På Aarhus Teater har teaterdirektør Stefan Larsson været ude med det store, lede, guldbelagte mastercard og hældt rigtig mange penge i en stor opsætning af musicalen Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street fra 1979 med et væld af skuespillere, et 14-mands orkester og instruktør Mick Gordon importeret direkte fra London. Overordnet set har det været en god investering.

En sær blodpølse
Sweeney Todd handler som bekendt om en stakkels barber, der kommer i klemme i det engelske klassesystem, fordi en gammel, liderlig dommer begærer hans kone og datter. Væk fra sin familie i 15 år – 15 år til at blive bitter og til at planlægge sin hævn. Da han kommer tilbage, er konen død og datteren er i dommerens varetægt. Og så giver han sig ellers til at myrde kunderne i sin barberforretning systematisk, indtil turen (måske) kommer til dommeren. Ligene bliver bagt til postej af hans hjælper og beundrer, frøken Lovett, der får stor succes med sin makabre mad.

Sweeney Todd er en lidt sær musical, fordi sympatien egentlig hovedsageligt ligger hos den lidende og kyniske hovedperson. Men: Det duer jo ikke, for han er en psykopatisk massemorder! Derfor har man smidt et ungt, elskende par ind i stedet for, som vi skal heppe på og identificere os med. Men det er ikke lige let at rette publikums sympati. Det unge par er bare ikke lige så interessante som barberen og postejdamen, og det giver en lidt underlig dynamik i historien. Nå. Men:


Spændende scenografi og overbevisende Enevold
I Aarhus starter man med et dystert orgel, mens spøgelsesagtige lamper sænkes ned fra loftet. Et fuldt ensemble fortæller os om titelfiguren. Det fungerer. Scenografien er god og spiller på mange niveauer – langt fremme på scenen eller dybt inde, højt eller lavt.

Flemming Enevold træder autoritært ind på scenen. Han havde jo faktisk meldt ud, at han ikke ville lave flere musicals, men kunne så alligevel ikke holde sig væk. Det kan Aarhus Teater være glade for. Han er et oplagt førstevalg til titelrollen, som han fylder ud med både personlighed og stemme. Snart sidder han i Lotte Andersens postejbutik, og hun bryder naturligvis også ud i sang.


Skabagtighed og charme
Og det er egentlig her, jeg for første gang tænker to gange over det, der bliver serveret for mig. Lotte Andersen er en god skuespiller. Hun har nærvær, charme og humor på scenen. Men under denne hendes første sang skal hun ramme høje toner, der bliver meget skingre. Man sidder og kan ikke beslutte sig for, om det er fordi, at det er en del af rollen, eller fordi hun faktisk ikke kan ramme dem overbevisende. Sandheden ligger nok midt imellem: Fordi hun ikke kan få dem lige i skabet, skaber hun sig bevidst.

En del af den tidlige fortælling kredser omkring den storsvindlende og storcharmerende barber Pirelli. Jens-Christian Wandt leverer en fremragende og ekstremt humoristisk præstation i rollen. Hans hjælper Tobias, spillet af Frederik Ømann, står også stærkt gennem hele forestillingen.

Ingen historie uden en rigtig skurk, og den liderlige gamle dommer Turpin spilles overbevisende af Jesper Brun-Jensen, hvis stemme til forveksling ligner Alan Rickmans: Dyyyyyb og ekstremt AR-TI-KU-LE-RET.

Det unge, elskende par, Joanna og Anthony, spillet af Frederikke Kampmann og Johannes Nymark, er søde og velsyngende. Især Johannes Nymark mestrer fint balancen mellem sømand og romantisk ungkarl på frierfødder.

Kapelmester Mikkel Rønnow får fint dirigeret det 13 mand store orkester igennem Sondheims for det meste velkomponerede toner.


Underholdende horror
Sweeney Todd på Aarhus Teater er underholdende. Opsætningen spænder over næsten tre timer, men sådan føles det ikke. Man kan ikke rigtig sige det uden at lyde som en ragende psykopat, men det er sjovt at se folk få skåret halsen over og via et håndtag blive sendt ned i kælderen, hvor de bliver most til postej.

Man studser over nogle få ting i løbet af Aarhus Teaters opsætning af Sweeney Todd. Historien, selvfølgelig, men også Lotte Andersen, der ikke er nogen dårlig sanger. Slet ikke. Men hun ER alligevel mere skuespiller end sanger, og det er måske en lidt pudsig prioritering i en musical. Man mærker det allermest i hendes første sang; hun er bedre i resten af musicalen og utroligt charmerende som kejtet enke på frierfødder ved stranden.

Det rører dog ikke ved indtrykket af en velspillet og flot iscenesat musical, der fint kombinerer den socialrealistiske kuriositet af en historie med indtagende musik og tragikomisk horror. Anbefalinger herfra.