Det var det glade vanvid, da Matador-serien gjorde den radikale Doktor Hansen til medlem af modstandsbevægelsen under besættelsen. Det havde ingen hold i virkeligheden at gøre en person, der stemte på Det Radikale Venstre, til modstandsmand. Til gengæld var det ovenud realistisk, at en modstandsmand var læge.

Mange danske læger var aktive i modstandsbevægelsen og gjorde en ofte heroisk indsats under besættelsen. En snes danske læger kom til at betale med deres liv.

Der var da også enkelte, der bevægede sig over på den forkerte side og direkte hjalp nazisterne. De var ikke mange, men de fandtes. Historien om dem har været stort set ukendt - når man ser bort fra de biografier, der er skrevet om Frits Clausen (1893-1947), der ud over at være læge også var folketingsmedlem og fører for det danske nazistparti, eller Carl Peter Værnet (1893-1965), der arbejdede for det nazistiske SS-korps i koncentrationslejren Buchenwald.

Indtil for få år siden stod der nogle uåbnede kasser med dokumenter fra det interne retsopgør, som den danske lægeforening foretog gennem en æresret efter befrielsen i 1945. Det var det såkaldte udrensningsarkiv, der befandt sig i Lægeforeningens hus på Østerbro i København. Det havde aldrig været tilgængelig for offentligheden, indtil den tidligere overlæge ved Sønderborg Sygehus Andreas C. Johannsen fik adgang til dem.

Ved siden af det egentlige juridiske retsopgør efter besættelsen foretog en række faggrupper også deres interne opgør med medlemmer. Således fandtes for eksempel Tjenestemandsdomstolen, og Lægeforeningens Overvoldgiftsret der fik til opgave at gennemgå alle sager, hvor et medlem havde optrådt unationalt.
Andreas C. Johannsens forskning - også i tyske arkiver - er der kommet en fremragende bog ud af: Danske læger under nazismen.

Forfatteren er medstifter af Sygehus-museet i Sønderborg og medforfatter til bogen Sønderjyske soldater om kasernen i Sønderborg.

Andreas C. Johannsen når frem til, at 12 læger endte med at blive ekskluderet af Lægeforeningen, og 33 læger blev meddelt en såkaldt misbilligelse. Det skete på grundlag af 105 sager, der blev taget under behandling. Blev man som læge ekskluderet fra Lægeforeningen, kunne man ikke længere arbejde som praktiserende læge, fordi der forelå en eksklusivaftale mellem sygekasserne og Lægeforeningen.

Grelle sager
Til de grelle sager hører Carl Peter Værnets. Han deltog blandt andet i medicinske forsøg på homoseksuelle i Buchenwald. Mindre kendt er dog en sag om reservelægen Emil Petersen (1906-1955), som Andreas C. Johannsen har gravet frem. Emil Petersen meldte sig i maj 1942 som militærlæge til Waffen-SS og fungerede på et SS-lazaret i Polen, hvor der blev lavet forsøg med jøder fra den nærligende koncentrationslejr Pustków.

Emil Petersen arbejdede sammen med den berygtede tyske kz-læge Sigmund Rascher, der udførte forsøg med fanger, der blev sænket ned i iskoldt vand. Ud af de 300 fanger, der blev sænket ned i vandet, døde omkring en tredjedel.

Det blev aldrig bevist, at Emil Petersen selv deltog i koldtvandsforsøgene i Dachaulejren, men Andreas C. Johannsen kan med sikkerhed konstatere, at Emil Petersen var vidende om forsøgene. Ud over fængsel på et år og otte måneder blev Emil Petersen fradømt retten til at udøve lægegerning i fem år.

En anden læge, der også havde snavs på hænderne, var Hans J. Bissing (1898-1972), der fik en fængselsdom på fire år og blev frataget sin lægeautorisation. Han endte dog med at blive genoptaget i Lægeforeningen med begrænset medlemsret og slog sig ned som læge i Vestjylland.

