En af filmhistoriens helt store klassikere er Charlie Chaplins Diktatoren. Et helstøbt mesterværk, man dårligt kan forestille sig se omsat til andre medier - og da slet ikke til teater. At forestille sig Chaplin, med bowlerhat og skæg, spillet af nogen anden end ham selv – umuligt. Dette lykkedes, endda med bravur for Nørrebro Teater.

Diktatoren er skrevet, spillet og instrueret af Chaplin i af slutningen af 30erne – et tidspunkt, hvor nazismens vold, terror og jødeforfølgelse, under Hitlers førerskab, dominerede Tyskland, for at kulminere med Hitlers indmarch i Polen 1939 – og dermed starten på anden verdenskrig.

Et tidspunkt, hvor USA endnu ikke var gået ind i krigen – og hvor man betragtede den gale, højtråbende lille mand med et gran af humor, som endda i det ydre lignede Chaplins populærere lille vagabond.

Nicolaj Cederholm har valgt at være tro mod filmen. Historien er henlagt til en fantasi-stat, hvor den rare lille jødiske barber, der er menig soldat i 1.verdenskrig, redder en officer fra døden og selv får et granatchok, der medfører hukommelsestab – der først ophører 20 år efter, hvor hans fædreland nu er behersket af galningen Hynkel, med lille Snurbart og stor lighed med vor jødiske barber (og så naturligvis ham i Das Reich). Det er den forveksling Diktatoren snurrer rundt om.

Har man set filmen - det er ikke så længe siden en flot restaureret kopi blev vist i biograferne – er der uforglemmelige scener. Komiske, rørende, skræmmende. Klassisk er globus-scenen, hvor Hitler, undskyld, Hynkel, spiller bold med hele kloden – en gal mand, der med spark og spjæt underlægger sig verden. Vi husker også barberscenen til tonerne af Brahms, Ungarsk dans nr. 5. Og Hynkels tre taler, (Diktatoren er Chaplins første rigtige talefilm). Og scenen hvor, ja, man kan blive ved. De er alle med i teateropsætningen. Kan det virkelig fungere? Blev det i bedste fald et nostalgisk trip og i værste en slap afglans af en klassiker.

Det blev en succes. Ikke mindst takket være Olaf Johannesens mesterlige fortolkning af dobbeltrollen. Det man troede umuligt, blev overbevisende rigtigt. Snart den, desperate, despotiske, farlige, psykopatiske, forfængelige Hynkel med stirrende øjne og et neurotiske kropssprog. Snart humanisten, den lille barber, der får frataget sin ejendom/barbersalon pga. sin jødedom. En sjældent vellykket skuespillerpræstation, der har alle odds mod sig – og lykkes.

Diktatoren kan meget mere end tegne et tragikomisk slapstick-billede af ”pesten fra syd” og dets galninger af medløbere. For hvordan var det nu det begyndte. Henkels første tale til folket; ”Jeg tror ikke på globalisering. Jeg tror på fred og samhandel, men jeg tror ikke på globalisering. Jeg tror, at social og national er synonymer. For at være social må man være national: sammen med dem af samme slags som én selv”

Har vi hørt det for nyligt?

For selv om Cederholm har holdt sig tæt til forlæggets plot og tekst, vrimler det med små moderniseringer, der bestemt ikke gør farcen minder vanvittig og absurd. For det er en skør komedie, hvor Hitlers håndlangere springer omkring ham som servile nikkedukker – Goering, Goebbels og Himler. Alt imens vores lille barber og hans jødiske venner mere og mere føler jorden brænde under sig – ingen steder at flygte til, måske Østerlich.

Som nævnt, teaterudgaven holder sig tæt til forlægget – men Cederholm og hans trup ville ikke være den nyskabende instruktør vi kender, hvis ikke scenografien (Kim Witzel) og hele scenearrangementet var et selvstændigt værk, med sandsække, mobile hæve- og sænkegule, stiliserede hære og soldater i strækmarch, nok i slægt med originalen – men helt sin egen, hvor de syv skuespillere springer ind og ud af rollerne i stumfilmtempo. Løjerne er tilsat stumfilmmusik, fremragende leveret af den medspillende klaverbokser Olivier Anturnes, endda med Chaplins egne kompositioner.

Nutidigt, ja, nu er det kvinden med stegepanden, hende der jager Henkels trop, og vor lille barbers uskyldige kærlighed (Julie Agnete Vang), der bliver barberet (!) til den ungarske dans. Ballonscenen er tro mod vanvids forlægget. Den skøre fly-tur, er nok den der kommer dårligst i luften. Til gengæld er der fuldt tryk og vanvid, når Mussolinis tog ankommer. Her spiller Søren Pilmark en imponerende revy/farce som il Duce Napolini, i en skønsom blanding af italiensk/engelsk/tysk – hvor vandvidet topper, da il Duce siger: ”skulle vi ikke hellere tale dansk” ? Det gør de to så! En styrkeprøve med våde kindkys og flotte ordner, alt sammen i et forsøg på at imponere hinanden – men bagved, mest om, hvem der har retten til at indtage Østrig! Igen en alvors tynget situation omsat til rablende komik.

For det er det Diktatoren kan. Chaplins store sluttale henvendt til os alle (barberen som Hitler), er nok moderniseret, nu med hip til naturforurening, men konklusionen om kærlighed og fællesskab er i al sin naivitet stadig gyldig.

Diktatoren på Nørrebro blev, som dengang, formidabel underholdning med aktuel alvor. En umulig opgave lykkes.