Om besættelsestiden i Danmark er der sjældent noget entydigt at sige.

“Den, der ikke kan fatte både det gode og det onde – det vil sige både det levende liv og skæbnen – lad ham forlade historien og læse romaner i stedet for, hvor man får hinanden til slut”, citerer den danske besættelseshistoriker, Hans Kirchhoff, en schweizisk kollega, der levede i 1800-tallet. Citatet står som indgang til Hans Kirchhoffs anbefalelsesværdige bog At handle med ondskaben, der sammenfatter – men også delvis reviderer – et langt livs forskning i perioden fra 1940 til 1945. Og det der kom efter.

Besættelsen stillede danske politikere, arbejdere, erhvervsfolk, ja, den enkelte dansker, i dilemmaer af dimensioner.

Den amerikanske diplomat George Kennan oplevede i 1939 den tyske indmarch i Tjekkoslovakiet, da han tjente i Prag. Kennan skrev om valget mellem “et begrænset samarbejde med ondskaben for i sidste ende at lindre dens konsekvenser” og “en kompromisløs, heroisk, men selvmorderisk kamp mod den”.

Hans Kirchhoff har i sit lange liv været en kritiker af den danske samarbejdspolitik, men selvom han her på sine gamle dage (Kirchhoff er årgang 1933) ikke er ved at gå i kloster som fanden selv, skriver han dog, at han har fået “en større indsigt” i samarbejdets natur.

Kirchhoff udtaler en kritik af “nutidens overfladiske moraliseren” og sigter blandt andet – eller måske især – til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, da denne i jubilæumstalen i 60-året for augustoprøret 1943 utvetydigt støttede modstandsbevægelsen og sabotørerne og kaldte samarbejdspolitikerne for svage og ansvarsløse.

“Man kan kun håbe på, at dette skete uforsætligt”, skriver Hans Kirchhoff tørt.

En stor statstjener
Erik Scavenius var Radikal statsminister fra november 1942 til august 1943 og er af eftertiden blevet kritiseret for, at han gik for langt i samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. I dag er det generelle syn blandt historikere på Scavenius det, at han blev hyret til at gøre det beskidte arbejde og efter krigen gjort til synder.

Da Københavns Kommune i 2012 skulle døbe seks nye veje på Amager, sprang Vejnavnenævnet i kommunen bevidst over Scavenius. Begrundelsen var, at var kontroversielt at opkalde en vej efter Scavenius.

Nok kunne Scavenius være arrogant og gå enegang i forhandlingerne med tyskerne, konstaterer Kirchhoff, men: “I dag står Scavenius som en af Danmarks store statstjenere – hvad end man måtte mene om hans politik”, skriver Kirchhoff.

Dokumentationen og argumentationen er solid. Også selv om der ikke er kildehenvisning bagest i bogen. Et af Kirchhoffs væsentligste ærinder med bogen er at gøre op med det synspunkt, at Danmark burde og kunne have gjort modstand lige fra den 9. april 1940, som det for eksempel skete i Norge. At gøre regnebrættet op efter samarbejdspolitikken er en farlig affære, men Kirchhoff vover pelsen.

På kreditsiden står, at det lykkedes de politikere, der tog ansvaret, at bringe Danmark gennem krigen uden de ødelæggelser, der ramte andre besatte lande i Europa. Danmark havde det færrest antal dræbte og deporterede statsborgere. Produktionsapparatet forblev nogenlunde intakt. Danmark undgik en gennemsyret nazificering af institutionerne som i Norge. Det lykkedes at fastholde retsplejen på danske hænder til langt ind i 1942. Fødevaresituationen var langt bedre end i resten af Europa, og boligsituationen blev ikke dramatisk ødelagt som andre steder.

På debetsiden var naturligvis Danmarks indirekte politiske, moralske og økonomiske støtte til en krig, der havde millioner af ofre. Dansk mad endte i maverne på SS’ere og den tyske værnemagt på østfronten, så de kunne slagte uskyldige mennesker.

Hans Kirchhoff vægter det isolerede danske perspektiv højest, hvor nogle af kritikerne siger, at samarbejdspolitikken også skal ses i et internationalt perspektiv.

Synspunkterne er forskellige alt efter, hvor stor en vægt, man tillægger det, at en stats politikere til enhver tid i første omgang skal forsvare statens egne borgere.

En af modstandsbevægelsens nulevende repræsentanter, Jørgen Kieler, har anført, at roden til samarbejdspolitikken går tilbage til Danmarks bevidst manglende oprustning i 1920’erne og 1930’erne. Dette synspunkt diskuterer Hans Kirchhoff ikke. Kirchhoff starter stort set omkring 1940.

Indenrigspolitikken
En absolut force ved bogen er den indenrigspolitiske vinkel, som Kirchhoff analyserer meget skarpt. Han illustrerer, at der bag samarbejdspolitikken for især Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre lå et mål om at bevare demokratiet og den folkelige forankring som en forudsætning for velfærdsstaten. Venstre og Konservative var langt mere splittede på dette punkt, men gjorde – når alt kom til alt – fælles front med socialdemokraterne og de radikale af en fælles frygt for kommunisterne.

Kirchhoff dokumenterer, at det store flertal af danskerne i lang tid slet ikke ønskede noget brud med tilpasningspolitikken.

Man kan kritisere Kirchhoff for at indtage andre synspunkter end dem, han tidligere har stået for. Men man må også være fair over for Kirchhoff og blot konstatere, at det, han i virkeligheden blot gjorde, var at gå i kødet på den konsensusmyte, det var lykkedes de danske samarbejdspolitikere at opbygge – en myte, der gik ud på, at politikerne kørte parallelt med modstandsbevægelsen, når det gjaldt endemålet – at bryde med nazityskland.

Bogen er fyldt med indsigt, og vi kan alle blive klogere af at læse det, der vel kan betegnes som Kirchhoffs testamente.