Svend Brinkmann behøver vel ingen nærmere introduktion. Siden pyskologiprofessoren udgav sin bestseller, Stå fast (2014), har han været hyppig gæst i medierne og er blevet intenst diskuteret samme sted. Det føles ikke engang som en overdrivelse at kalde ham en guru, for Brinkmann har stort set overtaget rollen som præst i den danske folkelighed. Som den moralske og besindige bevidsthed, der forsikrer os om, at tingene kan være anderledes, end de pt. er – selvom vi ofte kan tvivle.

Hvor Stå fast var en polemisk og sitrende bog med en kritik af tidens optimeringstrang og krav om positivitet, er Ståsteder den konstruktive fætter, der nu skal sætte en ny, positiv dagsorden. Denne dagsorden rummer ti gamle ideer til en ny verden, som undertitlen forkynder. Ideerne er eklektisk samlet fra hele filosofihistorien og bringes på spil i en aktualisering, der både er gennemtænkt og sober. Programmet har også nogle gennemgående linjer. Brinkmann ønsker at vise, at nogle fænomener i tilværelsen er et mål i sig selv, uden at de kan og skal gøres til genstand for instrumentalisering, såsom profit, livsforlængelse eller andet: ”Kort sagt er bogens tese, at mening i tilværelsen er knyttet til de fænomener, som er et mål i sig selv, og til de aktiviteter, som vi udfører for deres egen skyld (og ikke for at opnå noget andet end aktiviteten selv)” (13).

De ti ideer er: Det gode, værdigheden, løftet, selvet, sandheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen, friheden og døden. Alle ti værdier bærer altså et formål i sig selv og kan således anskuet give mening til menneskets tilværelse. En gennemgående pointe for Brinkmann er også, at pligten går forud for nydelsen eller udbyttet. At man fx skal tage ansvar for sig selv og fællesskabet, fordi det i sig selv er rigtigt, og ikke fordi ansvaret giver mig velvære, position eller afkast.

Ståsteder er et frisk pust og rigtig god at diskutere med. De fleste vil finde meget, de både er enige og uenige med Brinkmann i, og ifølge bogens eget udsagn er det intentionen (”Jeg stræber ikke mod nogen enighed om, hvad der har værdi i sig selv”). Der er selvfølgelig ikke kun disse ti nævnte værdier, der kan give livet mening, for hvad med kunst, humor, tro, relationer, osv.? Brinkmann lister sidst i bogen andre fænomener op, som bærer mening i sig selv (s. 179), så bogen er også et springbræt til videre diskussioner.

Bogen er godt skrevet, sine steder lidt kringlet og fortættet, men generelt leveret med stor fortælleglæde og engagement. De valgte filosoffer, der bruges som afsæt for en diskussion af værdierne, er interessante og velvalgte, og viser dermed, at Brinkmanns filosofiske muskel er veltrænet.

Et svagt punkt
Bogen indledes med et citat af Woody Allen, der bedyrer sin afmagt over for det uundgåelige faktum, at han – og alle andre – skal dø, at universet vil forgå, og at intetheden er alt, vi har. Brinkmann kæmper beredt mod denne nihilisme hele vejen igennem bogen. Allens nihilisme kommer af hans kosmologiske perspektiv på livet, men Brinkmann vil zoome ind og anlægge et antropocentrisk perspektiv på livet og dermed frigøre sig fra meningsløsheden. Om det filosofisk set holder helt, er jeg meget i tvivl om. Intetheden lurer jo, selvom vi ikke tilskriver den vores opmærksomhed. For har man først én gang erkendt det definitive punktum, der venter os engang i fremtiden, er det jo lettere sagt end gjort at dulme det indtryk.

Jeg hilser hele Brinkmanns kulturkritiske projekt velkomment. Jeg håber, bogen giver anledning til mange nyttige diskussioner – ikke bare i avisspalterne, men særligt ved kaffebordene eller i frokostpauserne rundt omkring. Uagtet ens eget syn på Brinkmann er sagen for vedkommende og afgørende til, at vi må lade lejligheden til en dybere værdidebat passere.