Der er i øjeblikket en stor fokus på skærme. Hvor meget ‘skærmtid’ skal forældre give deres børn, hvor meget må skærme fylde i skolen og i undervisningen, hvad betyder skærmafhængighed for menneskers liv og for fællesskabet osv.?

Forskellige eksperter udtaler sig i medierne, og de enten advarer mod skærmenes dominans i menneskers tilværelse, eller de beroliger offentligheden med forsikringer om, at det ikke nødvendigvis er skadeligt, at man bruger en del tid på sin skærm.

Bent Meier Sørensen, der er professor på ‘institut for ledelse, politik og filosofi’ på CBS bidrager til diskussionen med bogen Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid, der udkom sidste år på Kristeligt Dagblads Forlag.

Det er en særegen bog at læse og man kommer langt omkring både i forfatterens egen nære erfaringsverden, i filosof- og religionshistorien, forskellige åndelige bevægelser, populærkultur og litteratur. Alt ser ud til at hænge sammen med eller kan i hvert fald belyse alt andet gennem underlige eller meget kreative forbindelser.

En af de erfaringer, Sørensen tager udgangspunkt i, er oplevelsen af, at en studerende til en gæsteforelæsning udelukkende koncentrerer sig om noget, der foregår på sociale medier. Den studerende var helt opslugt af, hvad der foregik på skærmen, men overhovedet ikke opmærksom på forelæsningen. Så opslugt var han, at han slet ikke observerede, da der var pause.

Denne oplevelse fik naturligt nok Sørensen til at undre sig. Hvorfor havde den studerende bevæget sig til CBS og ind i et bestemt lokale blot for at koncentrere sig om noget, han kunne have været opslugt af en hvilket som helst andet sted? Hvorfor dukke op til en gæsteforelæsning med noget, der er relevant for studiet, og så ikke interesserer sig for det alligevel?

I Meier Sørensen egen undervisning er der fuldstændig forbud mod skærme. Han ønsker, at de studerende skal være nærværende, og at de skal diskutere sig frem til indsigter sammen. Derfor er powerpoints også forbudt, da det kræver skærm, og da det giver en falsk forestilling om, at viden er tilgængelig i en eller anden fast form. “At lade mennesker stirre på PowerPoints som en kilde til viden er i familie med ideen om, at al viden nu er lige ved hånden” (s.182), som Meier Sørensen skriver.

Det giver da også alt mulig god mening i visse sammenhænge at hengive sig til ansigt-til-ansigt kommunikation og sokratisk dialog når man skal lære noget sammen. Så al respekt for det initiativ, der også gerne må sprede sig. Man skal passe på med at lade undervisning følge en bestemt skabelon, og lade den styre af PowerPoints og andre begrænsende formater, men omvendt er det jo ikke sådan, at en PowerPoint dikterer, hvordan den bliver brugt!?

Samtidig er der noget, der skurrer ved Sørensens argument. Den bog, jeg har lige har læst, indikerer vel i samme grad, at al viden er lige ved hånden. Ganske vist noget mindre tilgængelig end et slide, men alligevel i en fast uforanderlig form. Lister og forsimplinger er vel en del af undervisningens logik - uanset hvor dialogisk den er?

Hans kritik af brugen af PowerPoint kan være berettiget, men han sætter virkelig trumf på, når han siger: “I et stærkt og fra Californien koordineret samspil med de private skærme har PowerPoint bidraget væsentligt til at erodere underviserens autoritet og relevansen af de studerendes bidrag, for de bidrag står jo ikke på de slides, vi alle stirrer på.” (s.182)

Men, må man spørge, kan en underviser ikke få en dialog i gang ud fra en PowerPoint, selvom de studerendes bidrag ikke står på slidet? Et spørgsmål formuleret af en underviser, har jo heller ikke sat ord på de studerendes bidrag.

