Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Orestien af Aischylos Aarhus Teater
Anmeldt 24/5 2019, 14:32 af Mia Rendix

Vreden, gudinde, syng!


Vreden, gudinde, syng!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Af de 33 overlevende græske tragedier er Orestien af Aischylos den eneste trilogi, og det omfattende tekstmateriale tog oprindeligt en hel dag at opføre. Det er derfor en sjælden fornøjelse at blive trakteret for en af den vestlige civilisations litterære grundpiller i fysisk-teatral form, hvilket Aarhus Teater skal roses for overhovedet at tage livtag med.

Orestiens tre dele, Agamemnon, Sonofret og Eumeniderne udspiller sig i slutningen af den episke Troja-krig. Kong Agamemnon har ofret sin og hustruen Klytaimestras datter Ifigenia til Artemis for at kunne vinde tronen, hvilket får den sorgramte, hævngærrige moder til at dræbe sin mand ved hjemkomsten sammen med sin unge elsker Aighistos. For at genoprette ro og orden i et pludseligt perverteret, kaotisk kosmos vender den eksilerede søn Orestes hjem for at hævne faderen.

De græske tragedier tematiserer alle universelle, mytologiske og dilemmaer mellem staten og borgeren, familie og individ, guder og menneske, det vertikale og det horisontale etc. – dilemmaer som altid ultimativt forbliver uløselige og dermed tragiske iflg. den tyske filosof Hegels ekstremt indflydelsesrige filosoferen over kernen i de græske teaterstykker. Denne gordiske knude tydeliggøres på vellykket vis i den aarhusianske opsætning, der formår at transcendere en alt for forceret modernisering uden at tabe det arkaiske ophav.

Scenografisk har man valgt at involvere publikum fra start som del af det græske kor, der i tragedierne fungerer som en episk fotolkende instans, der kontinuerligt griber tilbage i historien og mytologien for at forstå og fortolke det fremadskridende, dramatiske forløb. Vi starter i foyeren og indlemmes dermed som del af koret. Kostumemæssigt er der arbejdet med stanniol-metal, som både fremhæver en minimalistisk stil og samtidig ophøjer skuespillerne som de mytologiske figurer de er. Lyd og musik er skabt af den altid interessante og eksperimenterende Lydmor, der som en gal medicin-kvinde-heks løber frem og tilbage mellem sin MacBook og Touchpad og leverer et passende højstemt, melodramatisk lydunivers, der veksler mellem det voldsomt-bombastiske og det nært-sentimentale.

Af kritiske indvendinger kan nævnes det åbenlyse udfordrende i at skulle skære en mastodonttekst ned til en aften, og til tider kan udeladelser og skæren væk hæmme et naturligt narrativt flow på bare en time og femogfyrre minutter. Dybden og den gribende tragik svigtes en smule, især i reduceringen af det græske kor, som traditionelt spiller en stor og afgørende rolle i tragedierne. Disse fravalg til trods er det blevet en flot og på alle måder vigtig opsætning af trilogien, som på det stærkeste kan anbefales til alle aldersgrupper.

299
Forrige anmeldelse
« Kong Arthur «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser