På filmklippet leger Knud på et par år. Han hiver en sjov og farverig hat op af en kurv, tager den på og griner til sin mor. Hun spejler hans glæde, men så stivner hun pludselig og ser fuldstændig fraværende ud. Blikket er tomt, og ansigtet forstenet. Knud opdager ikke noget og leger videre. Kort efter vil han have hende til at lukke kurven, men hun reagerer ikke. Han må gøre det selv, men kommer med utallige opfordringer til hende for at få hende til at være med. Så prøver han en ny taktik. ”Hej”, siger han, og smiler lokkende, og går helt tæt hen til hende så deres ansigter næsten rører hinanden. Han charmer sig ind og kravler op på hendes skød. Knuds repertoire af forsøg på at kommunikere med mor er utallige og nuancerede, og da det ikke nytter med charme går han over til klager og protest for derefter at hive i hende.

Knuds mor er synligt lettede da ”Still Face”-eksperimentet er slut. Hun omfavner Knud og ler og viser at hun er der for ham igen. De få minutters filmklip illustrerer med al tydelighed de mange fine nuancer der præger nærvær og kommunikation, og hvordan trygge børn helt naturligt tager initiativer for at genetablere nærvær. Susan Hart har kredset om ”de små usynlige samspilsprocesser” i hele sit forfatterskab. I seneste udgivelse, trilogien Neuroaffektiv Udviklingspsykologi, serverer hun pixi-udgaven af et yderst kompleks og rigt teorisæt. Udgangspunktet for bøgerne er det imponerende sociale og personlighedsmæssige potentiale børn har – og hvad der skal til for at de realiserer potentialerne i deres udvikling.

Susan Hart er cand.psyk og specialist i børnepsykologi og psykoterapi og har arbejdet som psykolog med børn og familier i en lang årrække. I perioden 2006-2016 har hun udgivet mindst en bog om året, hvoraf flere allerede er oversat til bl.a. engelsk, tysk og italiensk. I 2016 modtog hun Gyldendals Formidlingspris for sit imponerende bidrag af fag- og undervisningsbøger til det psykologiske område.  

Gensidig mikroregulering
Kodeordene for mange fagprofessionelles arbejde med udsatte mennesker er gensidighed. Gensidighed ses i filmmaterialet med Knud, eller rettere; vi ser Knuds tydelige reaktioner på den fremprovokerede manglende gensidighed. Susan Hart forklarer, at gensidighed er altafgørende, men ikke konstant. I gensidigheden afløser engagement og manglende engagement hinanden, og endda spædbørn har brug for pauser for at regulere sig selv.

Opmærksomme forældre ser sådanne signaler og stiller sig afventede til rådighed for den følelsesmæssige afstemning i samspillet med barnet. Afstemningen består af konstante – og ofte usynlige – mikroreguleringer som kan beskrives som en evig dans imellem at omslutte og at give slip. Gensidighed (og det at synkronisere sig med en anden og skabe resonans) har vi med os som automatiseret viden der kun kan læres gennem samvær. Forældre i psykisk balance indgår helt naturligt i synkroniseringsprocesser med deres barn, og ofte får vi først øje på vigtigheden af samspillet når det rammes af ubalance. Her kan der blive brug for viden og for støtte fra professionelle til at genetablere samspillet.

Hart beskriver udviklingen af et følelsesliv som den ”lim” der binder os sammen som mennesker. Jeg ser de tre bøger som Harts bidrag til at forklare hvad limen faktisk består af. Bøgerne kan hjælpe professionelle og forældre til at få øje på hvor samspilslimen mangler virksomme ingredienser (fx. arousalregulering og synkronisering) eller måske mangler helt, og samspillet derfor slet ikke fungerer.

Ekstra: Video og casebeskrivelser Selvom Knuds mor bliver bedt om psykisk at trække sig ud af samspillet med Knud i kun få minutter i ”Still Face”-eksperimentet, begynder Knud straks at sørge for at ”lime” dem sammen igen. På samme måde er de øvrige filmklip, læseren får adgang til gennem bøgerne, med til at underbygge og illustrere teorierne i de tre bøger.

Det er hjerteskærende at se, hvordan lille Isak ulykkeligt grædende leder efter sin mor i filmen af ”Fremmedsituationen”, og en lettelse da hun får lov at vende tilbage. Testene og filmene indfanger dramaer der på mange måder afspejler en almindelig hverdag. Det provokerer og minder os samtidig om hvor vigtig gensidighed er i samspillet. Filmmaterialet gør bøgerne særligt egnede til arbejde i studiegrupper.

Udover filmklip, som viser gensidig arousalregulering, leg, tilknytning , mentalisering, interaktion og meget mere, bliver Harts neuroaffektive udviklingsteori grundigt forklaret gennem fem casebeskrivelser. Læseren møder løbende Tobias, Malene, Pernille, Mike og Benjamin. Bid for bid forklares teorien gennem de fem børn som vi følger til de bliver voksne. Vi lærer hvor det går galt, men ikke mindst hvor og hvordan det er muligt at reparere. Vi får ingen solstrålehistorier, men cases der er genkendelige og virkelige, og som trækker en fortællende tråd på vej gennem teorierne. Fortællingerne giver et nuanceret syn på hvordan og hvornår det kan gå galt – eller netop lykkes – i den tidlige omsorg og den senere udvikling.

Klog på udvikling – og på afvikling Harts trilogi handler om børns følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale udvikling. Min faglige interesse i hendes teorisyntese er at forstå samspil mellem voksne, og specifikt hvordan mennesker med en svær demenssygdom formår at indgå i samspil med deres nærmeste omsorgsgivere.

Når Hart i den tredje bog samler teorierne i ”De neuroaffektive kompasser” og påpeger at børns udvikling ikke kan forceres, bliver det tydeligt for mig hvordan afvikling hos demensramte ofte, men utilsigtet, forceres af social isolation, identitetsnedbrud og endda af fejlmedicinering med psykofarmaka. Derfor ser jeg også hvordan Harts neuroaffektiv udviklingspsykologi kan bidrage til at beskrive og forstå hvad der sker for voksne, der mister samspilskompetencer (pga. sygdom eller hjerneskade), og til at forstå hvordan professionelle kan blive bedre til at tage ansvar for at mødes i gensidige interaktioner i behandling og omsorg.

Flot samspil af teorier Hart skriver om menneskeligt samspil. For at forstå noget så komplekst er hun nødt til at trække på teorier fra mange videnskabsgrene og koble dem. Måske der er en parallel til samspil også på teoriplanet – for at få bl.a. neurofysiologi, udviklingspsykologi og traumeteori til at spille sammen. Ikke så lidt ambitiøst!

Min baggrund er i musik og kommunikation, og jeg bemærker at begreber som ”timing”, ”toneleje”, ”koreografi”, ”resonans”, ”synkronisering” samt ”leg” og ”kreativitet” naturligt indgår i begrebsapparatet. Det er fornyende når teorisæt bevæger sig ud over faggrænser og mødes.

Teorien repræsenterer en position der stiller os til ansvar for de samspil, vi indgår i, og det er der i høj grad brug for. Således slutter Hart også af med at ønske at de tre bøger vil ”give et lille bidrag til udviklingen af en højere grad af empati og menneskelighed i en verden, der trænger til det”.