Som tegneseriefan er det i disse år fascinerende at se hvordan mediet har vundet indpas i såvel den brede populærkultur som den akademiske verden. For ser man blot ti år tilbage, ville man på de højere læreanstalter have slået en hånlatter op, hvis studerende havde formastet sig til at foreslå at skrive projekter om netop tegneserier eller grafiske romaner. Sideløbende med andre nye, hurtigt voksende forskningsfelter om videospil-, fantasy-, animationsfilm- eller tv-serie-studier har et seriøst akademisk studie af tegneserier og en emergerende tegneserieteori ligeledes set dagens lys.

Den seneste bog om forholdet mellem tegneserie- og litteraturanalyse på dansk er Tegneserier og tekstlæsning, som ifølge bogens bagside er rettet mod ”studerende og deres undervisere ved danskfaget på professionshøjskolernes læreruddannelse samt dansklærere i grundskolen”. Her på kapellet hævder vi dog, at det også er en bog, som nemt kunne være inspirerende for alle de, der har tænkt sig at benytte tegneserier som en slags trædesten til egentlig litteraturanalyse, for det er det, som er bogens grundtanke. En idé der faktisk føres ganske fint igennem.

Forfatterne skriver i deres indledning, at bogen lægger sig i forlængelse af det voksende forskningsfelt som blev antydet herover, men glemmer samtidig at pointere, hvor udskældt mediet har været tidligere (ud over et par korte afsnit mod bogens slutning). Det kan godt være, at udgivelsen ikke har til hensigt at skabe en historisk oversigt over mediet og dets forhold til den akademiske verden, eller den bredere kultur, men det kunne have været rart – især for de der aldrig har beskæftiget sig med mediet før – at få dette lidt bedre præsenteret indledningsvist.

Dertil kommer, at det er ulideligt svært som tegneseriefan – ikke som underviser – at blive åh så træt, når det går op for en, at de gennemgående tegneserieeksempler, som bogen anvender, er hhv. Art Spielgelmans Maus, Marjanne Satrapis Persepolis og endelig Alan Moore og Dave Gibbons Watchmen. Disse tegneserier er, alt andet lige, ufatteligt gennemtærskede i stort set alle bøger, der vil forsøge at benytte tegneserier i akademiske sammenhænge. Af samme grund så er de så gennemanalyserede at man faktisk ikke orker at møde dem én gang til, til trods for deres åbenlyse høje standard.

Ganske vist er alle tre tegneserier virkelig anvendelige i en undervisningskontekst, idet de byder på, hvad man i mangel af bedre ville kalde ”litterære kvaliteter”. Men som tegneseriefan bekræfter valget blot en mistanke om, at bogens forfattere primært har ladet sig inspirere af andre akademiske værker om tegneserier i stedet for at komme fra en baggrund med et noget bredere, nuanceret kendskab til tegneserier og grafiske romaner.

Indrømmet, i hvert kapitel nævnes der også en række tegnerserier fra både ind og udland, som også kunne benyttes analytisk. Det ændrer dog ikke på, at der er en iøjnefaldende mangel på f.eks. amerikanske og engelske tegneserier, og hvorfor hører man intet om tegnere og forfattere som Frank Miller, Moebius, Hérge, Carl Barks, Mike Mignola, Richard Corben, Steve Ditko, Brian K. Vaughn, Robert Kirkman? Denne opremsning af spændende serietegnere og forfattere kunne nemt fortsætte flere afsnit.

Det er selvsagt heller ikke bogens opgave at dække over alle ”kanoniske” (eller bare seje) tegneserieskabere, men det virker virkeligt fattigt udelukkende at hive fat i de værker, som selv de, der er voldsomt interesseret i tegneserieforskning, er ved at være endog meget trætte af. Det kan sammenlignes lidt med at skrive en bog om nyere dansk tv-drama og så udelukkende bruge Matador og En by i Provinsen som analysemateriale.