Det er efter min opfattelse helt rigtigt, når Meier Sørensen hævder, at teknologi jo ikke er neutral. Ingen teknologi er neutral. Men det betyder omvendt ikke, at en given teknologi kun har én bestemt anvendelsesform - at brugen er givet med teknologien, hvilket Sørens tilsyneladende mener - i hvert fald, når det gælder digital teknologi med skærm. Det er her skærmens sorte magi viser. Skærmen ‘fortryller’ sine omgivelser og forlanger absolut lydighed i forhold til en bestemt logik, der er bestemt af tech-guruerne i Silicon Valley.

Der er rigtig meget kritik af den tænkning og de forretningsmodeller, der er fostret i teknologiindustrien med de fire store som hovedskurke: Google, Apple, Facebook og Amazon. Disse virksomheders magt er et samfundsanliggende, som skal tages alvorligt, og derfor er det også godt, at der er kritisk fokus på disse virksomheder og måden, de anvender deres magt på.

Men det kræver, at der er tale om en seriøs kritik, og det er der desværre ikke i Skærmens magi. Dertil er dens argumentation for løs og for usammenhængende. Når Meier Sørensen vil etablere en forbindelse mellem techgiganternes måde at tænke på, 60’ernes modkultur og anvendelse af LSD og andre bevidsthedsudvidende stoffer og de russiske futuristers tænkning og reformpædagogik så bliver forbindelserne så tilpas tågede, at de ikke rigtig kan bære nogen forklaringskraft.

Argumentationen i bogen er al andet end akademisk eller på anden måde filosofisk. Grundmodellen er, at alt ligner noget andet - enten i positiv eller negativ forstand - og det, det ligner, bliver forklaringen på det. Når man anvender Google, så er virkningen en kropsliggørelse af den måde Ray Kuzweil tænker singulariteten på - altså det at alt som følge af teknologi vil udvikle sig til en stor kunstig intelligens (en Gud). Brugeren bliver i bogstavelig forstand kropsliggjort delagtig i singulariteten. Eller sådan ser det ud i Meier Sørensen fremstilling. Han etablerer ingen adskillelse mellem skærmteknologi, LSD-rus og Kurzweils forskruede forestillinger, men ser teknologi og dens brug som noget, der er direkte forbundet med en særlig sort magi: singulariteten.

Her støtter han sig på en forestilling hos forfatteren DH Lawerence, som konstaterede at alle menneskelige fremstillinger på sin vis har en funktion som magien havde tidligere. Det er denne magi Meier Sørensen knytter an til og han viser, hvordan denne magi, når det gælder skærme, er sort magi.

Det kan være vanskelig at læse denne bog, fordi den er så uhåndgribelig. Som sagt forbindes alt med alt muligt andet ud fra en eller anden ‘lighed’, som Meier Sørensen kan få øje på. Som læser kan man godt blive i tvivl om betydningen af de metaforer og sammenligninger, bogen er så fuld af. Bogens forfatter forstår åbenbart metaforerne som bogstavelige, og hvis noget gælder en metafor, så gælder det også det, som metaforen stod for.

Eksempelvis er bogens udgangspunkt, at forfatteren har haft vanskeligt ved at tage en iPad fra sin 5-årige søn. At denne erfaring gøres almen - sådan er det med iPads - er en ting (en fejlslutning). Forfatteren ser at sønnen bliver uigenkendelig for øjnene af ham, og sønnen får kæmpekræfter. “Han er forandret, det er, som om noget andet taler igennem ham. Han er i det øjeblik besat af skærmen…” (s. 9f)

Det er ‘som om’ drengen er besat, står der. Så man forstår, at der er tale om en overdrivelse - og hændelsen er nok tilsat en stor del kunstnerisk frihed for effektens skyld, tænker denne anmelder. Men så fortsætter forfatteren: “Her til lands er vi ikke så vant til, at mennesker bliver besatte. Engagerede på grænsen til mani eller sygeligt optagede, javel, men ikke besatte.” Så vi skal ikke forstå billedet af den hidsige - besatte - søn som et billede. Nej, han var virkelig besat, og der er noget andet, der taler igennem ham.

