Kære læser…
Jeg er langt bagud med denne anmeldelse. Kunne komme med mange undskyldninger – flytning, semesterafslutning, forsinkede reviews, artikler der skal gøres færdige, julen – men det er bare ikke godt nok. Så skulle jeg kunne beskrive min forsinkelse på en måde, så den fik litterær værdi. Men ak, det magter jeg ikke. Så jeg må nøjes med at undskylde forsinkelsen.

To personligheder, to verdener
Til gengæld magter de to brevskrivere bag denne udgivelse brevskrivningens kunst, og jeg har indtaget deres brevveksling gennem en måneds tid (10.6.-14.7. 2014) i småbidder, mellem decembers mange forskellige gøremål.

Hovedtemaerne er fodbold og litteratur – hvilket i sig selv er et ret sjældent afsæt for en litterær cocktail. Men brevene handler også om alle mulige andre sider af tilværelsen – omsat i skrift af to meget forskellige gemytter, som begge er strålende forfattere og reflekterende mennesker. I fodboldanliggender holder Knausgaard altid med Argentina og Italien, ”traditionelt kyniske hold”, der vil vinde, mens Ekelund holder med Brasilien, der hylder improvisationen og den individuelle kreativitet (han har skrevet bogen Sambafotball om brasiliansk fodbolds historie). Disse præferencer afspejler mange sider af deres personligheder, som vi bliver temmelig meget kloge på gennem bogen.

Bogens eksterne ramme er VM i fodbold 2014, der som bekendt blev afholdt i Brasilien og vundet af Tyskland (1-0 over Argentina i finalen; få glemmer nok Brasiliens totale nedsmeltning mod Tyskland i semifinalen, eller Spaniens - de regerende verdensmestres - svidende nederlag til Holland i den indledende runde). De to forfattere skal kommentere kampene – for hinanden i en løbende brevveksling.

Svenskeren Fredrik oplever mesterskabet i Rio, en enkelt kamp live på Maracana stadion, men ellers på storskærm på Copacabana eller på TV-skærme i små barer sammen med primært brasilianere. Nordmanden Karl Ove oplever dem på TV hjemme i svenske Glimmingebro (i Österlen, en times kørsel øst for Malmø), hvor han bor sammen med kone og børn, og på TV i Polen under en turné.

Modvillige reportere
De to kamphaner og venner har fulgt med i international fodbold og litteratur i mere end tre årtier. De kommenterer løbende de kampe, de ser, mere eller mindre indgående (nogle få springer de helt over), og i den forbindelse refererer de andre store kampe og omtaler spillere fra fem årtier, herunder mange jeg selv kan huske (som dreng var jeg en elendig foldboldspiller, men engageret tilskuer) – og mange flere til. Det er dog ikke fodbold(historie) i sig selv, og heller ikke litteratur(historie) i sig selv, der er kuppet i denne bog. Det er den helt selvfølgelige måde, hvorpå de to forfattere indskriver fodbold og bøger og forfattere i fortællingerne om deres liv.

Deres meget forskellige liv, som fodbolden har spillet en afgørende og eksistentiel rolle i (det ved Min kamp-læsere for Karl Oves vedkommende bl.a. fra bind 3). Karl Ove beskriver dem et sted som VMs mest ”modvillige reportere”: ”levemanden som bare spiller fodbold og drikker i stedet for at se kampe, og protestanten som konsekvent sover sig igennem alle kampe – og begge har store problemer med at analysere (læs, forstå) - det lidt fodbold de trods alt ser” (s. 125). Det er nu kun en passende karakteristik af ganske få kamp-kommentarer.

De to skribenter er til gengæld suveræne reportere om så meget andet, der udspiller sig under VM, stort og småt mellem hinanden, og de øser af den viden og erfaring de har, så læseren får overraskende, interessante og vedkommende ting at vide om så forskellige ting som etniske forhold i Sydamerikas forskellige lande, brasiliansk politik og kultur, rock og pop i 80erne – og mange andre slags musik, bosniere i Bosnien og i Sverige, EU som oplysningsprojekt, indvandring og racisme, døden og meget meget andet. Fodbold sammenlignes med kunst og med religion, intet mindre (selvom et omkvæd også er at: ’fodbold bare er fodbold’).

Smukt spil, smukt sprog
Alt sammen bliver beskrevet i et sprog, som funkler og lyser af engagement, kunnen og venskab. Man får igen og igen lyst til at citere, eller sætte bogmærker, for der er meget guld at hente, og der sker hele tiden uventede ting, fx da Fredrik pludselig møder sin absolutte helt, argentinske Maradona på Copacabana (eller var det en dobbeltgænger?).

