Da Flemming Rose d. 30. september 2005 skrev teksten, der ledsagede de tolv billeder i Jyllands-Posten, der gengiver profeten Muhammed, var han formentlig ikke klar over, hvilken lavine han satte i gang. I første omgang fik det enorme konsekvenser for Rose selv, tegnerne – særligt Kurt Westergaard – og Jyllands-Posten som helhed, som fra da af måtte leve under beskyttelse. I anden omgang skabte det også vedvarende reminiscenser i kulturdebatten om ytringsfrihedens status.

Lynhurtigt blev to positioner optegnet: en position som fastholdte ytringsfrihed, men som alligevel krævede visse hensyn til bestemte gruppers synspunkter eller følelser; og en anden position, som også fastholdte ytringsfriheden, men her som et universelt princip, der ikke må knægtes af nogen (eller kun ganske få) hensyn.

To markante debattører, som forfægter den sidste position, er i Men – ytringsfrihedens historie i Danmark gået sammen. Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama har udgivet en kolos på ca. 1100 sider om dét emne, som de begge mener, er den mest fundamentale frihedsværdi overhovedet, nemlig ytringsfriheden.

Deres position beskriver de således: ”Derfor er vi på linje med Birckner [Michael Gottlieb Birckner (1756-98) var den første ytringsfrihedsteoretiker i Danmark og i denne udgivelse indgående beskrevet, s. 211-19] og den senere amerikanske ytringsfrihedstradition, der freder meningstilkendegivelser og kun tillader snævre begrænsninger af sådanne i form af klare og direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner, mens ytringsfriheden uden for rene meningstilkendegivelser kun kan begrænses, når den fx medfører en klar og reel risiko for national sikkerhed” (s. 944).

Bogens enorme omfang skyldes naturligvis den grundighed, der er blevet lagt for dagen i arbejdet, men det skyldes også, at forfatterne har valgt en syntetiserende tilgang, hvor de store linjer beskrives gennem de vigtigste personer, begivenheder og udgivelser, hvor de så kommenterer løbende. Det er ikke en deskriptiv redegørelse for historiens forløb, for den bliver blandet med både eksplikative og præskriptive indslag. Det er fint, for det personlige engagement er med til at holde gejsten oppe hos den læser, der insisterer på at ville igennem hele møllen og ikke kun bruge det som opslagsværk (hvad det via et fyldigt register egner sig glimrende til).

Bogens første seks kapitler er en kronologisk gennemgang, startende ved reformationens gennemførelse i 1536 og sluttende ved ophævelsen af de materielle straffebestemmelser i presseloven i 1866 (s. 426). Kapitel syv til fjorten er emnebaseret og kommer vidt omkring. Her behandles både politiske og religiøse emner, racisme, pornografi og national sikkerhed. Bogen afsluttes med en fyldig gennemgang af den indledningsvist omtalte Muhammed-krise, samt et generelt og principielt forsvar for fuld ytringsfrihed.

Skal bogens røde tråd opsummeres, så kan man sige, at ytringsfriheden har haft to glansperioder i Danmarkshistorien, som begge har været overraskende korte. Den første var under censurens ophævelse i 1770-1772 under Struensees regeringstid. Den anden periode er ca. 1960-1980, hvor en lang række forbud bliver ophævet. Alt i alt giver det et bemærkelsesværdigt kort tidsspand, hvor ytringsfriheden ikke har rådet i sin universelle form. Det er også motoren i Stjernfelt og Mchangamas arbejde, for de er blevet bevidste om, at ytringsfrihed ikke er en endeligt knæsat værdi, men noget som der skal kæmpes for hver dag.

Som princip kan man formulere det gamle diktum ”munden fri, hånden bundet”. Vi må sige, hvad i alverden vi vil, mens handlinger skal være anderledes afgrænsede. Det har til gengæld alle dage været svært at acceptere, at folk, der har en anderledes holdning end magthaverne, skulle have ret til at sige denne holdning højt. Tendensen er ifølge forfatterne soleklar: alle forsvarer ytringsfriheden, når man er i opposition, man når man luner sig på magtens tinde, så er tolerancen anderledes smal. Først kirken, så enevælden og slutteligt staten har forsøgt sig med forskellige restriktioner for at tysse utilfredse individers holdninger. Men det går holdningerne jo ikke væk af; nu trives de blot i undergrunden, hvor basis for alskens lovovertrædelser og oprør ulmer langt bedre.

Men er et generøst og overdådigt værk, som bliver en standardressource på området i mange år frem. Blot to ting kunne jeg ønske mig: først en tilføjelse om, at ytringsfrihed går hånd i hånd med åndsfrihed. Åndsfrihed som det klima, man udlever ytringsfriheden indenfor. Det er mest meningsfyldt at kæmpe for total ytringsfrihed, hvis man også lægger sjæl i at skabe en oplyst og tolerant samtale. Det andet er mere et spørgsmål: det virker som om, at de førnævnte indskrænkninger af ytringsfriheden historisk set har været magthaverens beskyttelse af sig selv. Men i nutidens debat går det vel på minoriteters beskyttelse? På en eller anden måde virker det som om, at det omhandler to væsensforskellige ting. Om man fløjter kampen af, fordi man ikke vil tabe eller fordi man ikke vil ydmyge modstanderen. Det er ikke for at tilføje et men, men blot stille et nysgerrigt spørgsmål til videre arbejde.

Uafkortet er jeg begejstret for bogen, og den sætter både et punktum for mange misforståelser og er en tankestreg til videre arbejde. Vellykket udgivelse!