”Nogle af tilværelsens mest fundamentale træk besidder en overraskende dobbelthed”. Linjen er mit forsøg på at koge Jørn Henrik Olsens nye bog Den blå ild ned til én sætning. Øvelsen var svær, for bogen er righoldig, dyb og perspektivrig på en utraditionel, men overbevisende måde.

Dens ti essays omhandler fem livstemaer – to til hver – som hver især er vægtige: længsel, ensomhed, kedsomhed, vemod og langsomhed; men modsat hvad man måske skulle tro, så er den hverken pessimistisk eller naiv af den grund. Med Olsens eget udtryk i forordet: ”I udgangspunktet er flere af disse emner negative kategorier, men de forsøges – delvis – omdannet til positive livstemaer”.

Det lille ”delvis” er meget rammende, for selvom det er en kongstanke i bogen, at de i første omgang negative livstemaer rummer en positiv kim – som ofte kan øge vores fornemmelse for virkeligheden og være igangsættende for kreativitet – så tages brodden bestemt ikke ud af emnerne. Et eksempel på en sentens, der rummer den spændstighed, er fra det første essay om ensomhed: ”Ensomhed er et godt sted at besøge, men et trist sted at slå sig ned” (s. 58). Den slags rammende udtryk er der mange af i bogen, hvilket sænker læsehastigheden og øger refleksionen.

Jørn Henrik Olsen er en mand med mange kasketter: teolog (endda med ph.d.-grad), billedkunstner, foredragsholder og forlægger. Bogen bærer også en tusindkunstners præg, da teksten inddrager fagstof fra en række felter (teologi, filosofi, psykologi, ledelseslitteratur, m.m.), og samtidig er bogen udsmykket med fem af forfatterens egne malerier, der hver især illustrerer ét af de fem temaer fra bogen.

Den blå ild har et højt litterært og intellektuelt niveau. Den er ambitiøs på en attråværdig måde. Skrivestilen veksler naturligt, som et essay jo bør gøre, men af og til fylder det righoldige metaforsprog næsten for meget. Teksten er tæt, og nogle af de mange stilistiske figurer åbner sig ikke rigtigt. Til gengæld er jeg med på, at alt heller ikke behøver at afsløre sig umiddelbart, da teksten også er et maleri med ord. Og malerier skal jo både studeres (igen og igen) og indtages.

Mod til og på livet
For Olsen er det tydeligt, at de valgte livstemaer er uundgåelige for os, men det kræver alligevel mod at konfrontere dem. Man kan dulme dem med adspredelse og lukkede øjne, men derved mister man også den rigdom, de gemmer på.

Kedsomheden er jo et oplagt eksempel; det er sundt at kede sig, påstår Olsen, for det er en forløber for kreativiteten. Derfor må kedsomheden opsøges. Sagt lidt filosofisk med henvisning til Heideggers tale om ”u-egentlig liv”: ”Kedsomheden tjener derfor til at gøre mennesket opmærksom på disse glemte muligheder, det vil sige på den åbenhed, der tilsløres af et alt for ensidigt fokus på nutiden” (s. 110). Det manglende mod til at konfrontere livet med dets realitet, kalder han for ”sjælens dovenskab” (s 133), hvilket kan virke anmassende, men bogens tone er troværdig, fordi den ikke sætter sig selv over sin læser, men så at sige ser ham ind i øjnene.

Som teolog har Olsen også blik for, at livets dybde leder mennesket ind i en afhængighed af Gud. Gud som skaberen, der ikke har efterladt sin skabning i mørket, men går med igennem vildnisset. Olsen reflekterer selv også dette forhold i alle essays og trækker veksler på en stor mangfoldighed fra den kristne tradition; dog er Kierkegaard nok den mest benyttede i bogen.

Det særegne er, at Olsen ikke forekommer som en ghetto-prædikant, men som en brobygger mellem en kristen historie som flere og flere danskere ikke kender til og så det moderne menneskeliv i hyperkompleksiteten. Det er simpelthen filosofi og teologi i øjenhøjde på en gennemtænkt og ærlig måde.

Det er sjældent, jeg anbefaler bøger, men denne gang gør jeg gerne en undtagelse: Den blå ild anbefales varmt!