Krimistof formidlet i journalistisk form har længe været populært. I forbindelse med DRs tv-serie Rejseholdet (2000-2004) fik denne popularitet et ordentligt trut i trompeten, ikke mindst fordi serien byggede på autentiske begivenheder. Eigil V. Knudsen, tidligere vicekriminalkommissær ved Rejseholdet, udsendte - samtidig med at Rejseholdet gik over skærmen - en række bøger om opklarede og uopklarede historiske kriminalsager gennem det 20. århundrede, herunder sager fra Rejseholdet. Samtidig udgav Kurt Pedersen, tidligere kriminalkommissær ved Rejseholdet, en lignende bog, bygget på egne erfaringer og oplevelser – Assistencemelding til Rejseholdet. Nu følger endnu en bog fra en Rejseholds-eks, tidligere chef for Rejseholdets drabssektion, Bent Isager-Nielsen.

Det indlysende spørgsmål er derfor: Er der tale om genbrug af allerede gennemtrawlet stof og gentagelse af, hvad vi allerede ved fra litteraturen om Rejseholdet? – Svaret er: Ja, det er der, men kun til en vis grad. Isager-Nielsens bog bærer nok Rejseholdets kendte motto, Man jager et bæst og fanger et menneske på forsiden, men den adskiller sig fra sine forgængere ved i langt højere grad at fokusere på den udvikling, der er sket med samfundet og dermed efterforskningen i løbet af 1990erne. Den handler kort sagt om alle de begreber, vi glimrende kender fra nutidens tv-krimier – det anonyme og distante samfund, kriminalitetsanalyse, gerningsmandsprofilering, fjerndrab, udenlandske erfaringer, DNA som værktøj osv. Alt sammen eksemplificeret på konkrete kriminalsager, hvoraf de fleste altså er kendte fra Rejseholdet (men som ikke desto mindre her er anonymiseret af hensyn til både ofre og gerningsmænd).

Isager-Nielsen har formidlet sine erfaringer om disse metoder og tiltag i tidsskriftet Dansk Politi gennem en årrække. I populariseret form har han også brugt organer som Samvirke (oktober 2003) og Ud & Se (nr. 9, 1998) i formidlingen. Denne bog følger op på formidlingsvirksomheden ved at tage det lange stræk som baggrund – tiden fra Isager-Nielsen i 1974 trådte ind i politiet til nu, da han efter mange år i Rejseholdet sidder som politiinspektør og efterforskningschef i Københavns Vestegns politi.

Som konkret formidling af de nye metoder og tiltag er bogen spændende læsning, ikke mindst fordi Isager-Nielsen er meget opmærksom på forandringer i samfund, systemer og adfærd. Den amerikanske tilgang kender han fra flere FBI-kurser og besøg på kriminologiske forskningscentre, og han forklarer, hvordan nye værktøjer blev nødvendige efterhånden som bl.a. fjerndrab i USA blev mere almindeligt. Han har dog hele tiden fødderne solidt plantet på jorden i sin vurdering af, hvad dansk politi skal importere, og hvad man skal lade ligge. Der er stor forskel på et stort og et lille land – også selv om international kriminalitet og bandekrige har invaderet Danmark.

Den biografiske synsvinkel giver anledning til at reflektere over hans egen rolle. Hvad er det egentlig, der driver værket? Hvor tiltrækkende er et arbejdsliv, hvor man er væk fra sin familie de fem af ugens syv dage? Han fremsætter i indledningen den forståelse, at drivkraften er ”fascinationen af jagten og opklaringen af forbrydelsen” (s. 12). Det er baggrunden for, at han fravalgte at læse dansk og engelsk på universitetet og i stedet søgte ind til politiet med det klare mål at blive ansat i Rejseholdets drabsafdeling. Og han slutter med, at ”det er en tilfredsstillelse uden sidestykke at sørge for, at drabsmanden blev stillet til ansvar og straffet for sin udåd” (s. 257). Det stemmer i vist al sin enkelhed meget godt overens med den motor, der oftest fremstilles i kriminallitteraturen og tv-serierne! Isager-Nielsen refererer da også kongenialt til kriminallitteraturens koryfæer fra Sherlock Holmes til Miss Marple og fremhæver evnen til at ”læse” fx et gerningssted (s. 102).

Isager-Nielsen sætter ikke opdagerens spejling i forhold til forbryderen i centrum, men nøjes med at konstatere, at der ligger meget dybtliggende og meget menneskelige motiver bag langt de fleste drab – jalousi, begær, sex, hævn samt en kategori, der sammenfattes under ”Ære, skam, udstødelse”. Og at ”Alle mennesker kan slå ihjel, men ikke alle bliver mordere” (s. 169). Der er – næsten - altid et forståeligt motiv, der vil være genkendeligt for de fleste.

Men der er også opgør med de mest trivielle forståelser af efterforskningen. Især betoner Isager-Nielsen betydningen af tid og af holdarbejde. Efterforskningen tager i mange tilfælde, hvor forbindelsen mellem offer og drabsmand er svær at knytte, lang tid; og gerningsmanden skal have al den tid, han behøver for at tilståelsen kan holde i retten. Holdarbejdet viser sig ofte at give afgørende resultater, fordi den enkelte altid vil overse et element, som den anden kan huske. Dette element indgår i mange moderne krimier. Derimod får myten om politimandens ufejlbarlige intuition et skud for boven. Selv om efterforskeren kan have på fornemmelsen, hvem der er ”vores mand”, er det ikke tilrådeligt at basere efterforskningen på fornemmelser. ”De har før været galt afmarcheret” (s. 234).

Bogen er skrevet i et letlæseligt, mundret sprog, som jeg går ud fra Jesper Stein Larsen har æren for. Den er tilrettelagt som en fortælling i jeg-form, hvor Isager-Nielsen er fortælleren. Den skæmmes dog af rigeligt mange gentagelser, der hænger sammen med den mundtlige stil. Der er også enkelte inkonsekvenser. Isager-Nielsen mener, at det ikke er sandsynligt, at der går seriemordere frit rundt i vores lille, velordnede Danmark (s. 119), mens han overvejer, om de blot har begået ”det perfekte mord” (s. 209).

Alt i alt er det en lidt tungrumpet, men absolut interessant udgivelse. Et gensyn med kendt stof, men serveret i en ny perspektivering.