Hvis man beder folk om at tænke på, hvordan 70’ernes arkitektur ser ud, så forestiller de fleste sig sikkert trøstesløse karreer af endeløs beton, slidte fællesarealer, man ikke har lyst til at sende sine børn ud på og i det hele taget bare steder, hvor man ikke frivilligt har lyst til at færdes efter mørkets frembrud, med mindre ens ærinde er et spørgsmål om liv eller død.

Selv Danmarks hovedstad, gamle København, byder på flere både monumentale og mindre synlige betonklodser, som oprindeligt var et udtryk for noget helt andet, end blot ideen om at spare penge ved modulbyggeri. Hvad disse ideer gik ud på, kan opleves i en lille, fin bog, ja, nærmest en pamflet som Informations forlag har udsendt, med titlen 1970’erne – det forbudte årti. Undertitlen er dog noget mere sigende, idet den er Guide til hovedstadens mest brutale, idealistiske og udskældte arkitektur. Oprindelig blev den udsendt i forbindelse med Golden Days i 2016, der netop fokuserede på 1970erne.

Hvis man ser på undertitlen, kan man jo ikke være uenig i hverken det brutale (for stilen omtales som brutal arkitektur) eller for den sags skyld det udskældte (for nøj, hvor er det umiddelbart grimt at se på), men tanken om, at 70’er-arkitekturen skulle være det mest idealistiske, kan der sættes spørgsmålstegn ved.

Selv om nærværende skrivekarl bestemt ikke er hverken arkitektuddannet eller har en passioneret interesse for arkitektur, så synes andre bygninger og historiske tendenser inden for byggekunsten også at være præget af samtidens idealisme. Tænk blot på opførelsen af Københavns voldanlæg eller for den sags skyld Rosenborg, Børsen og alle de andre markante bygninger, der skulle stå som symboler på den enevældige Christian IV’s magt, for nu bare at nævne et par eksempler.

Bogen er, helt i betonens ånd, holdt i gråtoner og forsynet med en lang række lækre sort/hvide fotografier taget af Jens Lindhe. Mange af disse er, forventeligt, taget i frøperspektiv og kunne godt sende reminiscenser til nyere danske tv-serier som Bedrag, Forbrydelsen, Broen og andre, der netop synes at anvende baggrunde som disse til at indplacere sine figurer i. Hvilket selvsagt også viser, hvor kolossale bygningerne er i forhold til de mennesker, der færdes i dem.

Ligesom på forsiden er der enkelte ultrakorte tekster, der er gengivet med rød, ofte citater fra populære sange eller toneangivende arkitekter fra perioden. Brødteksterne, der for hver af de 11 bygninger helt kort beretter om både bygningen, tankerne bag konstruktionerne og ikke mindst de filosofier, holdninger og ideer, der prægede kulturen i hovedstanden i perioden, er hurtigt læste, og derfor er bogen også velegnet som én, man har liggende fremme på stuebordet (eller på toilettet), selv om det bette format næppe kan konkurrere med de fleste Coffee Table-udgivelser. Til gengæld er bogen nem at have i inder- eller frakkelommen, hvis man beslutter sig for at tage rundt i det Københavnske for at opleve bygningerne live.

Ganske smart er det også, at hvis man folder smudsomslaget ud, så er der et stiliseret kort over, hvor de forskellige omtalte bygninger er placeret i forhold til hinanden. Kortet er dog mere grafisk flot end praktisk anvendeligt. Har man ved selvsyn lyst til at opleve de omtalte bygningsværker, så er der selvfølgelig inkluderet en adresse på hver af disse i bogens brødtekst.

Lige så tonstung som mange af de afbildede bygninger er, lige så let og fin er denne lille bog. Den er ikke kun indbydende at se på og bladre i, men de korte tekster i den er alle velskrevne og fortæller om en periode i danske arkitektur, som godt nok huskes, men som også har været meget kontroversiel, idet det rent praktiske og idealistiske var i højsædet, og det æstetiske blev kraftigt nedprioriteret.

Dette til trods er det faktisk lykkedes for forfatteren at få – i al fald denne læser – til at se lidt anderledes på nogle af disse betonbyggerier. Mange af dem vil sikkert altid fremstå som kedelige, grå øjebæ’er, men både tekst og især bogens fotos gør, at man pludselig er i stand til at se det bombastiske, enkle og nærmest smukke ved de mange lige streger og den ofte meget monokrome stil. Så har man lyst til at få flyttet sit perspektiv bare en smule, så prøv at give 1970’erne – det forbudte årti en chance.