På slagmarken findes denne gang en grundig undersøgelse af begrebet ”resiliens”. For undertegnede var læsningen af tidsskriftet et førstemøde med dette fremmedord. For andre uindviede kan jeg oplyse, at resiliens betegner den evne, man kan have til at overleve udfordringer, tilpasse sig de tumultariske omstændigheder og alligevel vokse på trods af disse.

Resiliensbegrebet er først benyttet inden for økologiske studier, men har siden spredt sig til en lang række fagfelter, måske særligt psykologi og politologi. Bidragene til nummeret kredser om disse forskellige aspekter og det gennemgående greb er at være skeptisk over for anvendelsen af begrebet.

I den første, kritiske artikel undersøger Alf Hornborg brugen af begrebet i økonomisk tænkning, hvilket selvfølgelig er blevet særligt påtrængende efter den omfattende finanskrise fra 2007 og frem. Problemet for Hornborg er, at resiliensbegrebet maskerer de magtrelationer, der afgør forbruget af verdens ressourcer. Desuden er særlig vestlig økonomi højt specialiseret og internt afhængig, hvilket formindsker evnen til resiliens.

Anders Dræby Sørensen kaster sig over den psykologiske vinkel, og han påpeger, at resiliens i sig selv dækker over en ”opfattelse af en psykisk evne, proces eller kapacitet til at håndtere livsproblemer, og derfor bliver den pågældende viden og praksis i en dobbelt forstand problemorienteret” (s. 45). Det viser han bl.a. gennem en idéhistorisk beskrivelse af resilienstankens brug i psykologien, hvor det efter årtusindsskiftet er blevet en central del af psykoterapien. I denne optik er det problematisk, at resiliensbegrebet vinder frem, for det erstatter i mange moderne stater borgernes individuelle ret til sikkerhed med kravet om robusthed. Pointen er skarpt sat op, men der er, så vidt jeg kan se, vægt bag.

På den måde fortsætter det. Mikkel Fugl Eskjær, Therese Scavenius & Malene Rudolf Lindberg og Stefan Gaarsmand Jacobsen beskriver i tre artikler brugen af resiliens i klimaspørgsmål. Frygten er gennemgående, at resiliens vil fjerne fokus fra den aktivistiske politik og reformnødvendige dagsorden.

Martin D. Munk og Robin May Schott fortsætter i det mere psykologiske spor, hvor jeg især fandt Schotts artikel interessant med hendes fokus på det udsatte individs forhold til krævet om resiliens. Sårbare personer skal beskyttes før de udsættes for krav om resiliens. Der er en vigtig humanisme, som opportunistiske politikere måske ønsker at lade gå fløjten via resiliensbegrebet, men her insisterer Schott altså på det enkelte individs beskyttelse.

Nummeret rummer også bidrag uden for temaafsnittet. I Intermezzo er der to artikler om grupperinger i amerikansk politik – henholdsvis Tea Party-bevægelsen og Occupy Wall Street. I disse valgkampsdage er det interessant at få et andet indblik i amerikansk politik end Trump og Clinton, og begge artikler er skrevet med vid og engagement.

Dernæst er Peter Taksøe-Jensens rapport fra 2015 om dansk udenrigspolitik ”Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid” sat under lup, hvor fem debattører kritisk læser udgivelsen. Igen er alle indlæg overvejende negative over for emnet, dog uden at lødigheden går fløjten.

Nummeret sluttes af med en række anmeldelser, der både omhandler resiliens og andre emner af idéhistorisk interesse.

Slagmark nr. 73 er som altid velskrevet og velkomponeret, men dens boglange format – over 300 sider – gør det en anelse udmarvende at læse. Den mangler lidt friskhed, som kunne opnås ved simpel ”kill your darlings”-redigering. Det kan samtidig virke lidt flabet af klage over mængden af lækkert bagværk.

Lidt hængedynd: Det er jo altid akademisk hipt at være kritisk per intuition, og det lever indlæggende også op til. Vi er kritiske over for resiliens, amerikansk politik og dansk udenrigspolitik. For slet ikke at tale om de bøger, vi læser, som selvsagt burde være bedre. Men minus gange minus giver jo plus og på trods af negativiteten går jeg opløftet fra læsningen. Slagmark er et trist begreb, men som tidsskrift er det opmuntrende.