Tv-serier / Palle Schantz Lauridsen / 129 sider
Samfundslitteratur. ISBN 9788759325278
Anmeldt 16/1 2017, 14:00 af Torben Rølmer Bille
Overskuelig indføring i tv-serier
Overskuelig indføring i tv-serier
« TilbageTv-serier er det nye sort. Uanset hvilket samfundslag eller baggrund man kommer fra, så er der stor sandsynlighed for at man altid kan snakke om en eller flere af de nye serier, der i øjeblikket sendes, streames eller kan købes. Serieformatet er da også et formidabelt format for de manuskriptforfattere, der er trætte af at arbejde med figurer og handlingsforløb, som både skal etableres og afvikles i løbet af et par timers spillefilm.
Skal man skrive en opgave eller vil man bare gerne vide lidt mere om tv-seriens udvikling, så er et godt sted at starte den nye udgivelse Tv-serier der udgives fra forlaget Samfundslitteratur under fanen ”Kort og præcist om medier og kommunikation.”. Som loves, så er det både en hurtigt læst og ganske generel indføring i tv-seriens historie, udvikling og format, som Palle Lauridsen har lavet til os.
Bogen indledes med et rids over de mange typer af serielle fortællinger som kom før tv blev opfundet. Eksempelvis fremhæves 1001 Nats Eventyr, avisernes romanfølgetoner og forskellige radiospil. Derefter følger et forsøg på at inddele serierne i genre og format, men som altid ved denne type af diskussioner, fastslås det at det er vanskeligt men også nødvendigt at lave sådanne generaliseringer. Til hjælp benyttes bl.a. Gunhild Aggers definitioner. i øvrigt fremhæves mod bogens slutning netop Aggers Dansk tv-drama som et helt, centralt værk om emnet.
Tv-serier fortæller dog også om andet end bare danske tv-serier, men primært fortælles der om både danske og udenlandske tv-serier set fra et danskt synspunkt. De midterste dele af bogen benytter sig af en del statistik over hvilke danskere der har fulgt med i hvilke serier og så fortælles der en kortfattet mediehistorie over de forskellige serier, både de udefrakommende og de lokalproducerede. I denne humanistiske anmelders optik synes de statistiske data at fylde lidt for meget, muligvis fordi undertegnede er langt mere interesseret i indhold og analytiske muligheder, end i seertal og demografier.
Det er primært serier på DR og TV2 der får megen plads. Der er et kapitel om TV3, men det er fire sider langt og selv om bogseriens overskrift ”kort og præcist” skal overholdes, så er der ikke nævnt ret meget om udenlandske kanalers (f.eks. de nordiske, tyske eller lign.) udbud af serier og vores forbrug af disse. Det kan være, at der ikke forefindes meget datamateriale om vores forbrug af disse kanaler, eller ganske enkelt for at holde sideantallet på udgivelsen nede. Det er dog lidt ærgerligt, idet det kan postuleres at de fleste danske husstande fra midthalvfjerdserne og frem har været tilknyttet en antenneforening også kunnet følge med i f.eks. Der Alte og Derrick på tysk fjernsyn eller Den hvide sten og Jordskott fra SVT.
Til gengæld inkluderer Tv-serier også et længere kapitel der omtaler de nyeste engelske- og amerikanske serier, som det er muligt at få adgang til via forskellige streamingtjenester. Dette kapitel, der har fået overskriften Kvalitets-tv er måske også et af bogens mest interessante. I al fald i forhold til de serier som i øjeblikket hører til dem folk taler mest om – foruden de store danske drama-produktioner, naturligvis.
Bogen er velformidlet. Den er holdt i et klart, læsevenligt sprog, der sikrer at man føres godt gennem emnerne, vel vidende at der ikke er plads til at gå i dybden med forskellige emner – hvilket heller ikke har været hensigten som udgangspunkt. Endelig gør kapitelinddelingen og de tilhørende overskrifter, samt både bogens appendiks og kildehenvisninger at det hele bliver virkeligt nemt at navigere i.
Selv om den megen fokus på seertal og ganske tørre data fylder lidt for meget, så er Tv-serier en fin, men også lidt overfladisk introduktion til emnet. Den vil både kunne anvendes i uddrag i gymnasieskolen og som inspiration på de første semestre på humanistiske universitetsuddannelser. Man skal dog ikke forvente at man efter endt læsning vil være bedre rustet til en egentlig indholdsanalyse af en given tv-serie.
Når det er sagt, så er det ligeledes en udgivelse, som de der er interesserede i emnet og som ikke nødvendigvis er en del af uddannelsessystemet vil kunne få glæde af. Om ikke andet er bogen et fint springbræt til en mere tilbundsgående undersøgelse af fænomenet.