Det er efterhånden nogle uger siden, at professor Frederik Stjernfelt udgav sin lille pamflet Syv myter om Martin Luther. Modtagelsen har været forudsigelig: et kor af jublende ateister har taget bogen til sig som den skinbarlige sandhed om kirkens mest centrale reformator, tyskeren Martin Luther (1483-1546). Et andet kor, ledet af teologer og kirkegængere, har protesteret og anklaget Stjernfelt for alt lige fra ensidighed til historieforfalskning. Det pudsige har været, at begge lejre kommer lige nemt om ved det. Ateisterne labber skriftet i sig som sultne hunde, mens præsterne forsøger at korrigere Stjernfelt stort set uden at citere Luther selv. Stjernfelt har vel rundt regnet hundrede henvisninger til Luther, så det er altså ikke så let at feje argumenterne væk uden at kunne angive andre citater fra Luthers omfangsrige skrift.

Det spidsfindige er så, at begge lejre har en knag at hænge deres hat på. For ateisterne har ret i at blive skræmte af de mange gruopvækkende Luthercitater. Luther var barsk i tonen, uforsonlig og stridslysten. Han var ikke forgangsmand for moderne demokratiske principper, såsom skel mellem stat og kirke eller ytringsfrihed. Omvendt har det kirkelige hold også ret i, at Stjernfelts modstander i stor stil er en retorisk stråmand, da meget få vil være uenige i bogens pointer (ergo: hvem står bag disse myter?).

Desuden er det også korrekt, at flere citater i for høj grad beror på ”cherry picking”, hvor citaternes kontekst ikke i fornøden grad tages i betragtning. Det skyldes formentlig, at Stjernfelt ikke selv har læst mange hele tekster af Luther. Det er et postulat, men jeg mistænker ham for at have læst de fire kilder på litteraturlisten, og så have copy/pasted deres Luther-citater ind i sit skrift (det antydes selv af Stjernfelt i forordet, s. 8). Der henvises til så mange forskellige tekster fra Luthers samlede værker (som altså tæller over 80.000 sider og 127 tykke bind i Weimarer Ausgabe), at jeg næppe tror, at den travle professor har konsumeret hele værket. Her skal man så bemærke, at de fire kilder – Ronnie Johanson, Hubertus Mynarek (som Stjernfelt konsekvent kalder Munaryk), Dieter Potzel og Richard Steigmann-Gall – alle er heftige reformationskritikere og flere af dem fra et klart ateistisk standpunkt. Det er ikke i sig selv noget problem, men når Stjernfelt kritiserer reformationsforskningen for at være et selvrefererende protestantisk foretagende, så kunne han jo selv vise mere pluralisme og inddrage aspekter fra forskellige positioner.

Det gør fx, at der udelades vigtige værker, som kunne sætte Stjernfelts argumenter i større perspektiv. Èt eksempel kunne være jødespørgsmålet, hvor Luther i sit berygtede skrift Om jøderne og deres løgne fra 1543 bruger nogle af de kraftigste udtryk, vi kender fra hans hånd. Flere forskere har forsøgt at forstå udviklingen i Luthers syn på jøderne fra den tidlige periode (ca. 1513-1525) til den sene og bryske Luther. Professor Thomas Kaufmanns bog Luthers Juden (2014) kunne fx være inddraget for at give et andet perspektiv på de utilgivelige udsagn fra Luther.

Mytedannelsen
Stjernfelts bog er en pamflet, og det må man ikke glemme. Den polemiske genre har ikke som sit formål at være nuanceret eller annoteret; den skal skabe debat og vække til eftertanke. Begge dele lykkes glimrende i bogen. Den er velskrevet, stilistisk overlegen og trækker på en stor viden inden for europæisk idéhistorie, som vi jo ved, at Stjernfelt besidder.

Hvad er det så for nogle myter, Stjernfelt har spottet i debatten? Oplistet lyder de: (1) Luther indførte religions-, ytrings- og tanke-frihed; (2) Luther indførte skellet mellem stat og kirke; (3) Luther bidrog til demokratiets fremvækst; (4) Hekseprocesserne var katolske, ikke lutheranske; (5) Luthers antisemitisme havde ingen effekter; (6) Luthers mørke sider var bare sådan som tiden nu engang var; (7) Luthers mørke sider havde ingen effekter.

Man mærker den retoriske spændstighed i udtrykkende ”Luther indførte”, som om nogen hævder, at han ene mand var katalysator for nybrud; ”ingen effekter”, som om det er et enten-eller spørgsmål; og ”bare”, som om Luthers mørke sider bliver negligeret. Det er disse udtryks postulatoriske karakter, som både gør pamfletten vedkommende og problematisk.

Sine steder bliver polemikken lodret forkert. Når det på side 67 hævdes, at ”Der er ingen eksempler på, at Luther krævede friheder for folk, som han ikke selv var enig med”, så kan man jo citere munken selv fra skriftet Von weltlicher Oberkeit, wie weit man ihr gehorsam schuldig sei fra 1523: ”Sjælens tanker og følelser er ikke kendt af andre end Gud. Derfor er det omsonst og umuligt at byde eller tvinge nogen med vold til at tro sådan eller sådan. Det må gøres på anden måde. Vold nytter intet.” Det er så ganske korrekt, at Luther mister en del af sin tålmodighed efter bondeoprøret i 1525, men når Stjernfelt insinuerer, at Luther kun praktiserede religionsfrihed, når det var til gavn for ham selv, er det forkert.

Et andet eksempel er Luthers syn på forholdet mellem tro og fornuft, hvor Stjernfelt lidt ensidigt hævder, at fornuften skal slukkes: ”Han fandt, at fornuft og tænkning som sådan førte folk væk fra den eneste sandhed, der lå i troen – og derfor var fornuft forbundet med djævelskab” (s. 53). Men som også Lars Sandbeck gjorde opmærksom på i sin anmeldelse i Politiken, så har fornuften en central rolle for Luther i det verdslige liv, men ingen afgørende plads i det åndelige liv. Den distinktion overser Stjernfelt. Luther kan fordømme skolastikernes brug af Aristoteles i teologien, samtidig med at han hylder Platons idelære, som et inspirerende filosofisk input til de teologiske overvejelser.

Der er også småfejl hist og pist, som bør nævnes. Stjernfelt skriver ”Paulus’ første brev til Romerne kap. 17” (s. 17), men der er kun ét Romerbrev i Bibelen og ikke noget kapitel 17. Citat er fra kap. 1, vers 17. Dertil kommer at når Stjernfelt på s. 36 skriver, at ”Helt fra begyndelsen [år 325] blev den ny kirke således født med fyrstetvang i baghånden”, så er det ikke rigtigt. Kirken bliver først ligestillet med andre religioner i Romerriget i år 313 med Milano-ediktets overenskomst mellem kejser Konstantin og Kejser Licinius og først gjort til statsreligion i år 381 under kejser Theodosius. I de foregående knapt tre århundreder har kirken levet en presset tilværelse med heftige forfølgelser under fx kejser Nero (død år 68) og kejser Caligula (død år 41).

Stjernfelt har til reformationsjubilæet dyppet sin pen i vitriol, og det går ikke stille af sig, når han forsøger at sabotere festlighederne. Men det er stimulerende læsning, som man kun kan gå i clinch med og som supplement til alle de mange Luther-udgivelser, der rammer bogmarkedet i år, er den en læseværdig debatbog.