Nønne Mai Svalholm og Sine Risager har på Radar ved Godsbanen i Aarhus virkeliggjort et Burlesque-show med de kostymer, der denne aften delvis gør den gamle genre aktuel på en flot måde: denne måde, med dans og former og kostymer in your face fra en fjern fortid. Kender man ikke helt genren, kan den sammenlignes med filmene Moulin rouge (2001) og Den store Gatsby (2013), begge instrueret af Baz Luhrmann, mens det enestående og uforlignelige mesterværk i genren, af vor tids måske største geni, er Michael Jacksons Smooth criminal.

Men som Burlesque-genren, med en lang litteratur- og teatertradition, historisk har handlet om letpåklædte damer og måske lever sit bedste liv i undergrunden, har den også satiriske og samfundskritiske elementer, der afhænder sig andet end blot klæder – denne del har her anmeldte forestilling ikke, hvorfor den kommer til at mangle elementer og variation. Hvad der blottes fysisk skulle gerne udleveres tilsvarende i mere mentale former.

Forestillingen har en god og spændende fortæller, der forsøger at binde de enkelte optrædener sammen. Den har også dygtige dansere, og Svalholm, der er klassisk uddannet danser, er et fantastisk bevægeligt lyspunkt. Det er godt, at se Svalholm tilbage ved dansen efter flere år uden den, og inden for genrens rammer gives der, under hendes instruktion, fine former og kropsformer, hvorimod det virkeligt beskidte kun udtrykker sig via forestillingens forstyrrende luksusheks, fundet på den rette hylde og siden indkøbt til lejligheden. Heksen, spillet af Henriette Wisti Skovrup, er, som et frigørende dementi af den menneskelige og hensynsløse perfektion, betagende at høre grynte og smaske nærmest utidigt, og disse standarder i stykket kalder på mere af sin egen mere farlige slags - og kalder forgæves.

Fortidsrum
Når stykket fortæller en historie med historiske aner, virker det langt mest overvejende emne, seksualiteten, ikke nutidig, men bindes ind i en historisk ramme. Således er virkningen ikke bare en underholdende måde at give og tilgive pornografiske og pirrende damer på, men fortæller ved sin kysthed og uskyld et stykke (overstået) fortid. Om en tid hvor det frække stadig kunne være frækt, uden at blotte det vigtigste, men med det givtige – og dette givtige her: at vi denne aften på Radar får muligheden for at bure vores lyster inde i et sært beskyttende og forglemt stykke farvel.

Vi ser dansere med stærkt trænet balance, sminkningen er yderst vellykket, publikum er medlevende og hviner i sær tilfredshed. Men man savner, på et dybere plan, at blive mærket af det, der foregår, og stykkets karakterer bindes ikke helt fyldestgørende sammen af den i øvrigt stilsikre fortæller. Svalholm er generelt en betydelig og ægte og modig kunstner med fine evner inden for flere forskellige genrer, men her savner hun, efter denne anmelders mening, at blive mere farlig.

Når ikke publikum har købt disse egenskaber, da man betalte, de mere grumme, mangles der uforudsigelighed i rollerne, men der er også meget, der fungerer godt, mens man dog stødes af den tanke, at det måske fungerer godt – for længe. Det er imidlertid dejligt at komme ind i et rum, hvor fortiden er til vores rådelighed og ikke angriber med andet end nostalgi, idet jo ”det færdige” har en særlig appellerende fred ved ikke at skulle vidne yderligere om sin egeneksistens. Fortiden har masser af tid, den kan jo ikke ændres.

En lomme fortid
Men genren lever også hos Risager og Svalholm. Stykket mangler ikke humor men snarere evner for at give denne vedvarende dybde. Men vi er deltagende, også når stykket slutter, og vores fordøjelse af det starter. Burlesque-genren kunne drives til et mere udbredt og kulturaktuelt samfundssyn med karikaturer, der mere direkte forholdt sig til den virkelighed, vi lever i idag, men her gives vi netop en lomme fortid, hvor det endnu var artigt at være uartig og eskapismen ikke kaldtes flugt.

Evner man at længes efter en fortid, der kunne være Chicago i 20ére og 30ere, er det måske alligevel beroligende, at det frække engang kunne være en nyhed, mens det i dag næsten er umuligt med så frækt og konstant et overbud af alting. Hvor der i stykket er ironisk uskyld, er netop uskylden isoleret til en overstået fortid, der derfor ikke synes at kunne gøre nogen skade bagfra. Direkte at føre forestillingerne helt over i en pornografisk afdeling, dvs. udfordre en tradition fremfor at imitere den, ville måske kunne tilføje stykket mere af den nøgne og bare alvor, der kunne tilgive underholdningsværdien med et mere sammensat kunstnerisk udtryk.

Det er opløsningen af denne hud og humor, at noget mister sig selv, det er dette fortærende og næstern brændende, der mangler dybere og mere plads: at livet koster så megen energi at fejle og planlægger muligheden for selv næsten sofistikerede og ambitiøse fejltyper, om så indøvede, og dette ofte strengt. Stadig er dog her kikset kant og forheksede fejltyper befriende uhelbredelige, og klædeligt kiksede bøssetyper påtager sig ved indgangen alle vores fejl, om så vi på gaden skuler til dem, vi netop griner inderligt over på scenen.

De sorgløse men også antikverede karakterer fremstiller talent for det kiksede på en højtragende, human og komisk måde, der ligefrem minder om en vag og højtidelig arrogance. Dette sker imidlertid med blik for den banalitet, der er menneskets simple seksualitet, sofistikeret indlagt i en udødelig genre, der henlægger fortiden i fortiden og dermed befrier os fra dens uskadelige og krævende aktualitet.

Det er så fredeligt og rart og trygt at grine over en virkelighed, der ikke længere findes, mens der alligevel spørges komisk til den opstyltede selvhøjtidelighed i vores komiske og klædelige livsforhold. Disse klæder kunne vi som publikum, i mere mentale former og via et dybere bid, aflægge hastigt og i nød, hvis ikke vi skulle smertes mere ved stadig at have dem på netop, når de gennemhulles, ikke uberørt af det kropsforhold, der findes under dem. Vi kunne smide tøjet i salen og i et efterladt hjørne se vores klæder pint med humor og fortæret af ild, et brændende blik rettet mod scenen og med lys fra det brændende hjørne, hvor vores klæder går op i røg, henkastet hvor lidelsen forbliver – klædernes egen, og vores blotte hud spørger: skal vi samme vej?

Denne forestilling smider klæderne. Vi går underholdt fra den i jakke og slips.