Lad mig bare give to små eksempler. Karl Ove responderer på Maradona-mødet med disse overvejelser over fodboldbegejstringens mysterium:

”Men hvorfor beundre det? Det er jo bare fodbold? Det fører ikke til noget, og skaber heller ikke noget, for i det øjeblik noget er gjort, er det også forsvundet. Intet varer ved i fodbold. Modspørgsmålet er: Hvorfor ikke? Det er leg. Det er anti-alvor. Anti-mening. Anti-intellektuelt. Det er kattekillingen der stryger efter garnnøglen, det er hesten der løber prustende langs hegnet, det er falken som sejler i vinden, det er odderen der glider på ryggen ned ad det snedækkede fjeld, det er det der ingen mening har, men bare er sjovt. Det er overskud. Og ingen havde mere af det overskud end Maradona.” (s. 145)

Men de slående formuleringer kan også være meget korte. Som når det lykkes Fredrik at beskrive brasilianernes blandende følelser efter den uafgjorte kamp mod Mexico med to ord, som normalt ikke kan sættes sammen: ”munter frustration”.

Fodbold, litteratur og kvinder
Det er interessant, at der findes så relativt lidt fodbold i litteraturen. I Danmark henviser vi altid til Hans Jørgen Nielsens Fodboldenglen, hvis vi skal diske op med et vellykket eksempel. Ekelund giver en plausibel forklaring ved at fremhæve, at Ivar Lo-Johansson allerede i 1929 grundlagde en skepsis over for fodbolden hos svenske venstre-intellektuelle, som holdt sig i mange årtier. Jeg husker ikke, om PH tilsvarende har udtalt sig skeptisk om fodbold, men det er da rigtigt, at vi også i Danmark har måttet vente længe på en bred accept af fodbolden i intellektuelle og kunstneriske kredse.

Jeg spekulerer på, hvordan kvinder vil opleve denne bog. Knausgård har jo gennem årene fået mange feminister på nakken, og dem vil han næppe skuffe her heller (han skriver også om dem), men i dialogen med Ekelund bliver det meget tydeligt, at de begge elsker kvinder, om end på hver sin måde.

Man behøver hverken være særligt fodboldinteresseret eller mand for at få glæde af denne rige bog. Hvis man er interesseret i ægte, international litteratur, i (to forfattermænd og fodboldelskeres) beskrivelser af og refleksioner over livet i alle dets afskygninger, så er dette en perle af en bog. Man møder alle mulige slags mennesker og kulturer, fremragende beskrevet. Man bliver klogere på de to brevskrivere og deres forhold til liv og kunst, og måske også en lille smule klogere på sig selv, hvis man tør gå ind på deres mere eksistentielle tankegange. Det er ikke fiktion, heller ikke autofiktion. Ind imellem fremragende essayistik. Helt sikkert: almengyldig litteratur på højt niveau.

Man bliver faktisk også klogere på fodbold, fordi den beskrives med en passion og i et sprog, som er meget langt fra den typiske avis- eller tv-kommentar. Måske kan kvinder, der ikke elsker fodbold, blive klogere på hvad det er (mange) mænd (og knap så mange kvinder) ser i denne sportsgren?

Hjemme – ude
Hjemme – ude er en gennemgående metafor eller figur i bogen. For fodboldhold og deres publikum er der stor forskel på hjemme-/ude-kampe og –baner, men i de flestes liv er der også stor forskel på at være (eller føle sig) på ude- eller hjemmebane.

Brevvekslingen mellem Brasilien og Sverige giver mange overraskende eksempler på denne metafors gyldighed, både når det er vanskeligt at forstå mennesker, som bor få hundrede meter væk (fx forskellen mellem en favela og et middelklassekvarter i Rio), og når modsat alle forskelle på dem’erne og os’erne udviskes i sjældent øjeblikke af universel forståelse (fx efter en forfatteraften på en kro i Nordtyskland).

Oversættelsen (af Karen Fastrup) er gennemgående særdeles kompetent. Jeg havde dog svært ved begrebet ”udklasning”, som optræder hyppigt efter den skelsættende semifinale (fra s. 407). Jeg kun kan forbinde begrebet med hestesport, men det ser ud til at have opnået normalsprogsstatus. I min verden hedder fænomenet ’udklassering’; og det drejer sig om at udspille et hold totalt (degradere det til en anden klasse).

Jeg ved heller ikke hvad det er at ’sidde i kiosk’ (s. 488), eller hvad ”identitærer” er (s. 76), og på s. 93 er den næsten unævnelige poet-præsident-terrorist fra Balkan-rædslerne stavet på flere forskellige måder.

Bogen er forsynet med en komplet oversigt over kampene ved VM 2014 og anden relevant statistik.