Hverken Kulturkapellet eller nærværende anmelder har nogen intentioner om at sparke til folk, der ligger ned, men man bliver også nødt til at være hudløst ærlig. Dette gælder også, når man modtager et eksemplar af en bog, der er skrevet af en kvinde, der i bogen blankt indrømmer at hendes selvværd og selvrespekt er meget lav, så man frygter selvsagt, at de ganske hårde ord, som følger hér, kan være med til at gøre Mathilde Anhøj endnu mere ked af det.

Før undertegnede trækker i arbejdstøjet for alvor, så skal det altså også nævnes, at nærværende anmeldelse ikke som udgangspunkt bør anklages (af feminister eller kvindesagsforkæmpere) for at være ”pikket”, for længere uddrag af bogen og væsentlige pointer er forud for denne anmeldelse også blevet forelagt og diskuteret med anmelders hustru, netop med det for øje, at undgå at dette kunne anklages for at være sexistisk eller ensidig mandschauvinistisk. Hun erklærer sig i al fald enig i mange af de følgende pointer.

En af grundende til, at Kvinde og kujoner i det hele taget blev ønsket til anmeldelse, var bogens præmis, som også står beskrevet på bagcoveret. Det blev lovet, at bogen var: ”Matilde Anhøjs personlige beretning om de fiktive kvinder, hun har set op til gennem sin opvækst, og om de konsekvenser de har haft for hende. Det er fortællingen om alt det, hun har lært […] på godt og ondt. […] Bogen tager fat i de sidste tyve års mest populære og mest betydningsfulde amerikanske TV-serier […] samt flere af barndommens Disney-film, og afslører hvordan disse fiktive verdener invaderer og påvirker vores liv.” Så undertegnede havde måske forventet en kulturkritisk, om end personlig og nuanceret skildring af både de forbilleder og stereotyper af kvinder, som formidles gennem den amerikanske populærkultur.

Efter ca. 12 siders læsning var redaktøren allerede ved at kaste det imaginære håndklæde i ringen. For efter at have læst introduktionen blev det meget hurtigt klart, at dette er en bog, der handler meget mere om forfatteren end om amerikansk popkultur – og endda en meget begrænset udsnit af selvsamme amerikanske popkultur. Selvom bagsideteksten også lister, at bogen vil omtale Sex & the City, Girls og Grey’s Anatomy, så tegner forfatteren også gennem sine mange fravalg af serier, ikke kun et ganske sørgeligt udpluk af kvindelige forbilleder, men også at hun tydeligvis har sat for meget lid til hendes fiktive helte – som medanmelder og hustru Dorthe nævnte over morgenkaffen: ”Når man synes, det ser godt ud, at pigerne i Sex in the City har ankelsokker i deres Manolo Bhlanik stiletter, så burde man vide, at vi ikke befandt os i den virkelige verden.”

Indrømmet, Mathilde Anhøj afslutter også diskussionerne af de serier, hun har grebet fat i, med en række punkter, hvor hun efterfølgende er blevet klogere på, at det viste sig, at serierne ikke forholdt sig som et decideret spejl til hendes virkelighed. Hun hævder da heller ikke at have mistet evnen til at være kritisk indstillet over for de mange forskellige kvindefigurer, som hun skildrer, til gengæld er hun ustyrligt reduktionistisk, når det kommer til hendes beskrivelse af de mænd, som fylder så meget i disse serier.

Eksempelvis beskriver hun Peter Pan-manden, som ham, der udelukkende elsker sig selv, og som ikke vil blive voksen, som en stereotyp, der findes overalt. Nuvel, det kan meget vel være at disse mænd er derude et sted, men kunne hendes blik ikke også være kraftigt farvet af hendes egen usikkerhed (hun betegner jo sig selv som den ”kujon”, der står i kontrast til ”kvinder” fra titlen) og at hendes opfattelse bunder i, at hun bliver tiltrukket af den slags fyre, som er bange for at binde sig, hellere vil være sammen med vennerne i stedet for den ”kæreste”, som er bange for at fortælle ham, hvad hun føler, vise lidt personlighed og tør stile sig på bagbenene og stille krav. Der er i al fald ikke mange fyre, der i længden er interesseret i kvinder, der tydeligvis ikke kan tage initiativ, artikulere hvad hun har lyst til eller som Anhøj skriver, har en latent mangel på selvrespekt.

