Det er særligt at læse en bog af Dan Zahavi. Vores produktive stjernefænomenolog er noget så sjældent som en dansk, internationalt anerkendt filosof. Han har redigeret standardværker inden for fænomenologien, og hans ry som Husserl-ekspert har senest ført til en deltids-ansættelse på Oxford University. Imponerende bedrifter af en mand, der kun er i begyndelsen af 50’erne.

I nærværende bog fører Zahavi os ind i fænomenologiens univers. Bogen er tænkt som en introduktion, og det prædikat lever teksten fint op til. Efter at have beskrevet de historiske superstjerner som Husserl, Heidegger, Sartre, Merleau-Ponty og Lévinas, tages der fat på en række grundlæggende temaer i bogens første del. Zahavi beskriver myndigt, hvad kernebegreber som ”fænomen”, ”intentionalitet”, ”epoché”, ”livsverden” og ”transcendental reduktion” betyder og viser herigennem, hvad fænomenologiens særlige bidrag og perspektiv er.

Grundlæggende kan man sige, at fænomenologien vil forholde sig til fænomenerne, som de fremtræder for os, og dette skal gøres gennem detaljerige beskrivelser, der er renset for vores naturlige fordomme og dogmatisme. Genstandene for fænomenologien er de grundlæggende værenstræk, som ikke tilfredsstillende lader sig analyse gennem empirisk videnskab, og derfor bidrager fænomenologien med disse grundige studier af væsentlige forhold som ”tillid”, ”bevægelse” eller ”fællesskab”.

Fænomenologien er, formentlig på grund af sit vokabular, ofte blevet betragtet som en langhåret beskæftigelse for de filosofiske fagnørder, men Zahavi forsøger i anden del at vise, at de konkrete analyser af fænomener i verden er rørende relevante for os alle sammen. Her gennemgår han i to kapitler henholdsvis ”rummet og kroppen” og ”intersubjektivitet og fællesskab”. Generelt er indføringen kvalificeret og pædagogisk, men gentagne gange synes teksten dog at forfalde til lidt for snirklede beskrivelser, hvor de specialiserede termer stakkes op, så kompleksiteten overskrider introduktionsniveauet.

Den afsluttende del handler om anvendt fænomenologi, hvor anvendelsen af fænomenologi i sociologi og psykologi sættes under lup. Perspektiverne for den sociologiske fænomenologi virker frugtbare, for herigennem skabes der et blik for, at samfund og institutioner først og sidst skabes, formes, bevares eller omkalfatres af mennesker. Det afsluttende kapitel om psykologi og kognitionsvidenskab er sværere at nyde, fordi forskerne her fortaber sig i for meget fnidder – hvad Zahavi også kritiserer – og det bliver en uskøn mudderkamp mellem forskellige skoler og perspektiver. Fænomenologi er åbenlyst relevant i mange sammenhænge, fx i psykiatrien, hvor patientens erfaringer må spille en afgørende rolle i kortlægningen af sygdommen.

Bogen afsluttes med en brugbar ordliste, som gør det nemt at orientere sig i en bog, der på trods af sin introduktionsstatus kæmper lidt med et højt og kompliceret lix-tal. Det skæmmer dog ikke afgørende resultatet, for med Zahavis kyndige gennemgang af sit fagfelt, har vi fået en relevant og brugbar bog.