Når humanioras rolle i det nutidige samfund diskuteres, så er prædikater som ”verdensfjern”, ”elfensbenstårn” eller ”unyttig” genkommende. Nærværende bog tager til genmæle og forsøger at vise, at humaniora tværtimod spiller en meget væsentlig og konkret rolle for vores daglige liv, fordi de humanistiske discipliner har det som et centralt virke at udkaste forståelser af vores besynderlige art, mennesket. Med andre ord så er de humanistiske fag med til at producere menneskebilleder, som får konkrete politiske og institutionelle udtryk.

Kampen om disciplinerne er inddelt i to dele. Første del gennemgår de otte udvalgte menneskebilleder – ”homo economicus”, ”homo socius”, ”homo nationalis”, ”homo faber”, ”homo sapiens”, ”homo emotionalis”, ”homo humanitatis” og ”homo deus” – med fokus på deres idéhistoriske ophav og filosofiske substans. Bogen tager generelt ikke parti for et eller flere af billederne, men der opregnes dog fordele og potentielle udfordringer for alle otte billeder.

Som nævnt er det otte udvalgte billeder, for man kan nok finde flere, der kunne være relevante at tage med. Men udvælgelsen har blandt andet været foretaget så de medtagne menneskebilleder alle er identificerbare i den offentlige debat og har herkomst i den humanistiske forskning. Det har derfor ført til, at et meget væsentligt billede, ”homo religiosus” (det religiøse menneske), ikke er medtaget.

De otte kapitler sprudler af lærdom og diskussionslyst, men det er en general sval oplevelse, at beskrivelserne er holdt nøgterne, så en række gode karakteristika ved forskellige menneskebilleder kan fremdrages, selvom de ofte får hård medfart af intelligentsiaen i den offentlige debat. Her tænker jeg særligt på ”homo nationalis” og ”homo emotionali”s (netop de to billeder er ofte også beslægtede). Det skyldes også, at bogens forfattere repræsenterer det synspunkt, at alle menneskebilleder har noget for sig, men at deres problematiske karakter opstår, når de på imperialistisk vis hævder at stå for mennesket som sådan.

I bogens andel del – benævnt Kampens arenaer – diskuteres menneskebilledernes strid på den offentlige kampplads på felter som samfund, venskab, litteraturforskning, offentlighed og pædagogik. Der er flere gode kapitler, hvoraf særligt det på en gang snævre og fundamentale kapitel om Venskabsinstitutionen som arena af Claus Emmeche er interessant læsning.

Svagere står et kapitel som Litteraturforskningen som offentlig arena af Marie-Elisabeth Lei Holm og Anne-Marie Mai. Ikke fordi kapitlet er uinteressant, tværtimod er det lærd og velskrevet, men præmissen er på en måde skæv. Kapitlet argumenter ud fra et par cases for, at litteratur kan være impetus for offentlig debat, da litterære værker og litterære arrangementer fra tid til anden diskuteres i en række landsdækkende dagblade. Men når man går kilderne efter, viser det sig jo, at de folk, der diskuterer disse bøger og arrangementer i dagbladene, er litterater! Det er altså en meget intern debat, der blot har en offentlig karakter, som mere skyldes dagbladenes historiske veneration for litteraturen. Kunne det dokumenteres, at der var et bredere engagement i bøgerne eller arrangementerne, så var der mere om snakken.

Bogens eget metodiske greb er perspektivisme, dvs. hvor en sag anskues fra en række forskellige perspektiver, fordi ét blik ikke kan indfange hele genstandsfeltet. Det er et klogt valg, som samtidig gør bogen frugtbar for de fleste læsere – og de mange indsigtsfulde udredelser af komplicerede problemstillinger gør bogen egnet til diskussioner og studiegrupper. Velgjort!