Begrundelsen for deres valg af fokusmateriale har ifølge bogens forfattere været, at det bl.a. er forholdsvis nemt at bestille klassesæt hjem af disse (s. 16), men det burde altså ikke være udslagsgivende for, at man stort set ignorerer superhelteserierne helt, og ikke tager udgangspunkt i den type af tegneserier, som måske bliver brugt og læst af de, som man gerne skulle undervise. Hvorfor ikke tage udgangspunkt i populære tegneserier i stedet for at holde sig til de elitære? Hvorfor ikke møde de, der gerne skulle lære noget om tekstanalyse i deres verden? For os, der elsker og lever for tegneserier ved nemlig, at der er mindst lige så mange spændende plotstrukturer, karakterer og litterære kneb, som kunne knytte sig til X-Men som til Maus.

Når dette så er sagt, så leverer bogen en meget interessant tilgang til benyttelsen af tegneserier i undervisningen. For den postulerer, at man gennem at anvende netop dette medie, kan få de elever, som måske ellers ikke magter eller kan overskue traditionel tekstanalyse, til at beskæftige sig med tekstanalytiske begreber ved først at anvende disse på tegneseriemediet.

Det første kapitel handler således om miljø- og personkarakteristik, det næste om fortælleforhold, det tredje om billedsprog, det fjerde om sprogets syntaks, kapitel fem handler om genrer og det sjette og sidste kapitel handler om genre- og stilbrud. Til hvert kapitel hører der praktiske øvelser, og der gives endda eksempler på litterære tekster, som man kan benytte analytisk, når eleverne er færdige med at arbejde med de grafiske fortælleformer.

Der er sikkert nogle, der vil mene, at bogen også mangler et langt større fokus på det rent kompositoriske og det grafiske udtryk, som er en integral del af tegneserielæseoplevelsen, men da det er en bog, der fokuserer på at benytte tegneserien som ”tekst” (læs: det udviddede tekstbegreb) så kan dette måske accepteres. Det kunne ellers have været interessant at tilføje et kapitel om netop forholdet mellem rent tekstuelle miljø- og personbeskrivelser og så den måde som disse etableres på i tegneserierne.

Bogens forfattere skriver i deres indledning, at undervisere kan bruge hele bogen, eller blot lave punktnedslag i den og vælge de kapitler, som de mener vil passe godt til deres aktuelle undervisningssituation (jævnfør s. 17, 3. afsnit). Det holder også langt vej igennem, dog må undertegnede gøre opmærksom på to ting. For det første præsenteres der på s. 134 en øvelse, der forudsætter, at de, der skal lave den, har lavet de foregående øvelser i bogen. For det andet, så kræver øvelserne, at eleverne er indstillet på at lave kreative øvelser af en vis kompleksitet, hvilket gør, at opgaverne i undertegnedes optik ikke passer på alle elevtyper. Det foreslås ganske vist, at man anvender forskellige digitale løsninger, når man selv skal kreere sine tegneserier f.eks. ud fra et digt eller et kortere tekstuddrag, men dette kræver også at eleverne magter at benytte denne type af software.

Tegneserier og tekstlæsning er disse skønhedsfejl til trods en særdeles anvendelig bog i arbejdet med såvel regulær tekstanalyse, som til analyse af tegneserier. Den byder på en række gode referencer til andre værker, har en brugbar oversigt over den aktuelle litteratur på området og er virkelig grundig og pædagogisk i sin opbygning. Den vil nok især være interessant for underviser i danskfaget, eller billedkunstundervisere, der vil lave noget tværfagligt.

Det er ikke særligt svært at lade sig overbevise om, at nærstudier af tegneserier kan gøre mere traditionelle litterære begreber og analysemetoder spiselige for en langt større procentdel af elever, end hvis underviseren udelukkende affyrer tørre tekster fra kulturkanonen mod klassen. Kapellet har dog et ydmygt ønske, og det er, at når 2. udgaven kommer i trykken, så er der blevet inkorporeret flere og mere alsidige tegneserieeksempler end de, der bliver brugt nu. På den måde vil der om muligt blive endnu flere, der hopper glade med på forståelsesvognen.