Når man som mand læser Mathildes anklager mod vort køn på f.eks. s. 192, hvor hun skriver om begrebet ’slut shaming’, kan man enten vælge at blive irriteret over en så ufølsom generalisering, men man kan også ønske at Mathilde møder mænd, der kan fortælle hende, at ikke alle mænd er ufølsomme, dominerende skiderikker, der kun er interesseret i at kneppe, ydmyge og forlade hende. Nuvel, forfatteren skriver senere, at adfærden med at nedgøre kvinder ikke udelukkende er forbeholdt mænd, men det ændrer ikke på, at det ofte er endda meget svært at tage hendes anklager mod (fiktionelle og rigtige) mænd til sig, som værende andet end det pureste opspind.

Det er også ret hårdt og ganske trist at læse de mange nærmest selvudslettende passager, hvor forfatteren beretter om alle de uskrevne regler, der er for SMS’er og telefonopkald til den udkårne, hvad andre tænker om hende, hvordan mænd monstro opfatter hende, hvor bange hun er for at blotte sine følelser, hvor svært hun har haft ved at acceptere hendes egen liderlighed, hvor vanskeligt hun har det ved at sige sin mening, hvor ofte hun er blevet såret, hvor hårdt det har været at opleve, at vi alle skal dø en dag, osv. osv.

Kapellet er selvsagt ikke blottet for empati, men man har ind imellem lyst til at tage fat om de imaginære skuldre på forfatteren, give hende en rusketur og råbe, at hun burde stoppe hendes selvmedlidenhed og tage sig gevaldigt sammen. Nemmere sagt end gjort naturligvis, men bogen kommer blot til at repræsentere en meget selvdestruktiv skildring af forfatterens indre liv, der på steder forekommer ironisk, men som mange andre steder skaber fem høns ud af en fiktionel fjer. Der fyres også generaliseringer af om mænd, der aldrig deler følelser eller inderste tanker med deres venner (s. 150), hvilket måske overordnet set kan være rigtigt, men som i al fald ikke gælder de venner, som denne anmelder priser sig lykkelig over at have. Der er da knudemænd i vor midte og måske er det ikke vores inderste følelser og emotionelle problemer, som er det første, man snakker om, når man ses med gutterne, men hvis nogle i kredsen har det svært, så er vi altså også utroligt lydhøre over for hinandens problemer, især efter et par fadøl.

De konklusioner, som bogen giver læseren, er langt hen af vejen derfor 1) baseret på observationer af hovedsagelig tre serier, som Mathilde Anhøj har dyrket; 2) baseret på ting hun har talt med sine ligesindede, tydeligvis lige så usikre veninder om; eller 3) baseret på hendes egne private observationer. Der er godt nok kildeangivelser til de citater, som hun bruger, men disse er udelukkende henvisninger til tidskoder og afsnit fra serier eller film. Det kunne virkeligt have klædt bogen med et akademisk løft, især taget i betragtning af, at forfatteren har en kandidatgrad i Moderne Kultur & Kulturformidling fra KUA. Hvis bogen havde været et eksamensprojekt, var det nok dumpet alene på grund af dette!

Hvis man skal fortsætte ned ad formalia-stien, så er det også underligt, at de citater fra TV-serien, som gengives på engelsk (f.eks. s. 121, 208 oa.), mens det ellers andetsteds er oversat til dansk. Mystisk er det også, at der forekommer en del gentagelser, som f.eks. i følgende uddrag:
”Serien [Girls – red.], der er skrevet og instrueret af Lena Dunham, som også selv spiller en af hovedrollerne, handler om fire piger i New York City. Hannah, der er seriens hovedperson og spillet af Lena Dunham selv..”(s. 121-122) Der burde have været en forlagsredaktør, der måske havde brugt lidt mere tid på korrekturlæsningen her.

Hvad dog generer allermest er, at bogen ikke henvender sig til andre end de, som har dyrket nøjagtigt samme serier, som forfatteren har, og som har lignende problemer med deres parforhold og selvværd som hende – kort sagt så er bogens primære publikum de piger, som også er nået frem til en konklusion om, at prinsen på den hvide hest ikke kommer galopperende forbi, og at amerikanske TV-serier ofte ikke giver et realistisk billede af den hverdag, der eksisterer uden om den.

