Der findes et engelsk udtryk, ”preaching to the choir”, der egentlig blot dækker over når en person forsøger at overbevise en om noget, man i forvejen er enig med vedkommende i. Sådan føltes det lidt at læse Kathrine Rundells essay Selv om du er så voksen og klog, bør du læse en børnebog - en titel der ikke kun rimer, men også passer, for som faste læsere af Kapellets sider vil vide, så er undertegnede en stor fan af børnebøger.

Måske kan det forekomme lidt omsonst at udgive et længere essay, der forsøger at overbevise læser om noget denne godt ved i forvejen. Til gengæld er vist også langt fra alle læsere, der tillader sig den store glæde det er at kast sig over børne- og ungdomslitteratur. Der er måske ikke så meget akademisk ”street-cred.” i at kaste sig over Jakob Martin Strid, Phillip Pullman, J. K. Rowling eller Roald Dahl, set i forhold til at gå i kødet på Proust, Dostojevskij, Camus eller Tolstoj, for i mange år synes en ’genre’ som børnebøger, at have været, ja, netop – bøger udelukkende for børn.

På samme måde som eksempelvis fantastiske genrer (fantasy, gys og sci-fi) også har fundet vej til mere seriøse litterære kredse (noget som bestemt ikke var velset da fatter gik på uni i midten af 90’erne), så er det i Kapellets optik på høje tid, at børnebøger bliver taget seriøse og i Rundells fine essay, kommer hun med en masse virkeligt gode grunde til, at du også skulle (gen-)finde glæden ved at dykke ned i de mange, fantastiske læseoplevelser der findes i børnelitteraturens verden.

Måske tror de fleste at børnebøgernes primære målgruppe er børn, men så glemmer folk ofte at siden de første eventyr opstod, så har disse fortællinger i lige så høj grad også været rettet mod et voksent publikum. Tænk bare på Brødrene Grimms meget voldelige men ofte meget moraliserende eventyrfortællinger, eller 1001 nats eventyr der i den oprindelige udgave bøde på masser af scener med eksplicitte seksuelle situationer.

Før læseren dog når til Rundells essay, så kan man som optakt læse en introducerende tekst, forfattet af en lige så begejstret børnebogsfan, nemlig den forhenværende formand for Dansklærerforeningen Jens Raagauge, der undervejs i sin tekst får nævnt en masse grunde til at han er hamrende enig med Rundells observationer. I sin beretning får han også nævnt nogle eksempler på tekster som han har været med til at udgive fra Dansklærerforeningen og som i den grad både har været henvendt til både børn og voksne. Et af disse er eksempelvis den formidable serie om De 3. af Oscar K. og Dorthe Karrebæk, som Kapellet også har haft den store glæde at anmelde.

I Rundells essay (som man muligvis godt kan undre udkommer i bogform, dens længde taget i betragtning) diskes der op med en mængde glimrende grunde til at alle - børn så vel som voksne – burde tage børnelittraturen til sig. Hun indleder med en personlig beretning om hendes læseoplevelser som ung og fortsætter med at skrive et afsnit om hvordan børnelitteraturen i det hele taget opstod.

Når man som voksen læser børnebøger, så nævnes der også den nostalgifaktor, der ofte opstår. Lige som de mennesker, der aldrig holder op med at spille og lege måske kan holde fast i deres indre barn, bliver dem, der holder af børnebøger muligvis gennem læsningen mindet om deres egne (naïve eller formative) læseoplevelser som ung. Man læser som voksen selvsagt ikke på samme måde, som man gjorde da man var barn, men fortællingernes natur og de ofte fortryllende verdener og figurer som læseren møder hér kan godt fremkalde en slags aktuel nostalgi, som kan berige ens hverdag betydeligt. Om ikke andet er det (og her skriver anmelder fra et meget personligt, subjektivt perspektiv) befriende at kaste sig over en børnebog som en slags kontrast til voksenromanernes ofte meget tungsindige, realistiske og deprimerende universer.

Dermed ikke sagt at børnebøger ikke kan være komplekse eller tackle svære spørgsmål, tænk blot på Phillip Pullmans serie His Dark Materials eller for den sags skyld Patrick Ness’ Monster . Dette er ligeledes en af Rundells pointer, at mange børnebøger faktisk diskuterer ret komplekse emner. Hun påstår, at man kan finde en hel del politiske (måske især antiautoritære) tendenser i denne type bøger, samtidig med at historierne også ofte formår at indgyde en sund portion håb i sin læser og samtidig stimulerer forestillingsevnen, på en helt anden måde end litteratur henvendt mod et voksent publikum.

I det hele taget er det, som nævnt indledningsvist, meget vanskeligt at være helt uenig med både forfatteren til forordet og Katherine Rundell selv. Det lille forsvarsskrift er dejligt at have fordøjet, på samme vis dom det burde være obligatorisk at have andre små, vise bøger (f.eks. Harry G Frankfurts eminente On Bullshit eller Benjamin Hoffs The Tao of Pooh) stående på hylden, idet de både kan sætte masser af gode point ind på ens kulturelle kapitalkonto, og fordi de konkret kan applikeres, når man indimellem møder modstand i verden. Så er du også vild med at læse børnebøger og har du behov for at blive bekræftet fra en velskrivende ligesindet, så er der vist ingen vej udenom dette fine essay.