I bestræbelserne på at følge med den tekniske og teknologiske udvikling er der meget fokus på, hvordan undervisning og uddannelse kan anvende den nyeste teknologi og på den måde sikre, at uddannelserne bliver opfattet som tidssvarende og bliver mere effektive. Effektiviseringsbestræbelserne er en vigtig drivkraft i anvendelse af ny teknologi inden for uddannelsessektoren, hvadenten det er den offentlige og formmel del, eller om det er inden for den private sektor.

Det at anvende ny teknologi til uddannelsesformål er dog ikke helt uproblematisk. De fleste undervisere, instruktører og lignende har selv masser af erfaringer med face-to-face-undervisning. De har selv været udsat for det i grund- og ungdomsuddannelserne og i senere uddannelser. Den mundtlige formidling fulgt af selvstændig læsning og opgaveløsning har en lang tradition bag sig - og måske også foran sig?

Når instruktører og andre skal til at undervise med nyere teknologier, så er det, det bliver kompliceret. Man kan ikke nødvendigvis anvende den didaktiske og pædagogiske ekspertise, man har opnået gennem egen uddannelse, og overføre den til et online-kursus eller e-læring eller hvad man nu vil kalde det.

Julie Ekner Koch har skrevet en bog, der skal hjælpe e-læringskonstruktører (konsulenter) med at lave velfungerende kurser ved hjælp af digitale medier og værktøjer.

Bogen falder i to dele. Den første del ‘Digital læring - muligheder og barrierer’ fokuserer på teoretiske overvejelser over det organisatoriske niveau. Den anden del skitserer en række anbefalinger, der meget konkret viser, hvordan opgaven med at konstruere e-læringskurser kan gribes an.

Bogens målgruppe er så klart e-læringskonsulenter og der er ikke tale om nogen akademisk fremstilling. Der er tale om en letlæst fremstilling, selvom der også er en lang række henvisninger til akademisk litteratur. Udvalget forekommer dog noget tilfældigt. Der inddrages litteratur, som kan hjælpe forfatteren i sin fremstilling, men der er ikke tale om nogen kritisk stillingtagen til litteraturen.

Der er dog et interessant tilfælde, hvor forfatteren indgår i en kritisk dialog med nogle teoretiske positioner angående ‘forandringsledelse’. Koch diskuterer brugen af ‘den brændende platform’, som bliver kritiseret for ikke at tage hensyn til, hvad der dybest set motiverer medarbejdere. ‘Den brændende platform’ etablerer en fortælling om, at der er noget galt, og man derfor må handle. “Det er muligvis rationelt og sandt, men det viser en manglende forståelse for, hvad der motiverer mennesker.” (s.49)

Men i det videre forløb anvender forfatteren så Kotter og hans forestilling om forandringsprojekter, hvor igangsætteren og motoren netop er den ‘følelse af nødvendighed’, der er ‘den brændende platform’.

Men igen: det er ikke en akademisk fremstilling, der er tale om, men en håndbog for konsulenter - og i forhold til dette formål, kan man godt finde bogen både for lang og for omstændelig, da der er mange henvisninger og ‘omveje’.

Som læser føler jeg mig lidt snydt. Jeg havde troet en udgivelse på Akademisk ville have et højere akademisk niveau. Og hvis jeg jeg tænker på, da jeg var e-læringskonsulent, så ville jeg have ønsket en langt mere målrettet bog. Bogens anden del udgør noget af det, man har brug for som e-læringskonsulent, men her bliver det også meget konkret og bundet til de konkrete forløb, forfatteren har været involveret i.

Det sidste kapitel viser tydeligt, hvordan bogen sætter sig mellem to stole. Kapitlet handler om 7 tendenser inden for læringsteknologi. Disse tendenser er beskrevet i meget overfladiske termer og mest af alt ud fra et mere eller mindre journalistisk perspektiv. Der er ingen fornemmelse af, at forfatteren har noget særligt kendskab til eksempelvis MOOCs eller adaptive lærings læringsteknologier. Så akademisk falder beskrivelserne igennem. Omvendt er beskrivelserne heller ikke orienteret mod et anvendelsesperspektiv. Så de står lidt fritsvævende mellem indsigt og brug.

Der er en række andre irritationspunkter, som pirrer til modsigelse. Eksempelvis henviser der til læringsstile, selvom al forskning peget på, at der ikke findes læringsstile, selvom deltagere i undervisningsforløb godt kan have bestemte præferencer. Men det har ikke noget at gøre med, hvordan de lærer noget nyt - eller hvor effektiv et undervisningsforløb er. Her er forfatteren simpelthen ikke teoretisk klædt tilstrækkeligt på.

Måden at bruge termen ‘læring’ på er også efter min opfattelse problematisk. Selve titlen ‘digital læring’ antyder, at der er sket noget med læring, der har med ‘det digitale’ at gøre. Men det er meget tvivlsomt. Det er snarere undervisningsformen og de medier, der indgår i undervisningen, der i højere grad er blevet digitale. Det kan synes en detalje, men det giver for mig at se et fejlagtigt indtryk af, hvad der er på spil i undervisning og i forhold til de lærendes læring.

Som en brugsbog for folk, der skal planlægge, gennemføre og evaluere e-læringsforløb kan bogen være ganske udmærket. Den kommer godt omkring mange yderst relevante overvejelser, man skal igennem, når man laver e-læring. Forestillingen om, at e-læring (som også burde hedde e-undervisning) blot er undervisning ‘med strøm på’ er ret så sejlivet. Det er fint, at Koch med denne bog gør op med den forestillinger og viser, hvilke forhold der indgår i planlægningen af e-læringsforløb.