Det er svært ikke at begejstres under læsningen af de 32 meget forskellige faglige artikler, som til sammen udgør bogen Gaden – æstetisk, sprogligt, kulturelt.

Selvom stoffet snildt kunne være disponeret anderledes, hvilket vi vender tilbage til løbende, er der overordnet set tale om en fornem opvisning i seriøs humanistisk forskning. Bogen leverer samtidig uomgængeligt læsestof til den glade generalist, der nysgerrigt beskæftiger sig med det, der er omkring hende – gader fx.

To hovedspor
Bogen er ikke en ”historisk helhedsfremstilling”. Sådan hedder det advarende i forordet, hvor de fire redaktører, Lasse Gammelgaard, Birgitte R. Hornbek, Henrik Jørgensen og Lis Norup, både når at opliste eksempler på det virvar af liv, der er gadens karakteristika par excellence, og give et par guides til læsningen. Der er tale om 32 ”nedslag”, hedder det (skrevet af 32 forskellige universitetsfolk, de fleste fra Aarhus Universitet), der med forskellige teoretiske tilgange bevæger sig ind i den ”skov af symboler”, som vi møder i gaden. Videre slås det fast, at bogen interesserer sig for både gadens faktiske materialitet såvel som for dens symbolske kvaliteter.

Det betyder også, at artiklerne kan grovinddeles i to hovedspor: Dels de artikler, der undersøger gaden i en fiktionsmæssig – fortrinsvist litterær – sammenhæng, og dels de artikler, der har faktiske gader (og herunder også kort over faktiske gader) som sin analytiske genstand.

Enkelte af bidragene bevæger sig selvfølgelug i grænselandet – tydeligst Gjerlevsens byvandring i Johannes Ewalds København samt Haugens lidt ensidige, nærmest kriminalistiske arbejde med ”selvbiografiske møder” hos Knut Hamsun – men gøres stemmerne op, er der klar overvægt af artikler, som tager afsæt i fiktionens gader: Kun otte af bidragene arbejder således entydigt med faktiske gader, en fordeling som med tanke på det formulerede ønske om variation og bredde er lige skæv nok.

De faktiske gader
Uanset hvad finder vi flere af de vægtigste bidrag blandt de otte. Frederik Stjernfelt, der længe har arbejdet med topografiske problemstillinger, leverer i sit bidrag en både grundig og effektiv gennemgang af Sarajevos offentlige byrum, der pga. krige og hyppigt skiftende magthavere ofte har ændret karakter. Artiklen er et højdepunkt, fordi den både bidrager med antropologiske, historiske og topografiske indsigter. Noget lignende kunne siges om Peter Brix Søndergaards analyse af Londons berømte Tube-map.

I den mere kuriøse afdeling får vi en lystig gennem af ”hashtagget” (# - red.), som vi kender fra Instagram og Twitter, og som i Tide Thode Hougaards sociolingvistiske arbejde forstås som en ”trans-tekstuel joker”, der, som et andet ”gadekryds”, forbinder mennesker, meninger og begivenheder.

Hvis jeg hér indskyder, at bogens første artikel giver en gennemgang af rutens betydning i islandske sagaer, skulle det være påvist, at ”gadens fænomenologi” forstås herligt bredt – den nysgerrige grundholdning er bogens store, smittende styrke.

Når de fiktive gader betyder
Til sidst et par bemærkninger til de litterære studier. Som sagt er det flertallet af artiklerne, der tyr til fiktionen. Heldigvis er der mange stærke bidrag, fx må både Per Stounbjergs og Torben Jelsbaks arbejde med gadens betydning hos henholdsvis Emil Bønnelycke og Dan Turèll fremhæves. De to artikler er gode, fordi de ikke nøjes med blot at identificere litteraturens sted, i dette tilfælde gaden, men også bruger observationerne til noget. I Jelsbaks tilfælde når analysen således frem til en fornem kortlægning af en ”social topografi” hos Turèll.

Dermed er det også sagt, at lidt for mange af artiklerne stiller sig tilfredse med den stedsmæssige udpegning. Andre af artiklerne er isoleret set både stærke og velskrevne, men har kun en svag forbindelse til gaden – Henrik Skov Nielsens artikel om den upålidelige fortæller i Pia Juuls Mordet på Halland starter fx med, nærmest som en legitimering, at citere hele tre steder i dansk litteratur, hvor en gade dukker op i sammenhæng med en såkaldt upålidelig fortæller (Blicher, Sonnergaard og Juul), hvorefter analysen går i gang og aldrig rigtigt vender tilbage til det stedsmæssige udgangspunkt.

Igen kan den redaktionelle beslutning anfægtes: Skulle nogle af artiklerne have være udeladt? Måske. Ikke desto mindre står de indledende bemærkninger til troende: Gaden – æstetisk, sprogligt, kulturelt er et flot vidnesbyrd om en stærk humanistisk forskning, der gerne, roligt og kyndigt, vender sig mod vores fælles eje: litteraturen, gaderne og alt det i mellem.