Det er ikke altid nemt at være teateranmelder. Det er endnu sværere, når man skal anmelde noget, der mere minder om en oplevelse, der pludselig fór forbi. Et uhåndgribeligt værk, som smutter ud mellem fingrene på én, når man forsøger at putte det i en kasse, tage det til sig og tvinge en forståelse ud af det. Det vil ikke fastlåses eller smagsbedømmes. Det er, hvad det er.

Det gør det heller ikke skrivearbejdet lettere, når man må indse, at ethvert forsøg på at beskrive, hvad der foregår i kældrene under Aarhus Teater, vil være at gøre læseren – og den potentielle beskuer – en bjørnetjeneste.

Undertegnede gik til filminstruktør Simon Staho og dramatiker Peter Asmussens forestilling uden at have orienteret sig først. Og det var med vilje. Nogen havde dog fortalt om mørket, og på billetten stod der, at vi skulle vandre på trapper. På denne tirsdag eftermiddag var vi 40 publikummer – men vi kunne have været 5-10, 11-40 eller 41-75, for man bestemmer nemlig selv, hvor intim oplevelsen skal være.

Stilleleg i mørket
Man skal være stille. Meget stille. Og der i mørket skal man hengive sig helt og aldeles til teksten. Mere skal man ikke vide om oplevelsen på forhånd. Alligevel fortsætter jeg – blot for at skrive mig frem til en form for forståelse. Derfor: Spoiler alert.

Stahos iscenesættelse består af en sammenskrivning af fem af Asmussens tekster, og hele tiden balancerer oplevelsen på en knivsæg mellem prætentiøs og genial, abstrakt og konkret. Men forestillingens styrke ligger netop i, at den ikke tvinges ind i abstraktionen og fortaber sig i tung symbolik.

Spørgsmålet er, om man tør lade sig rive med og falde ind i mørket, ind i ordene? Eller sidder man på sidelinjen og beskuer det, der foregår, fra en behagelig, kritisk distance? Denne anmelder gjorde lidt af begge dele: Gik skeptisk rundt og beskuede elementerne – og mine medpublikummer – med hævede øjenbryn, men overgav mig til sidst til den fornyelse, som forestillingen her repræsenterer. Noget man aldrig har set eller oplevet før, det må også have en vis værdi.

Handlinger?
Det handler vel egentlig om kærlighed. Kærlighed til børn, mænd, kvinder. Men det handler også om, hvad vi nogle gange gør – bevidst eller ubevidst – ved dem, vi elsker. Og også ved dem, vi ikke elsker, dem vi engang elskede og dem vi aldrig kommer til at elske.

Effekten af mørket – tusmørket, er det vel nærmere – er også en form for selvbeskuelse, idet man vender blikket indad, når der kun er uhåndgribelige skygger at forholde sig til på scenen og omkring sig. Ordene drejer sig om menneskers drastiske handlinger og noget, der ligner en latent ondskab, som hører til menneskets natur.

Derfor er det også oplagt at tro, at vores kollektive vandren rundt i de forklædte kælderrum, var et socialt eksperiment, hvor vi blev vurderet på vores omgang med andre i uvante omgivelser og i et påtvunget, kunstigt fællesskab. Kunne man forestille sig, at Hjertet skælver er en slags mørkejagt på den menneskelige natur?

Jeg er ikke sikker på, jeg forstod det. Jeg er heller ikke sikker på, om jeg syntes, det var enormt godt eller bare lidt prætentiøst. Men en forestilling, der giver anledning til så stor tankevirksomhed og udfordrer ens fortolknings- og forståelsesevne – og ikke mindst ens virke som anmelder – har unægtelig stor, stor værdi. Man bliver ikke klogere på noget. Tværtimod. Hjertet skælver er forestilling klædt i sort.