Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Godnat Albert Teatret ved Sorte Hest
Anmeldt 22/9 2016, 08:13 af Else Knuth-Winterfeldt

Krigsveteraner og kærlighedskrig


Krigsveteraner og kærlighedskrig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Godnat Albert er den underfundige og dobbelttydige titel på Peter Nordahl ’s absurde drama. Aften er det, men Albert Welenkraft, der er stykkets omdrejningspunkt, er også godnat i mere subtil forstand i dette teaterstykke, hvor Peter Nordahl griber om tidens trend om selvrealisering og kommunikation.

Det absurde teater søger ind i de krinkelkroge af sindet, der styrer den menneskelige adfærd, og det giver afkald på den dynamik, der som minimum kræver udvikling mod en større erkendelse i det traditionelle teater.

Det absurde teater åbner for et endnu større drama ved at vise, at mennesker ikke udvikler sig, og at de ikke lærer af hinanden, for de befinder sig i deres egen selvcentrerede verden, og der bliver de, medens den absurde teaterform sniger sig ind under huden på det mennesker tænker og gør, når den polerede selvcensur slår fra – og det gør den her.

Der er faderen og sønnen – begge krigsveteraner og den kønsmodne unge pige på sønnens alder. Der spilles på de traditionelle forventninger om kærlighed og det handler også om kærlighed – men måske ikke lige i traditionel forstand.

Faderen, Albert, spiller på alle de strenge, som han kan, for at holde sønnen beskæftiget. Han er ”så” syg – i hvert fald, når sønnen er til stede - så han hindrer sønnen i at leve sit eget liv, for han må hele tiden hjælpe sin far med alt det praktiske, selv om faderen i virkeligheden slet ikke er syg. Sønnen, Georg, er samvittighedsfuld over for faderen, men også interesseret i den unge pige. Det er Albert selvfølgelig også, så han spiller så syg, at det hindrer sønnen i at gennemføre noget som helst og lægger selv an på pigen, når Georg ikke ser det. Endelig er der den uge pige, der kan kommunikation i teorien, for det studerer hun på universitetet, men ikke i praksis. Hun vil gerne dulme sin ensomhed med herrebesøg af sønnen, men hun er på den anden side bundet af sine 68 frøer, som er hendes kæledyr – plysdyr, vel at mærke.

Alle er optaget af deres eget projekt om at blive set, forstået og få opmærksomhed, men ingen er i virkeligheden interesseret i hinanden, fordi de kun kan se sig selv og deres egne behov – og dog! For Georg er netop mere opmærksom end de to andre – men også han har et projekt, der står i vejen – han venter brev fra militærpolitiet. Mens han venter, så skjuler både faderen og den unge pige brevet, så han kan blive og opfylde deres egne behov.

Det handler om kærlighed – altså til sig selv og det handler om den stilstand, et sådant mål har.

Det er en kunst at spille absurd teater og den kunst mester Mikael Helmuth som Albert på fremragende vis med alle de nuancer, temposkift og overraskelser, der skal til. Det gøres musikalsk og med en mimik, der hele tiden spiller sammen med teksten og aldrig overfortolker. Han får et ypperligt modspil af Paw Henriksen, der bevarer den gådefuldhed, som ikke skal forløses. Julie R. Ølgaard spiller Grethe Suhrmass som en stereotyp figur, der snarere hører hjemme i en komediebirolle end som omdrejningspunkt for dragning og bedrag i et absurd teater.

Godnat Albert er tankevækkende, fornøjeligt og det er i høj grad seværdigt. Der er velvalgte aktuelle stikpiller til tidens fordomme og snæversyn, men frem for alt er det en venlig påmindelse om alt det, vi kalder kærlighed.

215
Forrige anmeldelse
« Dekalog «
Næste anmeldelse
» Lille mand, hvad nu? »