Verdenspremieren nåede Danmark, ramte Fredericia, og jeg var med, hele vejen.

Således vil jeg ikke stå i vejen for en anmeldelse – idet jeg nu har summet og reflekteret, sundet mig og samlet mig.

Prinsen af Egypten, eller rettere Prince of Egypt, idet skuespillet blev formidlet levende på engelsk, er en tour de force.

Hvad er på færde?

En dreng bliver sendt ud på en rejse, både i konkret forstand og i en billedlig ramme/scene. Der er ikke meget for ham ved at vokse op blandt de mennesker, det folk, han hører til, og han glider ud på bølgen blå og rammer prinsesse Nefertari. Hun kan ikke stå for denne purk, som straks bliver ført til kongen, nu klædt i fine gevandter og solende sig i et navn med mening – befrieren. Der er den finesse, at Moses derved får en bror, selveste Ramses, arvtager til den egyptiske trone. Der er det ved det, at de er jævnaldrende, og de kan således kæmpe om faderens gunst, om end Moses ikke umiddelbart har blodbeslægtede bånd forbundet med den fine slægt, der regerer over et Egypten i evig krig og kamp. Der er broderfejde, brodersammenhold, og det er følelsen af ikke rigtig at høre til, af ikke at kunne være sig selv, især gør det sig gældende for Moses. Han tumler med eksistensen, med tilværelsen, og det bygger sig op i ham, fanger ham og fastholder ham i tanker og refleksioner, for hvem er han? Vi har det eksistentielle tema slået an lige fra begyndelsen, og det er betagende, det er tankevækkende, ganske enkelt.

Det er jo ret beset en fornem og meget fin historie, hvor der er rum for følelser, og hvor den røde tråd løber igennem alle akter, og jeg agter at give den en god klapsalve med på vejen, så lad os folde blikket ud i løbet af de følgende sætninger.

Denne historie og disse følelser forløses forbilledligt i stykket om Moses, der finder sig selv efter en lang rejse, indre såvel som ydre.

Sådan er rammen. Sådan blev scenen sat i teatret i Fredericia denne fredag aften. Sådan er udfordringen: at omsætte det til scenekunst i teaterrammer. Anmelderen her måtte forholde sig til det.

Hvorledes lød de indledende tanker op til denne verdenspremiere?

Risiko for en ørkenvandring foreligger. Sådan kunne tankerne forme sig og blive ganske mere prægnante, efterhånden som dagen for den længe ventede verdenspremiere nærmede sig.

Risiko for sandfygning og sløring i verdenspremierens glitter – et andet spor, mine tanker kunne svæve hen ad.

Hvorfor opregne risikofaktorer? Jo, for som anmelder er der grobund for de kritiske tanker.

Samtidig vil jeg også med stor sans for de glædelige perspektiver slå fast, at jeg søger det positive antrit, den varme tone, i min anmeldelse, ganske enkelt fordi det er det, der er på færde her, en varme i opførelsen. Ikke alene er vi at finde i ørken og egyptisk varme i overført forstand, vi fik også varmen i salen denne fredag i Fredericia, helt tæt på kroppen.

Lad mig slå det fast her i den indledende del af denne anmeldelse: Jeg var på mange måder blæst omkuld af dette show, denne musical.

Jeg har et grundlag at sammenligne med: Jeg var også glædeligt til stede, da Aladdin blev sat op på Fredericia Teater. Det var tilbage i 2012, og det var en oplevelse uden lige, klart den bedste i min teaterkarriere på publikumspladsen. Her var der ligeledes sand og dans for sans og syn, og det var prægtigt udført. Fastholdt i et klart spørgsmål: Kan Prince of Egypt måle sig med Aladdin? Utvivlsomt, vitterligt.


Det er en storslået musical, der emmer af saft og kraft, af sangstyrke og musical-magi. Det er et show uden lige, et tidsforskubbende stykke kunst. Det er nemlig ganske sjældent, jeg mister fodfæste og sindscentrum – for som tilskuer til Prince of Egypt blev jeg henført, fragtet med af gode sange, prægtige skuespilpræstationer, hvor Moses, spillet af Diluckshan Jeyaratnam, virkelig fænger. Jason Gotay, som er en sand musicalstjerne, hentet ind fra det store Amerika, brillerer også her i verdenspremieren som Ramses, Egyptens arvtager. Det er Lars Mølsted, der fremadrettet indtager rollen som Ramses.

Prince of Egypt er som musical for mig at se en knitrende og berusende oplevelse, lad mig bare bruge det ord, og lad mig blive ved: bevidsthedsudvidende og perspektivforskydende, for det ender ganske enkelt med, at jeg bliver en del af scenen, i alle henseender.

Lad os bevæge os nærmere ind på, hvorledes det blev opfyldt.

Dels er det en god fortælling, der tager fat i hele følelsesregistret. Dels er fortællingen båret af meget gode skuespilpræstationer, og så er der danserne, som snart agerer bølger på havet, fragtende Moses hid og did, og som snart former sig som sand i ørkenen, kastende Moses frem og tilbage. De glider ud og ind af scenerne og farvelægger forestillingen – stor applaus herfra.

Derudover er der den meget typiske Fredericia Teater-komposition, hvor det er tydeligt, at enkeltheden er målet. Rekvisitterne er nøje udvalgt, tjener alle et formål, bruges i mange former og scener i forskellige sammenhænge, og her kan jeg fremhæve de sten, de mange slaver bærer rundt på. De er trædesten til noget større, en indre dynamik i stykket.

Det er klart, at en musical-opsætning af en berømt Disney-tegnefilm kan skille vandene, men sagen er den, at det lykkedes Fredericia Teater, en tak også til mandskabet bag, at komme ud over scenen og inddrage publikum på en magisk, magnetisk måde, en fantastisk facon – i en overraskende scenekunst og nydelig bevægelse, som ikke skal afsløres her, for – hold fast i sædet – den skal opleves – på nært hold.

En stor aften – en virkelig verdenspremiere. Moses skiller vandene i direkte forstand – for mig er han med til, at denne verdenspremiere holder vand. En uforglemmelig aften, en fabelagtig forestilling.