Indimellem forekommer det som om, kulturen har meget trange kår. Uden at dette skal ende i en form for selvmedlidende klynkekor, så bliver man indimellem ganske fortørnet over politikere, der skærer i midlerne på kunstområdet, kreative fag, der nedprioriteres i skolerne og ikke mindst misforståelsen der postulerer: hvorfor skal det være nødvendigt at lære børn at tegne, male, lave musik og skrive frit efter fantasien? Dette er selvsagt et oplæg til megen debat, men én ting er sikker og det er, at giver man børn (og sig selv) frirum til indimellem at lade fantasien flyde, så finder man også tit løsninger der er meget effektive, fordi man takket være denne mere kreative måde at anskue verden på, tænker ”ud af boksen” som det nye mantra lyder.

Før man kan sætte pen til papir er det dog en forudsætning at kunne tegne og dette er en evne som langt de fleste mener at de ikke har, til trods for at de engang, da de var børn, modtog mere eller mindre fokuseret undervisning i dette. Selv husker undertegnede hvordan hans formningslærer (ja, det hed det dengang i startfirserne) havde medbragt en bog til undervisningen, som kunne gøre hans elever langt bedre til at tegne. Bogen hed At tegne er at se og ud over at være meget inspirerende og være gavnlig for nærværende anmelders evner udi tegnekunsten, skulle det vise sig at blive en regulær klassiker. Bogen er faktisk så levedygtig, at den blev genudgivet flere gange og i starten af 2016 er den her igen, nu med en række opdateringer fra originalversionen.

En af kongstankerne bag bogen, et at alle kan lære at tegne, blot man er villig til at investere lidt tid og ikke mindst lyst i projektet, for selv om der sikkert er mange der i dag har så travlt at de langt hellere vil hive deres iPhone op af lommen, for at tage et billede af det motiv som de finder interessant, kan det virkelig anbefales at bruge lidt tid på at nærstudere verden omkring os, for det giver, som Betty Edwards skriver et helt andet blik på verden. Det som hun kalder ”kunstnerens blik”.

Selv om der sikkert er flere der måske kan anfægte at dette er noget hippievrøvl og ikke mindst bliver småirriteret på alle de citater fra zen-mestre som bogens marginer ofte er krydret med, så kan undertegnede rent personligt i al fald blåstemple metoden som anvendes i bogen. Det var i al fald en reel øjenåbner at forsøge sig med den øvelse som er beskrevet på s. 57-60 i bogen, hvor Betty foreslår at man tegner et af Picassos portrætter af, men med den forskel at man vender tegningen på hovedet. Følger man instruktionerne nøje, vil de fleste blive overrasket over hvad de faktisk er i stand til.

Det kan sammenlignes lidt med det Mester Yoda siger i The Empire Strikes Back: ”you must unlearn what you have learnt” – for denne måde at tegne på kræver ikke at man forsøger at tilnærme sig portrættet som man ser det, men derimod de enkelte former og streger set i forhold til hinanden. Bogen er rig på sådanne fifs, en af de andre ideer – ud over at vende motiver på hovedet – er at lære at se de såkaldte ”negative flader” i et givent motiv, altså at fokusere på det rum, som omgiver objektet, eller objekterne.

Det var overraskende at opdage hvor forankret bogen er i forhold til neurologien. Edwards arbejder dog med en utrolig forenklet og forældet udgave af den måde som hjernen fungerer på. Hun deler hjernen op på den måde som var dominerende, indtil forskningen fik adgang til CAT-scannere og begyndte at lave kliniske forsøg med denne hypotese. Edwards benytter sig altså af den antikverede højre/venstre dikotomi, hvor det hævdedes at den vestre halvdel er den logisk/rationelt/matematiske og den højre den kreative/symbolladede/intuitive del af hjernen. Det holder ikke i forhold til den seneste hjerneforskning, men dette betyder ikke at de øvelser som bogen giver dens læser ikke virker, eller ikke gør brugeren i stand til at tegne og ikke mindst at se sin verden langt bedre og mere nuanceret.

Edwards forsøger nemlig gennem flere forskellige lavpraktiske tegneøvelser (der blot kræver ganske få remedier – hvilke bogen lister eksplicit, så det på den måde er nemt at komme i gang), at gennem de forskellige øvelser, så vil man blive både i stand til at tegne bedre, men også til at finde frem til den fordybelse og ro, som kendetegner kunstneren. En tilstand der på sær vis, men ikke tilfældigt minder om det som den ungarskfødte psykjologiprofessor Mihaly Csikszentmihaly har beskrevet som Flow i bogen af samme navn.

At tegne er at se er ikke kun en meget interessant og brugbar bog for undervisere og folk som blot vil blive bedre til at tegne, men den nye udgave har også kapitler der handler om farvelære og om hvordan man kan forbedre ens håndskrift. Den byder også på en masse citater og budskaber fra både Edwards og en række kunstnere, der handler om kunstens væsen og berettigelse, samt hvad man konkret kan bruge tegneevnen til.

Det eneste minus ved bogen er at den godt kan være lidt forvirrende, ikke fordi den er struktureret dårligt, men fordi dens marginer er fyldt med en masse citater noter og lignende, der kan gøre læseren i tvivl om hvilken rækkefølge tingene skal læses i. Hvis der i teksten nævnes et citat, kan det være man læser dette og så mister orienteringen i forhold til brødtekstens indhold. Dette er dog en mindre anke, for dette handler muligvis mere om undertegnedes evne til at lade sig distrahere let.

Bogens budskab om at tegne mere, for på den måde at ændre ens opfattelse af verden er helt fantastisk, især for alle de, der aldrig før eller kun i meget begrænset omfang har beskæftiget sig med frihåndstegning. Det kan godt være at At tegne er at se, men ved at tegne lærer man også at se. Det er med andre ord mange gode grunde til at dette er blevet en moderne klassiker og den kan varmt anbefales også til de der ikke arbejder med tegning til daglig.