En mand, et bord, en stol og et glas vand og naturligvis en tekst. Mere skal der ikke til.

Så enkelt – og så stort.

Teatret er det lille intime Får 302 med plads til max 50 tilskuere, der næsten er i fysisk kontakt med den nydelige velklædte midaldrende herre på scenen, der i et nøgternt, korrekt sprog, starter med omsorgsfuldt at spørge, om vi er kommet vel ind og har fundet vores pladser.

For vi skal møde noget nær det perfekte menneske, der giver en stor del af sin løn til de fattige. Ham der rejser sig for ældre i metroen, følger blinde over gaden – ja, han bukker endda for den blinde. Og her ligger hunden begravet, for al den hensyntagen og ædel hjælpsomhed, er alene gjort for at fremstå ædel overfor omgivelserne. Selvopfattelsen er et bedrag, der alene bunder i forfængelighed.

Det er den erkendelse dommerne – for selv i sin profession er han retsindig – er nået til efter skæbnenatten på broen. Natten hvor han hørte en svag latter, der tit vender tilbage til ham. Natten hvor han svigtede. Gik væk fra broen for at købe cigaretter, selv om han netop havde set ned i det mørke vands krusninger og fornemmet kroppens fald. Undladt at redde en selvmorder.

Det er denne moralske krise som den franske eksistentialist, filosof og Nobelpristager Albert Camus skildrer i romanen Faldet fra 1956. Her er teksten iscenesat af Petra Berg Holbek og nuanceret levendegjort af skuespilleren Jacque Lauritsen, der også har dramatiseret romanen.

Dommeren kan ikke længere se sig selv i spejlet. En moralsk krise om svigt og manglende moral. Om forgængelighed, skyld. At vi tvinges til et valg og når valget er truffet, kan det ikke omgøres. ”Kast dig i vandet igen – det vil redde os begge” forsøger dommeren, men han ved det er for sent, faldet er sket.

Lyder der verdensfjernt og abstrakt?

Det er det ikke. Det handler om dig. (Ikke kun de 50, der har betalt billet). Om os alle sammen. Er vi skuespillere, der i forfængelighedens navn hykler roller i håb om at kunne lukke øjnene for verdens kriser og, fattigdom? Glemmer Syrien, flygtningestrømmene… spiller vi roller for at slippe for ansvar, ja, selv angeren er falsk.

Stærke sager. Dommerens tørre juridiske, nøgterne, ofte selvironiske dommedag over sig selv, får også tag i os. Vi genkender vore egne svagheder og moralske svigt. Vi ved det jo godt - men vi ved (heldigvis) også, at der er store og små fald i vores liv, som ikke er ultimative.

Se, det er stort teater i små omgivelser, der hverken behøver teatertorden, brusende kostumer, orkester eller videoinstallationer. Et bord og et glas vand – en ægte talentfuld skuespiller og en vedkommende tekst, gjorde Faldet til en sjælden teateroplevelse.