Provinsen er blevet en slagmark i kulturkampen. Sådan kan det i hvert fald godt tage sig ud, når man betragter det politiske landskab. For hvem er det, der skal bestemme i Danmark? Kultureliten i de københavnske saloner eller de rigtige danskere, der passer deres arbejde ude i provinsen? I den optik er alt så bekvemt opdelt i et enten- eller: Enten København eller provinsen.

Men hvad er provinsen egentlig og hvor ligger den? Det er det, Johs. Nørregaard Frandsen (professor emeritus ved Syddansk Universitet) giver et bud på i sin nye bog Hvor ligger provinsen (som udkommer i forbindelse med kulturfestivalen Golden Days, der i 2023 har temaet På landet).

Provins betegner det, der ligger uden for hovedstaden og kommer af det latinske provincia, et administrativt område underlagt et centralt styre, men også med en vis autonomi. Oprindelig har der været tale om områder erobret af romerne og styret af præfekter indsat af romerne. Det har også givet provins de konnotationer af noget andenrangs og tilbagestående langt fra begivenhedernes og kulturens centrum. Det er det, vi ser hos Holberg i f.eks. Jeppe på Bjerget og Erasmus Montanus. Eller når H.C. Andersen indleder ”Den grimme ælling” med ironisk at erklære ”Der var så dejligt ude på landet”.

Der tegner sig dog også et andet billede af provinsen hos guldaldermalerne. Her er det først det nordsjællandske og siden også de fynske og jyske landskaber, der bliver selve indbegrebet af det danske. Bøgeskoven, det blidt bakkede landskab, heden og vestkysten. I en tid, hvor et endnu ikke kloakeret København blandt andet hærgedes af kolera og stank i sommervarmen, blev provinsen et yndet tilflugtssted for de mere velhavende.

Men provinsen var ikke blot den idylliske baggrund for overklassens sommerresidens. Det var også en til tider barsk natur som bønder og landarbejdere måtte brydes med for at tjene til dagen og vejen. Hos en række forfattere – St. St. Blicher, Johs. V. Jensen, Jeppe Aakjær m.fl. – er det i livtaget med naturen, vi finder den sande danske karakter, formet af landskabet og i respekt for arbejdet med at fravriste det et udkomme.

Dermed har vi også to perspektiver på provinsen: noget derude, man kan besøge og forlade igen, når klimaet ikke længere passer én. Eller noget man på godt og ondt er indfældet i, selve grundlaget for eksistensen.

Johs. Nørregaard Frandsen skildrer også, hvordan provinsen ændrer karakter. Jernbaner og vejnet knytter de førhen isolerede egne sammen i netværk. Industri fortrænger langsomt landbruget. Landsbyer udbygges med villakvarterer og bliver til sovebyer. Traditioner må vige for de moderne tider. Forfattere som Knud Sørensen, Marianne Larsen og Jens Smærup Sørensen skildrer uden nostalgi, hvordan moderniteten gør sit indtog på landet og i provinsen.

Som tidligere guldaldermalerne så bliver det i 20. og 21. århundrede i høj grad film, der kommer til skabe en forestilling om provinsen – den imaginære provins. Det sker i en række Morten Korch filmatiseringer i 1950´erne (nogle af de mest sete film i danmarkshistorien); med ironisk distance skildres den københavnske forestilling om provinsen i Olsen Banden i Jylland. Mere solidarisk er det i Lene og Svend Grønlykkes Balladen om Carl-Henning, mens Ole Bornedal skruer satiren op til 11 i Fri os fra det onde.

Således er det også i Johs. Nørregaard Frandsens skildring af provinsen. Det er ikke et entydigt billede, men en mangfoldighed af forestillinger om, hvad provinsen er og hvor den findes, vi alle lever med. Bogen styrer velgørende uden om den politisk-ideologisk kamp om provinsen, men tilbyder i stedet et nuanceret portræt, som også politikere med fordel kan drage nytte af.

Johs. Nørregaard Frandsen trækker også egne oplevelser og erfaringer med ind i skildringen. Som født på landet i det vestjyske er han selv et eksempel på, hvordan provinsen ikke er et statisk og uforanderligt sted, hvor man hænger fast med sine rødder. Men det er ikke ensbetydende med, at man lægger provinsen bag sig, selv når man ender som professor på universitetet. Provinsen er en dynamisk størrelse, mere en forestilling end et sted. Provins er kultur, både fordi den er de traditioner, vi kommer af, men også de forandringer, der former os.

Som Johs. Nørregaard Frandsen så fortræffeligt viser os: provinsen kommer man ikke udenom.