”Russerne siger, de er kommet som vore venner. Tænk, hvis de havde sagt, de var vore fjender”. Denne vittighed florerede på oprørscentrene, kasernerne og kældre i det belejrede Budapest i starten af november 1956. Reelt var der dog ikke meget at more sig over. Sovjetunionen havde lige sendt massive militære styrker ind i den ungarske hovedstad for at kvæle den folkelige opstand, der var startet i byen, og som havde spredt sig til hele landet.

Fra 1970’erne og frem var Ungarn kendt som ”den gladeste kaserne i lejren”, fordi folkerepublikken ledtes af et relativt afslappet regime. Det var ingenlunde tilfældet i 1956, hvorfor titlen på denne anmeldelse egentlig er en kende misvisende. I 1956 styrede den stalinistiske diktator Mátyás Rákosi Ungarn med hård hånd og fastholdt landets borgere i fattigdom, elendighed og ufrihed. Rákosi blev indsat som leder i kølvandet på den sovjetiske besættelse af Ungarn efter 2. Verdenskrig. Det var hans opgave at skabe et folkedemokrati efter sovjetisk mønster med alt, hvad det indebærer af ubehageligheder som tvangskollektivisering, terror og udrensninger. Han bakkedes op af et stort antal sovjetiske soldater, som var udstationeret i satellitstaten. Russerne udnyttede på det skammeligste Ungarn som en kolonibesiddelse og malkede landet for bl.a. uran.

Opstanden var et resultat af folkets vrede over såvel Rákosi-regimet som den sovjetiske dominans. Der var reelt tale om en guerillakrig i Budapests gader, hvor studerende samt børn helt ned til 12 år kæmpede med molotovcocktails mod sovjetiske kampvogne. Oprørernes position styrkedes overalt i landet, da også soldater fra den ungarske hær og dele af det hemmelige politi vendte kommunismen ryggen og sluttede sig til demonstranterne. Det var dog historiens mindst organiserede revolution; ingen ledere, ingen planer.

Victor Sebestyen, ungarsk journalist, har som barn haft begivenhederne i 1956 inde på livet og flygtede til London sammen med sin familie efter opstanden. Hans bog Ungarn 1956 er en god indføring i og analyse af den 12 dage lange opstand, som var et tabuemne i landet under hele Den Kolde Krig. Bogen er baseret på historier fra mennesker, som deltog i den lidenskabelige, men håbløse opstand mod overmagten, samt på materiale, som er kommet for dagen efter åbningen af arkiver i den tidligere Østblok. Ungarn var en af kamppladserne i konfrontationen mellem det kommunistiske øst og det kapitalistiske vest under Den Kolde Krig. De afgørende beslutninger omkring landets skæbne i 1956 blev taget i Moskva og Washington og analyseres af Sebestyen. Forfatteren lægger ikke skjul på sin indignation over det, han betegner som USA's og FN’s svigt i forbindelse med Sovjetunionens invasion. Denne indignation udvikler sig undertiden til en næsten nidkær aversion mod USA, hvilket sine steder ikke virker specielt sagligt.

Amerikanerne havde siden starten på Den Kolde Krig sendt vestlig propaganda ind i Ungarn via Radio Free Europe som led i deres strategi om at ”rulle kommunismen tilbage”. Men da Budapest stod i flammer, agtede USA ikke at gribe ind militært. Dels havde Suez-krisen samme år, hvor Egypten nationaliserede Suez-kanalen og derfor blev invaderet af England, Frankrig og Israel, i langt højere grad amerikanernes – og FN’s – bevågenhed, dels var præsident Eisenhower midt i en succesfuld valgkamp, som for alt i verden ikke skulle forstyrres af begivenhederne i Østblokken. Store dele af verdenssamfundet så derfor den anden vej, og begivenhederne i Ungarn var et tilbageslag for USA’s troværdighed som leder af den frie verden.

For Sovjetunionen havde Ungarn til gengæld strategisk og ideologisk topprioritet. Den socialistiske lejrs enhed måtte for enhver pris ikke brydes, og supermagten tøvede ikke med at demonstrere sin beredvillighed til at anvende magt for at holde sammen på sit imperium. Kreml forsøgte sig først med en forsonlig linje over for den ungarske nation ved at fratage de ungarske stalinister deres magtposition og udnævne den moderate kommunist, Imre Nagy, til premierminister. Nagy gik ind for ”kommunisme med et menneskeligt ansigt” og forsøgte at balancere mellem oprørerne og Sovjet. Snart mistede russerne imidlertid også tålmodigheden med ham og besluttede sig for med magt at genoprette ro og orden i Ungarn.

Bedst som folk fejrede revolutionens tilsyneladende sejr og festede i gaderne, rykkede russerne ind. Opstandens helte blev således på brutal vis banket på plads med hammer og mejet ned med segl. Adskillige tusinde ungarer, ofte veluddannede, forlod landet i kølvandet på opstanden. Ca. 330 blev henrettet af de nye magthavere og deres sovjetiske herskere, heriblandt Imre Nagy. Nagy blev husket af folket som frihedens martyr, mens János Kádár var forræderen, der forrådte revolutionen og blev den nye sovjetiske marionet i Budapest. Han var i mange år Ungarns mest forhadte mand. Den sovjetiske brutalitet i Ungarn splittede venstrefløjen over hele verden, også i Danmark. Da Sovjetunionen demonstrerede sit ”venskab” med det socialistiske broderland, gav ungarerne derfor reelt imperiet et stød, som det aldrig rigtig kom sig over.

Ungarn 1956 er interessant læsning for personer med interesse for Den Kolde Krig i almindelighed og nyere ungarsk historie i særdeleshed.