En overskrift på en avisartikel - eller en “rubrik”, som det kaldes i fagsproget - skal være dækkende, fængende og også meget gerne overraskende. Det er noget af det første, journaliststuderende får indprentet.

Den erfarne mediemand, reporter og chef Lasse Jensen har valgt en ordinær og kedelig titel på sin fine erindringsbog. Journalist hedder bogen, og valget kan skyldes fantasiløshed, men også en bevidst modreaktion på de uskrevne spilleregler, som vi mere ubevidste end bevidste indordner os under i dag: Hellere oversælge sine budskaber eller journalistiske produkter end undersælge dem alene for at få den åbenbart altid travle og forvirrede bruger til at bruge tid på dem.

Men ærlig er titlen - og dækkende - selv om de første fire ord i undertitlen er mere dækkende: Fortællinger om mig selv. Godt nok følger yderligere tre ord i undertitlen - medier og mennesker - men selv om forlaget Gyldendal ifølge Lasse Jensen skulle have inviteret ham på kaffe og præsenteret ideen om, at han “skulle skrive en erindringsbog, der også skulle være en beskrivelse af mediernes omtumlede historie gennem de sidste mere end 50 år”, så er det primært en bog om Lasse Jensen selv og de mennesker, der krydsede hans vej (mange af dem gentagne gange) i det professionelle liv.

Det er spændende læsning i sig selv. Man lægger i hvert fald ikke mærke til, at man lige pludselig er 10-20-30, ja 100 sider fremme i den tykke bog for Lasse Jensen er en blændende fortæller.

Selv om Lasse Jensen tilbragte store dele af sit liv i udlandet, så kommer han også til at fortælle historien om den lille og ofte temmelig indspiste journalistverden, der lever og har det godt i Danmark. Lasse Jensen kom fra mesterlæren på Middelfart Venstreblad hurtigt videre til København og herfra endnu videre som krigskorrespondent i blandt andet Vietnam, Bangladesh og flere afrikanske lande. Han blev blandt meget andet Danmarks Radios USA-korrespondent, senere chef for TV-Avisen, souschef for TV2-nyhederne, og som medlem af chefredaktionen var han med til at lægge grunden til DR2.

Ironisk nok fortæller han om, hvor meget det lå ham på sinde, at TV-Avisen i 1980’erne bevægede sig væk fra ekspert- og politikernekilderne, fra den docerende journalistik. Journalisterne skulle ud i det danske land og omverdenen og lave “cases” og opdyrke historie om “almindelige mennesker”, som jeg desværre ikke har noget bedre ord for. Det er pudsigt, fordi han i erindringsbogen - lige bortset fra barndoms- og ungdomsdelen - fortæller forsvindende lidt om sin egen omgang med gennemsnitsdanskere. Det virker, som om han sjældent har mødt dem på sin vej. Vurderet ud fra hans erindringer har han primært omgivet sig med beslutningstagere, magtmennesker og mediefolk. Det forekommer mig, at det er noget, som en del mediechefer ynder at præke for deres journalister, men som de sjældent selv lever op til.

Lasse Jensen har som en del af mediebranchen og dens top været vant til en fyrstelig gage uden - som han selv beretter - at have magtet at lægge til side og endog havne i økonomisk uføre. Den vellønnede mediechef lader ikke blot skinne igennem, at han i sine unge dage så sig selv som en del af Danmarks Radio som et alternativ til den altovervejende borgerlige og lydige dagspresse. Han befandt sig også i en hel anden klasse og et helt andet miljø end det dagligdags-Danmark, han som chef ville lave TV-Avisen for. Men det gør ikke sympatien for hans journalistiske ambitioner mindre.

Lasse Jensen har fuldstændig ret, når han henregner sig selv som en del af de privilegerede årgange, der i 1960’erne kom ind i mediebranchen som - han siger det selv et sted - “halvstuderede røvere” og opnåede høj løn og en god karriere. Han beskriver, hvordan han i 2002 - da han fik en blodprop i hjertet - og gennem Bis­pebjerg Hospital bliver skubbet hen ad gangene af en portør med en kandidatgrad i samfundsvidenskab fra Københavns Universitet. Et eksempel på Lasse Jensens store fortælleevne: Don't tell it - show it.

Der har været fuld knald på i Lasse Jensens hektiske medieliv med arbejde, arbejde, arbejde. Alt det andet kom i anden og tredje række: Familieliv, sund livsstil og så videre. Journalism first - og det med 40 smøger om dagen, lav kostbevidsthed, for lidt motion og et familieliv, der måtte vige. Det virker ikke til, at der bliver fejet noget ind under gulvtæppet. Spørgsmålet er som altid i biografier, om der ruttes med sandheden.

Der er rigtig meget i denne erindringsbog, der tjener forfatteren til ære. Han taler pænt om andre mennesker og undgår at falde i den fælde, hvor han hænger mennesker ud. Vi møder alle sammen dumme svin på vores vej, og det er som regel de andre. Og dér, hvor der måske er noget om snakken, forklarer Lasse Jensen ikke, men lader de pågældende personer selv fortælle.

Vi får meget sigende skildringer af de interne magtkampe i Danmarks Radio med en masse høvdinger, journalister med tårnhøje egoer og kampen mod politikere, der nok talte om armslængdeprincipper, men praktiserede et princip efter længde på en fingernegl.

Lasse Jensen bruger sin tidligere centrale placering til at tegne et fint billede af den danske medieverden indefra - især af Danmarks Radios omstilling fra monopol til konkurrence og via sine godt 13 år som vært i det mediekritiske P1-magasin “Mennesker og medier”. En del vil dog være kendt stof for mange læsere.

Han sparer ikke på ordene, og det behøves heller ikke, for han har noget på hjerte. Dog virker det lidt patetisk flere gange at citere sig selv fra tidligere tekster. Det kunne være gjort smartere.

Journalist er fyldt med anekdoter, stemningsbeskrivelser, iagttagelser, personlige oplevelser, mediekritik og historiske forløb og absolut læseværdig for alle med interesse i medier.