Igennem de sidste tre år har forskningsprojektet Humanomics. Mapping the Humanities arbejdet på at kortlægge dansk humanistisk forskning. Projektet er ledet af David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelt og hører pt. hjemme på Aalborg Universitet i Sydhavn (København), efter at de ved årsskiftet skiftede dertil fra Københavns Universitet. Projektet er støttet af Velux Fonden og har indtil nu haft overraskende god presse på sit arbejde.

I 2015 udgav projektgruppen den videnskabsteoretiske Kampen om disciplinerne , som var et forsøg på at (be)skrive en ny videnskabsteoretisk dagsorden for humaniora. Bogen vakte opsigt, særligt på grund af den top-15 over anvendte teoretikere blandt danske humanistiske forskere, som Politiken gjorde et større nummer ud af i dagspressen. Listen viser, at top-4 alene udgjordes af samfundsteoretiske forskere – Foucault, Bourdieu, Latour og Luhmann – hvilket fik Politiken til at konkludere, at samfundsvidenskaberne havde invaderet humaniora. Listen var egentlig blot en forsmag på den rapport, som skulle udgøre projektgruppens bind to, og som altså nu foreligger på Hans Reitzels Forlag.

Kortlægning af dansk humanistisk forskning er nemlig en rapport, der på omfattende vis dokumenterer den aktuelle status på dansk humanistisk forskning. Hvor mange forsker? Hvad forsker de i? Hvor tværfaglige er de? Hvilke metoder anvender de? Hvilke teoretikere benytter de? Hvor mange er ansat hvor? Dels leverer bogen opsigtsvækkende resultater, dels giver den dokumentation på fornemmelser, man kunne sidde med på forhånd. Bogen består af to dele, hvor den første del behandler resultaterne af en omfattende undersøgelse blandt forskningsaktive humanister i Danmark. Ud af 3647 forskningsaktive responderede 1171 (ca. 32 %), og resultaterne giver svar på forskningstemaer i humaniora, graden og hyppigheden af tværfagligt samarbejde, hvilke forskningsstile der anvendes og mobiliteten blandt forskerne.

Bogens anden del er en systematisk kortlægning af alle danske ph.d.-afhandlinger mellem 1992 og 2012. Ph.d.-graden blev indført i 2002, men havde allerede fra 1992 været et alternativ til den gamle licentiatgrad. 2012 er slutåret, for her begyndte databehandlingen. Anden del forsøger i analysen at vurdere udviklingen i de humanistiske ph.d.-afhandlinger i denne periode, særligt med henblik på anvendt sprog, form (artikler eller monografi) og metode. Desuden behandles igen graden af tværfaglighed samt inspirationen fra samfundsvidenskab og naturvidenskab.

Bogen er en rapport og som sådan holdt i rapportens stil. Den konceptuelle og præskriptive tilgang fra Kampen om disciplinerne er forladt til fordel for en nøgtern og deskriptiv stil. Forskningen vurderes ikke kvalitativt, for målet er at vise hvad og hvordan. Alligevel er rapporten skrevet engageret, og interesserede i humanistisk forskning – eller forskning generelt – vil finde bogen besnærende. Det er godt, at vi ikke længere behøver at diskutere på mavefornemmelse og/eller ideologisk grundlag (alene), men får nogle facts på bordet. Som fx at selvom humanistisk forskning kun modtager 8 % af den offentlige forskningsstøtte og 5 % af den private, så uddanner humaniora ca. en tredjedel af alle kandidater i Danmark. Få forskere står altså for en stor del af kandidatproduktionen her til lands.

På indholdssiden viser rapporten, at humanistiske forskere i overvejende grad arbejder interdisciplinært i forskningsnetværk og internationaliseret, både med hensyn til samarbejde og til dels publicering (der er en stigning i udgivelserne på engelsk i hele den undersøgte periode, således at ca. 50 % af udgivelserne fra humanistiske forskere nu er på engelsk). Forskerne benytter ikke én bestemt metode og knytter ikke til ved én bestemt teoretiker og skole. Der er således ingen ”bobler” af modeteoretikere, der løber med hele opmærksomheden. Tværtimod viste undersøgelsen næsten 500 unikke besvarelser på spørgsmålet om, hvilken teoretiker man særligt var inspireret af – og topscoreren, den førnævnte Foucault, vinder med blot 3,99 % af besvarelserne. Modsat det, som kom ud af Politikens reaktion på bind 1, viser det en stor heterogenitet inden for metode- og teoretikervalg og en udpræget grad af eklekticisme. Dette punkt var allerede afsløret og analyseret i projektgruppens første udgivelse.

Rapporten indleder med at skrive, at ”Det har ikke været ønsket at skrive en forsvarstale for humaniora” (s. 20), men med dette omfattende arbejde, som korrigerer flere misforståelser og viser, at humanistiske forskere er mere end optagede af at bringe deres forskning i spil i forhold til aktuelle problematikker, ender det jo alligevel der.

Humanistisk forskning kan og vil – nu må vi bare håbe, at politikere og meningsdannere læser med, så humaniora ikke lukkes ned, fordi uvidenheden om områdets samfundsbetydning er for lille eller direkte forkert. For at modvirke dette forfald er forskergruppen netop gået ind i fase to, hvor projektet Humanomics. Mapping the Public Value of the Humanities er sat i søen. Vi kan således se frem til flere interessante kortlægninger af det humanistiske felt. Fremtiden er lovende.