Det kan godt være, at der er mange piger, der har det på den måde, men det virker altså som om, at bogen mest af alt handler om en form for bekendelsesskrift fra forfatteren, som hun og hendes veninder kan spejle sig i. Som hun direkte skriver: ”Jeg interesserer mig egentlig mest for mig selv”(s. 202) – og så kan man med rette da undre sig over, hvorfor hun i det hele taget har valgt at udgive denne bog? Hvem skal have glæde af den, ud over narcissisten? Hvem skal kunne få noget ud af den ud over, ja, forfatteren selv? Mange af de kvinder som hun måske skriver til kunne tænkes, lige som forfatteren selv, at være hamrende forvirrede på både dem selv, deres kvindelighed, deres selvopfattelse og deres nærmeste omverden. Det er et skrift møntet på en forkælet generation, der har valgt at spejle sig mere i amerikansk popkultur og sladderbladsartikler i stedet for at have tålmodigheden til at dissekere de ting, som måske kunne erstatte denne overfladiskhed med en smule substans. For nej, Mathilde, det er ikke, fordi Ulysses er mere værd end en god amerikansk TV-serie i Kapellets postmoderne optik. Så kære læser, tro endelig ikke på, at man bliver meget klogere på nyere amerikanske TV-serier, eller for den sags skyld på de kvinder, der optræder i dem ved at læse Kvinder og kujoner.

Her på kapellet vil vi meget gerne anbefale, at Mathilde Anhøj kaster sig over serier, som måske ved første øjekast virker som nogle, der henvender sig til et bredere publikum og som hardcore feminister måske vil påstå blot tegner lige så karikerede billeder af kvinder, der i serierne ret beset er handlekraftige, fordi deres figurer er skrevet af mænd, der skaber kvindelige forbilleder, hvis egenskaber muligvis blot er mænd med hofter og bryster. Ikke desto mindre er en af de ting, som generede undertegnede allermest, at bogen helt så bort fra de råseje kvinder, der trækker i trådene og dominerer serier som Game of Thrones, X-Files, Jessica Jones, Xena og måske i mindre grad Ragnar Lodbrogs utroligt seje koner i Vikings.

Man kunne også vælge at spejle sig i virkelighedens fantastiske kvinder, som Jeanne D’Arc, Marie Curie, Jane Goddall, Rosa Parks, Coco Chanel, Anais Nïnn, Emilie Pankhurst, Erica Jong og masser af andre kvinder, som besidder egenskaber og evner, der tidligere har kunnet inspirere flere generationer af stærke kvinder.

Mathilde Anhøj skriver også ”Læge-serier eller ’medical dramas’, som det hedder på engelsk er én af de mest hånede undergenrer af TV-serier. Lige som lægeromanen i sin tid bliver hospitals-serien ofte karakteriseret som et letfordøjeligt og fordummende melodrama, der er forbeholdt uambitiøse og/eller enfoldige kvinder” (s. 167-168) – gælder dette også House, Riget eller The Knick? Andetsteds kritiserer hun såkaldte ”mandeserier” som Breaking Bad og True Detective for ikke at være bedre end kvindeserier (s. 170-171) – og heri ligger hele problemet med Anhøjs mangelfulde og indskrænkede ((neo)feminisitiske?) syn på disse ting.

Stop øjeblikkeligt med at fastholde ideen om, at der er fiktioner, som udelukkende er tiltænkt mænd eller kvinder, for overser man så ikke i skyndingen, at der eksempelvis er mange kvinder, der også kan identificere sig med forskellige superhelte (M/K) eller mænd som sagtens kan græde snot med en kammerat, mens de ser en Disneyfilm? Glemmer man ikke, at selv om der er en lille forskel på os to, som Kaj og Andrea engang sang, så er det stadig muligt at være gode venner?

Rådet herfra er i al fald: kom ind i det 21. århundrede, og skynd dig at få set nogle af de serier, der kan give et langt bedre og mere nuanceret kvindesyn, end den som præsenteres i Kvinder og Kujoner - og frem for alt: hold op med at spejle dig i fiktioner, uanset om det er prinsesserne eller heksene, som du ender med at se som inspirationskilder. Fuck, hvad du antager, andre folk måske mener om dig, spørg dem direkte i stedet, det kan faktisk være, du får et svar og tag en stor, saftig bid af virkeligheden, den smager ikke så bittert, som du vil gøre den til.

Nå, ja, og lad nu være med at bruge ordet ”rollemodel” (s. 9), når vi nu har et udmærket ord som ”forbillede”.