Hans J. Bissing gjorde blandt andet tjeneste ved en SS-politidivision i nærheden af Kraków i Polen, hvor han arbejdede i flere tvangsarbejdslejre. Bissing fik sin fængselsstraf alene for at have meldt sig til Waffen-SS, som han gjorde tjeneste for på østfronten fra 1942. I bogen fastslår Andreas C. Johannsen dog, at Bissing har deltaget i eller i det mindste været vidende om nogle af nazitidens værste forbrydelser. Bissing arbejdede blandt andet for den nationalsocialistiske forening “Lebensborn”, der kidnappede ariske børn i de tysk-besatte områder og tvangsadopterede børnene til partitro tyske familier.

Retfærdigt?
Grundlaget for æresrettens processer var indberetninger fra primært lægeforeningens medlemmer. En fjerdedel af alle indberetninger drejede sig om tyske mindretalslæger. Ni blev idømt fængselsstraffe, fordi de havde været medlem af Zeitfreiwilligen-Dienst, der var et uniformeret og bevæbnet korps beregnet på hjemmefronten. Deres mindretalstyske baggrund vurderede domstolene som formildende omstændigheder og idømte kortere straffe end ellers, konstaterer Andreas C. Johannsen.

Var retsopgøret i Lægeforeningen retfærdigt, spørger forfatteren til sidst i bogen. Han er på den ene side overrasket over de alvorlige forbrydelser, som visse af lægerne var med til. På den anden side var der efter hans vurdering mindre fejltrin, der blev straffet meget hårdt af kollegerne. Han vurderer dog, at retsopgøret i Lægeforeningen gennemgående blev anstændigt gennemført, selv om det for ham har været vanskeligt at se en fast konsistens i afgørelserne. Sagerne blev generelt behandlet med stor omhu, men der var dog et grundlæggende problem ved æresretten. Her sad kun udpegede læger, men ingen personer med en juridisk baggrund. Sagerne fra æresretten kunne ikke indbringes for nogen domstol, og de måtte ikke nævnes i offentligheden, hvilket strider mod al retsfølelse af i dag.

Samtidig står indtrykket tilbage, at Æresrettens kurs blev mildnet betydeligt, som tiden gik efter maj 1945, og man læser også, at der også i retsopgøret med lægerne blev lagt stor vægt på handlinger begået inden for Danmarks grænser og knap så stor vægt på den udåd, der blev udført uden for landet - hvor grusom den end har været.

Det er et stærkt historisk værk, som Andreas C. Johannsen her har begået. Bogen kan ikke blot læses af interesse af hans fagfæller, men også af lægfolk og læsere med en generel interesse for besættelseshistorien.

Ind imellem den specifikke historieskriving, der beskæftiger sig med den danske lægestand i årene 1940-1945 og efterkrigsårene, er der også mere generelle kapitler, der giver læseren den mest nødvendige indsigt i perioden. Her  kæder Andreas C. Johannsen sin egen forskning sammen med allerede eksisterende litteratur.

Den pensionerede Sønderborg-læge har ikke blot begået et stykke pionerabejde. Han har gennemgået kilderne meget minutiøst og med yderste forsigtighed, når der skal drages konklusioner. De mest grelle tilfælde taler dog tydeligvis for sig selv. Han forfalder heller ikke til at tage nutidens briller på.

For at vende tilbage til hans eget spørgsmål: Om det var retfærdigt det, der fulgte efter 1945? Det er vel i sidste ende umuligt at besvare. Vi lærer i hvert fald, at der er mønstre i historien, der går igen over tid. Der er store nuancer mellem godt og ondt i en klart optrukket konflikt. Dog fremhæver forfatteren, at læger med deres akademiske baggrund blev anset for mennesker, der burde have været klogere, og med deres høje status i samfundet blev de også anset for det, vi i dag med et moderne ord ville kalde for rollemodeller. Dem var der så en del, der ikke gjorde ret meget for at leve op til.