Giv mig lidt fyrværkeri, lidt dramatisk musik, lidt Hollywood-drys kastet ind over produktionen, og lidt heste og motorkøretøjer – giv mig alt det og jeg er hooked. Ja, der skal ikke meget til, og jeg er sikker på, at mange synes, det er for meget og for ekstravagant og måske endda barnligt til en produktion fra Det Kongelige Teater, men jeg vil ikke undskylde det. Opførelsen af Kong Arthur formår at udnytte de udendørs faciliteter, som Ulvedalene tilbyder. Dermed er der blevet skabt en vaskeægte fantasy-komedie med tragiske undertoner, og det er virkelig, virkelig godt.

Historien om Kong Arthur kender de fleste: Ridderne af Det Runde Bord, slottet Camelot, sværdet i stenen Excalibur, troldmanden Merlin, kærlighedsdramaet mellem dronning Guinnevere og Lancelot. Det er alt sammen med. Denne historie foregår en del år senere, hvor Arthur er ved at miste grebet om sit elskede England. Han har sendt de fleste af sine riddere ud for at finde Den Hellige Gral, en mission som da stykket begynder har været flere år undervejs. Tilbage sidder Arthur og tænker over tilværelsen, mindes drabet på dragen Belvarg, sin forviste søster, heksen Morgana Le Fey, og dennes søn Mordred, alt imens kongeriget higer efter en royal arving til tronen. En arving som aldrig kommer, til Arthurs og Guinneveres store fortvivlelse.

Dermed er scenen sat. Tragedie, komik, drama, myter, legender og moderne fantasy-lore er blevet kastet ind i teaterverdenens blender og resultatet er Kong Arthur. Jeg kan opsummere stykket på følgende måde: Kender du 80’er-filmen Excalibur med næsten samme præmis om Kong Arthurs sidste leveår? Hvis ja, så har du et godt billede af, hvad du kan forvente af dette teaterstykke. Kombiner det med lidt gammeldags dansk humor og den form for fantasy, der er blevet så umådeligt populær i den seneste tid.

Når man beslutter at opføre et teaterstykke udendørs, sådan som scenen i Ulvedalene dikterer, kan man ikke undgå at være i naturens vold. Denne sommeraften startede med at være lys og varm, og selvom du kan blive kold af at sidde stille og få ondt i røven af sæderne, kan du ikke undgå at blive revet med af den udendørs stemning, hvor publikum sidder rækker op og rækker ned langs en bakke, med hyggelige tæpper for at holde varmen, og tænke, at det er sådan her, at teater egentlig skal opleves. Støvet fra jorden og græsset, duften af skov, det tilfældige ved naturen er med til at skabe stemningen om Kong Arthur.

Som at være tilskuer til en tenniskamp rykker du dit blik fra højre til venstre, fordi teaterstykket kræver dine sansers fulde opmærksomhed. Når du så tror, at du har styr på, hvordan scenen vil blive styret, dukker der pludselig et ensemble af sangere op fra bag en bakke og skaber dermed en overraskende dybde på disse naturlige ”skrå brædder”. Til sidst ved du ikke, hvor den næste scene vil begynde henne. Det er fantastisk udnyttelse af omgivelserne, og vi bliver heller ikke snydt for heste, som kommer uanmeldt ind på scenen i tide og utide.

Efter pausen er det blevet mørkt. Igen bliver dette udnyttet så godt som muligt. Så er vi virkelig kommet ind i fantasiens rige. Med mørket kommer der eksplosioner, fyrværkeri, special effects, lyseffekter i alle mulige farver, samt kampe mellem det gode og det onde (her snakker jeg om sværdkampe, akrobatiske kampe, magiske kampe, kampe mellem motorkøretøjer og heste – I love it!); og det er alt sammen gjort live, hvilket kun øger det fantastiske ved denne produktion.

I titelrollen som Arthur finder vi Nicolas Bro, som de fleste kender. Han er de seneste år virkelig vokset som skuespiller og har formået at styrke dramatiske roller med sin tilstedeværelse. Selv roller, som kan anses for at være humoristiske eller kejtede, er blevet gjort sympatiske og troværdige. Som Arthur tror vi på galskaben, modløsheden og det geni, der engang har været i kongen. Men det er stadig et forholdsvis harmløst, børnevenligt stykke og derfor er Bro heller ikke mere dramatisk, end hvad der lige er nødvendigt. Dermed siger jeg ikke, at han ikke imponerer, for det gør han skam. Du skal nok bare ikke forvente store skuespilpræstationer fra hverken den ene eller den anden.

Ved hans side finder vi Marie Louise Wille som dronningen, Guinnevere. Undertegnede så hende sidst i King Lear som skruppelløs og psykopatisk prinsesse, men her er det helt omvendt. Rollen tilbyder ikke de store udskejelser, men hun er mindst lige så interessant at følge med i som hovedrollen, kong Arthur. Det må være manuskriptforfatterens og Willes engagement i karakteren, som gør, at de har forvandlet en forholdsvis harmløs og passiv rolle til en aktiv og vital del af stykket.

Karaktererne er for det meste stereotypiske og det er nemt at gennemskue, hvem de er. Det er også helt okay. Produktionen læner sig ikke op ad præstationerne, men mere plottet og miljøet. På den måde fungerer det hele samlet set ganske glimrende.

Kong Arthur er uden tvivl et teaterstykke, jeg vil anbefale. Det kan godt ses af hele familien og blive værdsat af børn i alle aldre. Der er lagt meget forarbejde i produktionen og det kan ses. Det hele giver pote til sidst og du ender med en oplevelse, du sent vil glemme. Også når du skal hjem fra Ulvedalene i bælgravende mørke!