Det kongelige Teater kalder Mozarts Tryllefløjten for: ’operaen alle kender’. Nok ikke helt ved siden af – og den har da også, siden første opførelsen, fløjtet hen over det kongeliges scenen mere end 463 gange. Derfor skal, fortryllelsens repremiere, også hilses velkommen efter to års fravær.

Operaen, der oprindeligt havde premiere i 1791 i Wien, blev Wolfgang Amadeus Mozarts sidste værk – så hverken hæder eller mammon opnåede den geniale komponist, der døde samme år, 35 år gammel, under mystiske omstændigheder jvf. Milos Formanns filmklassiker Amadeus.

Tryllefløjtens handling er et eventyr fyldt med magi, mystik og fortryllelse. De mørke magter mod de lyse. En ildsprudlende drage, en prins, en dronning og prinsesse, for ikke at glemme ’naturens muntre søn’ og onde skurke er alle på rollelisten. Plus de mange prøvelser, før vi når frem til den lykkelige finale. Alle ingredienser er der og som alle gode eventyr er Tryllefløjten mere dybsindig og nuanceret end som så – Søren Kirkegaard har bl.a. skrevet et essay om operaens mange filosofiske lag. Librettoen er af Emanuel Schikaneder, skrevet ganske få år efter den franske revolution, med dens Frimurerloger og oplysningstidens tro på ratio og den ideelle verden.

Men fortryllelsen ligger først og fremmest i musikken. Det er derfor vi elsker operaen – vi venter kun på, at kunne nynne med på de klassiske operahits – så kan opsætningerne være nok så opfindsomme.

Instruktørerne Marco Arturo Marcell og Enrico de Feo har i deres opsætning valgt en mellemting, med stilforvirring og ’sjove indfald’ - men grundstammen er heldigvis loyal og traditionsbunden. Nattens dronning er klædt helt i mørkt, hendes tre terner i farverige rokokorober med opsat hår og hårdt sminket. Lysets fyrste Sarastro, fyrig og iført lysets kappe. Prins Tamino er uskylds hvid, som den hvide prins. Kun vor yngling, fuglefængeren Papageno er i ternet skovmandsskjorte og fotografvest, som kom han direkte fra en studiegruppe i Alternativet.

Lad trylleriet begynde i den korte version: Saresto har taget Nattens dronnings datter, Pamina, til fange. De tro væbnere, prins Tamino og fuglefænger Papageno, skal med tryllefløjten og klokkespillet, guidet af tre drenge, (snart som kokke, snart som gule spejderdrenge), nå frem til at befri den skjønne.

Undervejs (dem vi kom for) er de skønne, muntre, romantiske og dybt fortvivlende arier, udfoldet af kapellet under ledelse af Joana Mailwitz – en nydelse. Hvor, måske genkendelsens glæde, var den største.

Og synge kan de, på verdensplan. Papageno (Palle Knudsen) er naturens muntre søn og synger med sin smukke baryton, sig ind i vores Mozarthjerter, så vi uden forbehold, under ham det dejlige livstykke Papagena, i Cassandra Lemoines skikkelse. Flottest af alle arierne blev ubetinget skønne tyrkiske Seranade Burcu Uyars som Nattens Dronning, der brillerer med sin eventyrlige koloratursopran. Sarasto, ligger i et godt stemmeleje hos Henning von Schulman.

Operaen synges på tysk – men Papageno den strik, har Verfremdungs-lignende bemærkninger direkte ud til publikum på dansk – og endda lidt på svensk. Et bevidst forsøg på, at minde os om, at Tryllefløjten også er en leg med fantasien. For fortolkning af mesterværket, er til trods for de muntre nutidige indslag - Tempelherrerne er f.eks. i Armani-habitter – blevet en lidt tung og alvorlig sag. Nogen fortryllende familieforestilling blev det ikke – men en stor international moderne opsætning, der bestemt tjener Operaen til ære – og forestillingen var da også, for to år siden på Operaens 1o-års jubilæumsforestilling. Godt at den atter er på repertoiret.