Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Vilde kvinder, mørke toner - Om køn og musik / Anya Mathilde Poulsen / 340 sider
Gads forlag. ISBN 9788712066224
Anmeldt 24/9 2021, 16:42 af Claus Krogholm

Vilde kvinder, mørke toner


Vilde kvinder, mørke toner

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kaster man et hurtigt blik hen over rock- og popscenen anno 2021, så ser den ud til at være domineret af kvinder: Beyoncé, Taylor Swift, Cardi B, Lorde, Billie Ellish. Spørger man, hvem der skabte rock ’n’ roll, så får man sikkert svar som Elvis Presley, Chuck Berry, Little Richard og Jerry Lee Lewis. I løbet af knap 70 år synes der at være sket et kønsskifte.

Det er i høj grad den historie, Anya Mathilde Poulsen afdækker i sin bog Vilde kvinder, mørke toner, der - som undertitlen siger - undersøger forholdet mellem køn og musik.

Det er for cirka 100 år siden musik blev reproducerbar på plader, og ikke længere kun noget, man enten selv måtte fremføre eller opsøge på steder, hvor den blev spillet live. Musik var ikke længere forankret i det lokale her og nu, men blev potentielt en globalt konsumeret kunstart, der var tilgængelige for alle. Det betød ikke mindst en kolossal vækst i udbredelsen af såkaldt rytmisk musik med genrer som jazz, blues og gospel. Og de første sangere, der blev stjerner, var især kvinder - nærmere bestemt sorte kvinder: Ma Rainey (som Bob Dylan sidestiller med Beethoven i Tombstone Blues), Bessie Smith, Memphis Minnie og ikke mindst ’The Godmother of Rock ’n’ Roll’, Sister Rosetta Tharpe (1915-1973), der ud over sanger også var en eminent guitarist. Chuck Berry har fremhævet hende som et forbillede, der med sine guitarsoloer i høj grad skabte de attituder og poseringer, der forbindes med en leadguitarist.

I bogens første del beskriver Anya Mathilde Poulsen både ud fra feministisk teori (Virginia Woolf, Simone de Beauvoir, Judith Butler m.fl.) og i et bredere kulturhistorisk perspektiv, hvordan kvinder og kvindelige kunstnere er blevet marginaliseret, når historien har skullet skrives. Dels er historien i udpræget grad skrevet af mænd, der formodentlig har fundet det nemmere at identificere sig med andre mænd og deres bedrifter; dels har der været nedarvede forestillinger om, hvad der er passende for en kvinde at beskæftige sig med. Visse instrumenter blev engang anset for upassende for kvinder; f.eks. cello, der kræver at udøveren sidder med spredte ben.

Det handler også om socialiseringen af piger, der lærer at holde sig i baggrunden og ikke sætte sig selv i rampelyset på bekostningen af manden. For selv når kvinder har opnået en plads i rampelyset, oplever de at blive sammenlignet med mænd, som om manden var den naturlige målestok for, hvordan musik skal spilles. Det kommer bl.a. til udtryk i, at de fleste musikjournalister og anmeldere traditionelt har været mænd. Bogen giver flere eksempler på, hvor nedladende og til tider direkte kvindeforagtende anmeldelser kan være. Ligeledes har det ofte været mænd, der har kontrolleret pladeselskaber og spillesteder, og dermed udgjort en barriere for kvindelige kunstnere.

I bogens anden del sætter Anya Mathilde Poulsen fokus på en række kvinder, der på forskellig vis har gjort op med de vante forestillinger om køn og musik. I to kapitler sættes to kvinder op som par ud fra en betragtning om slægtskab. Først er det Patti Smith og P.J. Harvey, der begge gør op med traditionelle opfattelser om, hvad der er feminint uden at det dermed giver mening at sige, de optræder som mænd. Netop deres tilgang til musikken er i lige så høj grad en demontering af stereotype forestillinger om maskulinitet.

I det andet kapitel er Yoko Ono og Courtney Love, to kvindelige kunstnere, hvis skæbne har været at de i den brede offentlig har mest kendt for de mænd, de var gift med: John Lennon og Kurt Cobain. Begge har også i høj grad været dæmoniseret og anklaget for at snylte på og have ødelagt deres mænds karrierer. Samtidig kendetegnes begge også ved, at de allerede havde deres egen kunstnerisk løbebane før de mødte deres respektive mænd. Begge har således også gjort op med den traditionelle forestilling om, at kvinders rolle i kunst er at inspirere og være muse for mandlige kunstnere. Hverken Yoko Ono eller Courtney Love har været passive som muser, men i høj grad aktive med egen kunst.

Endelig handler det om, hvordan kvinder ofte bliver mere omtalt for deres udseende og krop end deres musik. Ikke mindst anmeldere har hyppigt brugt udseendet som - sexistisk - kriterium i bedømmelsen af kvinders musik og dermed gjort kvalitet til et spørgsmål om i hvilken grad kunstnerens udseende har behaget den mandlige betragter. Men som Anya Mathilde Poulsen fastslår, så er der i de senere år kommet en modreaktion, hvor kvinder som Lil’ Kim, Lizzo og Billie Ellish har gjort op med og udfordret forestillinger om den ideelle kvindekrop og om, hvordan det er passende fremvise sin krop.

Det ses også i sammenhæng med, hvordan #metoo også har præget musikbranchen. Der bliver krævet et opgør med sexisme og racisme i branchen. Feminisme er blevet et gennemgående tema for mange, og ikke længere noget, der ses som forbeholdt en mindre gruppe politisk vakte. Det gælder Beyoncé, Taylor Swift og Billie Ellish - blandt de største på musikscenen overhovedet - og dermed er opgøret med fastlåste forestillinger om køn og kønsroller blevet mainstream.

Anya Mathilde Poulsen har skrevet en højaktuel og relevant bog om køn og musik. Det historiske perspektiv åbner i høj grad øjnene for, hvordan kvinder er blevet - mere eller mindre systematisk - marginaliseret i musikhistorien. Det handler til dels om bevidst kvindeundertrykkelse, men også nok så meget om strukturel sexisme, hvor nedarvede forestillinger og adfærdsmønstre reproduceres. Bogen fremhæver dog også mange af de kvinder, der blev “glemt” af musikhistorien og som man derfor nu får anledning til at genopdage.

Bogens anden del har fokus på de mere nutidige forhold. Her synes der at være sket et skred, så kvinder har fået en langt mere fremtrædende - og i en vis udstrækning mere ligestillet - placering i musikken. Men som det også bliver understreget, så vokser træerne - endnu - ikke ind i himlen. Der er stadig slagside i omtalen af kvindelige kunstnere - og ikke mindst på sociale medier trives misogyni og kvindeforagt fortsat, når det gælder kvinder.

Alt i alt er det dog en opbyggelig historie, Anya Mathilde Poulsen får fortalt. Både fordi der berettes om kvinder, der stod imod og fastholdt deres kunst trods de vilkår, de blev mødt af. Og fordi der tegnes et trods alt forsigtigt optimistisk billede af vores egen tid som en, hvor der er en bevægelse i gang, hvor kvinder indtager en selvfølgelig position som kunstnere i kraft af deres musik.

Forrige anmeldelse
« Finkultur og mangfoldighed - 60... «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser