Litteraturhistorien interesserer sig grundlæggende for tre hovedspørgsmål:
• Hvad er grobunden for en bestemt litteratur? Hvor har den sit udspring?
• Hvilken betydning litteraturen havde i sin samtid og har i eftertiden?
• Hvordan forandrer litteraturen sig?
Alle disse spørgsmål forsøger forfatteren H.E. Sørensen at give svar på i sit enestående bogværk Alle de skjalde, der kan betegnes som den første sønderjyske litteraturhistorie.

H.E. Sørensen skildrer gennem hele bogen grundigt og med sikkert overblik, hvordan bestemte litterære retninger og historiske epoker fik en særlig placering i Sønderjylland - og med Sønderjylland menes her primært det område, vi historisk kender under Nordslesvig, men også Sydslesvig - og her primært med fokus på Flensborg-området, hvor danskheden i Sydslesvig altid har stået stærkest.

Flere strømninger fik en særlig betydning i Sønderjylland. Det gælder blandt andet den salmedigtning, der voksede ud af den kristne bevægelse pietismen. Bevægelsen opstod i slutningen af 1600-tallet i tysktalende områder, og da hertugdømmerne Slesvig og Holsten var de områder i det danske rige, der var stærkest påvirket af tysk sprog og kultur, var det også her, pietismen først slog rod. Den vestslesvigske salmedigter og biskop Hans Adolph Brorson (1694-1764) var den, der fik størst betydning her.

Flydende og læseværdig
Sønderjylland fik i sagens natur også en særlig betydning, når det gælder den nationale litteratur, der først voksede frem op til Treårskrigen 1848-1850, og som blev et instrument i den nationale kamp, da Sønderjylland var under tysk styre. På den konto er det berettiget at kunne tale om en særlig sønderjysk litteraturhistorie, og H.E. Sørensen tager læseren ved hånden med korte med grundige indføringer i de enkelte perioder og fortsætter derefter med portrætter af de enkelte forfattere. Disse portrætter bliver på en flydende og læseværdig måde koblet sammen, så de både kan læses i en sammenhæng og hver for sig.

Forfatteren tager hele turen fra oldtid og middelalder til den moderne litteratur efter 1945. Der ligger et kæmpearbejde bag værket - især gennem H.E. Sørensens egen læsning af de enkelte forfatteres værker samt tolkningen af dem og perspektiveringen.

Nøgtern analyse
H.E. Sørensen har inddelt sin fremstilling i kapitler med emneområder som for eksempel: Salmer og lærde skrifter 1500-1700, pietisme og rationalisme, romantikken, Treårskrigen og dansk kulturfremstød 1848-1863, 1864-krigen, den tyske tid fra 1864 til Første Verdenskrig, afstemning og genforening, mellemkrigstid og efterkrigstid til i dag.

Hans biografiske tekster om de enkelte forfattere er generelt nøgterne og analyserende, men sjældent skarpt-kritiske på den facon, som H.E. Sørensen har vist sig at beherske i sine anmeldelser i blandt andet Sønderjyske Årbøger og månedsskrifterne udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland. Man bemærker for eksempel forfatteren og journalisten Gerd Laugesen, som han i Alle de skjalde behandler forholdsvis nænsomt på få linjer, men hvis bog Hjemsted han gav en hård medfart i sin anmeldelse. H.E. Sørensen har tydeligvis haft som ambition at holde en vis objektivitet. Det er især den kvantitative beskrivelse af hver enkelt forfatter, der viser den enkelte forfatters betydning.

På samtidens præmisser
En blandt flere af H.E. Sørensens styrker i fremstillingen er, at han også vurderer litteraturen på samtidens præmisser. Det gælder især i vurderingen af den såkaldt sønderjyske beredskabslitteratur, der er betegnelsen for den litteratur, som med et dansksindet udgangspunkt var et redskab i den nationale kamp fra cirka 1880 og de efterfølgende årtier i tysk tid.

Set med eftertidens øjne er der tale om temmelig jævn litteratur, men i samtiden havde den en kolossal betydning - hvad enten det drejede sig om lyrik eller prosa.

Det er på alle måde et pragtværk, H.E. Sørensen har begået. Han runder forfattere, som lægmand vil have glemt eller overset og kommer på den begrænsede plads (for det er de 666 sider i virkeligheden) godt omkring i de enkelte biografier.

Når det gælder nutidige og nyere forfatter som Erling Jepsen, Peter Seeberg, Birte Blønd, Hans Schmidt Petersen, Christian Skov og til dels Gynther Hansen (til dels for netop Gynther Hansen er vel næppe så godt beskrevet andre steder) kan man måske nok andre steder hente flere oplysninger, men ingen andre steder sættes forfatterne ind i en konkret sønderjysk sammenhæng.

H.E. Sørensen medtager endda forfattere, som kun i en kortere periode har boet i Sønderjylland, blandt andre Tine Enger og Anne-Cathrine Riebnitzky. Der er dog tale om en svipser, når forfatteren overser Niels Rohleder, der i midten af 1990erne vandt Gyldendals og TV2 romankonkurrence og som for fire år siden fik et comeback med spændingsromanen Møns Klint i klart vejr. Til gengæld behandles forfattere med rod i det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sydslesvig udførligt og seriøst.

Hist og pist er der også ubetydelige småfejl, som ikke er fanget i korrekturlæsningen. Bertolt Brechts fornavn staves for eksempel ikke Berthold.

Men facit er, at H.E. Sørensen har begået et omfattende og komplet værk, der ikke ville have været en realitet uden en stor indsigt, flid og omfattende research.