilværelse. Lissi hader stenen, for den sænker selvsagt boligpriserne og ingen har lyst til at købe hus i nærheden af den potentielt farlige, udsigtskæmmende granitklods. Desuden nægter både kommunen og politiet, som hun selvsagt straks har kontaktet, at gøre noget ved problemet.

I nabohuset begynder mor Bodil at lede online efter mulige forklaringer på fænomenet og ender med at grave sig ned i et slags konspiratorisk kaninhul, mens sønnen straks øjner en enestående mulighed til at tjene penge på fænomenet ved at tage entré, så interesserede kan komme helt tæt på stenen. Han og Kaya har også lagt mærke til hinanden, men om det er stenen eller deres ungdommelige væsen der gør at de tiltrækkes af hinanden, er der måske ikke noget klart svar på.

En der til gengæld synes at opleve en øjeblikkelig transformation, er bankmanden Allan, der som den første – døv overfor de andres paniske advarsler – rører ved stenen. Allan begynder at grine ukontrolleret, hvorefter han kollapser. Det var også Allan der helt i stykkets begyndelse, fik en sten i skoen. En sten han senere ikke kunne finde. Et forvarsel om den irriterende og enorme sten, der pludselig har manifesteret sig. Da Allan vågner op igen, har han nogle helt klare forestillinger om, at dette ikke blot er en enorm stor samling mineralsk materiale, men at stenen derimod er levende. At stenen har en vilje og en form for bevidsthed. De andre er overbeviste om at Allan er blevet skør, selv om tvivlen selvfølgelig også nager. Kan Allan monstro have ret?

Stenen bliver på den måde den katalysator, den deus-ex-machina, der driver forestillingens handling frem og til trods for at det er én og samme sten, så synes den at påvirke hver enkelt af figurerne ganske forskelligt. Uden denne mystiske granitkæmpe, ville de seks beboere med stor sandsynlighed ikke have truffet de samme valg som vi ser dem gøre.

Stenen er en forstilling, om vore fællesskaber eller mangel på samme. Om hvordan en fælles virkelighed – i dette tilfælde – en enorm steen, får folk til at reagere meget forskelligt, danne alliancer med hinanden, skændes og ikke mindst afslører den også forskellene mellem de enkelte. I teorien er det også en glimrende idé men selv om ensemblet spiller deres roller med stor indlevelse, så har forestillingen også problemer.

Det største er, at det er en smule vanskeligt at leve sig ind i de enkelte figurers historier. Det kan godt være at dette er helt bevidst og er tænkt som en slags spejl, der vil vise publikum hvor lidt engagerede mange af os er i forhold til vores nærmeste. Ligusterhækken kan ses som det fysiske værn mod at vi involverer os for meget i hinandens liv. Da stenen fjerner denne grænse, så blotlægger den også hvor lidt tolerante vi er overfor hinanden. En pointe der bestemt er fin nok, men også en man har set mange gange før i masser af forskellige fortællinger. Det kan godt være at dér i denne historie er en sten der sætter begivenhederne i gang, men det ændrer ikke på, at dramaet der efterfølgende udspiller sig er et man har kunne opleve i en lang række andre romaner, film og forestillinger om småborgerlighed, villakvarterer og konformitet.

Scenografien er også fint tænkt, for den tredelte ligusterhæk forvandles nemlig helt konkret til forestillingens store sten. Udfordringen ligger dog i at denne transformation tager ret lang tid, hvor man venter på at stykket kan fortsætte. Det er vanskeligt at tænke sig en anden, hurtigere løsning på denne forvandling af scenerummet, men idet sceneskiftet tager den tid det tager, så oplevede anmelder i al fald at blive revet ud af handlingen. Illusionen om villavejen og dens beboere er sat på pause for en stund.

Stenen vil måske gerne være den førnævnte sten i skoen, der generer dig og får dig til at tænke over dit eget liv, dine naboer og den måde fællesskabet kan være truet af udefrakommende trusler på. Det bliver i denne anmelders optik bare sat lidt for tydeligt op. Stykket bevæger sig også et sted mellem alvor og humor, men dette valg kan være en vanskelig balancegang, for selv om der bestemt er morsomme momenter, så kan de også være med til at underminere andre scener, hvor publikum forventes at have empati med samme figurer, som for et øjeblik siden mildest talt opførte sig ganske aparte.

Arketyperne på villavejen er alle nogle vi enten kender, kan spejle os i eller grine lidt af, men de lever også i deres eget lidt for kunstige mikrokosmos og idet mange af stykkets figurer netop udfylder deres specifikke funktion så dramaet kan udfolde sig omkring dem, så kan det som nævnt også være vanskeligt at relatere til. De kommer aldrig helt under huden på os, hvilket er en skam.