På administrationsgangen på Teologisk fakultet i København sidder den unge forsker, Stefan Nordgaard, og arbejder for smørret. Ved siden af sin daglige dont blandt ringbindene må han holde sig forskningsfrisk, for hans nyeste udgivelse Possessions and Family in the Writings of Luke er et interessant bidrag til den nytestamentlige eksegese. Da det ikke er sikkert, at du, kære læser, så ofte tyer til bibelforskning, når du henkaster dig i sofaen efter arbejdsdagen, vil jeg kort forsøge at introducere dig til den problemstilling, som Nordgaard engagerer sig i.

Den kristne Bibel er en bog, der rummer 66 forskellige skrifter i sin danske udgave. Gammel Testamente har 39 ”bøger”, mens Ny Testamente har 27 ”bøger”. I Ny Testamente tegner Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger sig for en stor procentdel af tekstmassen, og da de er skrevet af den samme forfatter, tiltrækker de bibelforskernes konstante opmærksomhed.

Èn af grundene er, at de to skrifter ser ud til at rumme en diversitet omkring visse emner; eller sagt på en anden måde; der ser ud til at være en udvikling i beskrivelsen af visse emner fra Lukasevangeliet til Apostlenes Gerninger. Nordgaard går ind i den debat angående to konkrete emner, privat ejendom og familieliv, og udfordrer derudfra enheden af Lukas’ beskrivelse (jf. titlen på bogen).

Men én ting er jo at konstatere en udvikling i teologien, noget andet – og langt mere udfordrende – er at forklare årsagen til denne udvikling. Nordgaard fokuserer på den gådefulde figur, som Lukas dedikerer begge sine værker til: Theofilus. Vi ved så godt som ingenting om denne mand, men Nordgaard sandsynliggør, at Theofilus er Lukas’ velynder, som har betalt for arbejdet med dobbeltværket. Nordgaards pointe er nu, at når der er en udvikling i Lukas’ etik om privat ejendom og familieforhold, så skyldes det, at Theofilus ikke brød sig om beskrivelsen i det første værk (Lukasevangeliet), så Lukas måtte korrigere, nuancere og ændre beskrivelsen i andet værk (Apostlene Gerninger). Der er også områder, hvor der er klar kontinuitet mellem værker – fx beskrivelsen af magten i Rom, som kristendommen ifølge Lukas ikke står i modsætning til; afvisningen af kristendommen som noget nyt; og at de jødiske ledere alt i alt stod i modsætning til kristendommen fra begyndelsen af – og det skyldes så, at Theofilus ikke tog anstød af beskrivelsen af disse emner.

Hvad er udviklingen så ifølge Nordgaard? Når det kommer til privat ejendom, så mener Nordgaard, at Lukas fremstiller en asketisk tilgang i Lukasevangeliet, hvor det bliver en frelsesbetingelse, at man frasiger sig sin private ejendom. Theofilus – der som velynder formentlig har været velhavende – brød sig ikke om dette, så i Apostlenes Gerninger hører vi ikke om denne form for askese. I de første syv kapitler af bind to er der et næsten socialistisk ejendomsfællesskab, men det bliver ikke gjort til norm, når nye menigheder i Tyrkiet og Grækenland bliver grundlagt og beskrevet i kapitel 8-28. I de kapitler nævnes en række rige personer, som heller ikke formanes til at frasige sig deres rigdom.

Omkring familieforhold er der en lignende vandring. I Lukasevangeliet mener Nordgaard, at der er en meget stram forståelse, hvor familielivet egentlig vendes ryggen. Det er igen en asketisk position, som knyttes til frelsen. I Apostlenes Gerninger er beskrivelsen mere ”pro” og familielivet beskrives som en vigtig bestanddel af livet. Theofilus må ifølge Nordgaard have kritiseret den kradse asketiske tilgang, som har fået Lukas til at bløde en smule op for den rigoristiske etik.

Det er værd at notere sig, at bogens mange besnærende pointer og overraskende postulater er bevidst spekulation. Da vi som sagt intet ved om Theofilus, og Lukas ikke selv angiver grunden til udviklingen i hans etik, står det frit for at overveje begrundelserne herfor. Nordgaard indrømmer, at det er sådan, det forholder sig, men det er så trods alt også nødvendigt at gå ad spekulationens snævre sti.

Nordgaard har skrevet en velskrevet, gennemresearchet og engageret bog om lukansk etik, som samler godt op på mange problemstillinger, peger på uafsluttede diskussioner og identificerer helt nye. Ganske som god eksegetisk forskning skal gøre det.