Denne argumentatoriske figur er som allerede nævnt grundstrukturen gennem hele bogen. Der laves sammenligninger på kryds og tværs i det kulturhistoriske bibliotek og det enten bekræfter den sorte magi eller giver håb om den lyse magi, der er knyttet til eksistentiel nærhed inspireret af hovedsageligt Kierkegaard og Løgstrup.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”, citerer Meier Sørensen det vel mest kendte citat af Løgstrup. Og modsætningen til dette bliver mobiltelefonen, for “hvis du holder noget andet i din hånd, for eksempel din mobiltelefon, kan du ikke også holde det andet menneskes liv i din hånd.” Igen må man sige, at argumentationen virker tvivlsom, fordi der krydses mellem metaforer og forestillinger, der så forstås som helt konkrete. Men selv i bogens egen (manglende) logik holder argumentet, for man har vel to hænder?

Skærmens magi vil styrke modstandskraften i en digital tid, som undertitlen også lyder. Først og fremmest skal man redde de, der allerede er besat af skærmen, hvilket kræver noget eksorcisme, og derefter kan man starte træningen, der består af en kraftig detox. Det handler om at prioritere nærvær, samvær og ensomhed. Ensomhed er en forudsætning for et sundt og velafbalanceret liv, og det styrker den hvide magi. Ånden og magien har to aspekter. Der “er dels en kreativ, genial, opbyggelig side, repræsenteret ved den gode dæmon, skytsenglen, som romerne kaldte ‘det hvide’ (albus) aspekt, dels er det en mørk, forførende, depraveret side, ‘det sorte’ (ater). Hvorvidt man bliver eller ikke bliver et moralsk menneske, afhænger af, hvordan man forholder sig til disse to aspekter, skytsenglen og dødsenglen.”

Med samtale, sokratisk dialog osv. kan man blive et ordentligt menneske, der ikke er fortabt og overgivet til singulariteten og skærmens mørke magi. I det lys er det interessant, at bogen er utrolig monologisk. Den inddrager stemmer, der passer ind i et grundnarrativ, men aldrig opsøger forfatteren forskning eller viden på relevante områder for at gå i dialog med dem. Og man kan på den baggrund godt blive bekymret for, hvordan forfatteren egentlig forstår ‘sokratisk dialog’.

Det konstateres, at diskussionen af skærme og mobiltelefoner ikke er dialogisk, men tværtimod er en blokeret skyttegravskrig. “Vi se, at når spørgsmålet kommer til teknologi, skære og mobiltelefoner, er verden strengt dualistisk indrettet: Du er enten for eller imod.” (s.23) Men det har forfatteren åbenbart ikke noget problem med. Bogen skriver sig ind i en manikæisk fortælling om lysets kræfter mod mørkets kræfter. Skærmen er inkarnationen af de mørke og umoralske, og ensomheden og nærværet bærer lyset, der må kæmpe imod for at opretholde eller blive det moralske menneske.

Det har været en interessant rejse at læse denne bog. Meier Sørensen er et sandt festfyrværkeri af sjove og interessante referencer på kryds og tværs af tænkninger og kunstneriske fremstillinger. Og bogen tager fat i mange vigtige problemstillinger i den moderne tilværelse og leverer en kritik af teknologiindustriens fortælling om, hvordan teknologi kan forbedre menneskers tilværelse, hvis vi bare køber deres produkter og bliver tilknyttet deres systemer.

Til gengæld er det umuligt at købe grundpræmissen om en særlig kamp mellem de lyse og mørke kræfter i tilværelsen. Der er intet forsøg på egentlig at forstå, hvordan samspillet mellem teknologi og mennesker fungerer, fordi de skrives ind i en ond-god-dikotomi. Dualismen bliver accepteret som en uløselig forudsætning. Endvidere er Meier Sørensen slet ikke interesseret i det rationelle eller akademiske argument. Han er en prædikant for lyset, og her er argumenter ligegyldig, for her hersker den uindskrænkede tro på lyset og mørket hinsides enhver form for rationalitet.