Ny, revideret udgave af De hvide busser 1941-1945 er udkommet. Oprindelig blev bogen faktisk udgivet som Reddet fra Hitlers helvede – Danmark og de hvide busser, men jeg er glad for, at forlaget og/eller forfatteren har valgt at omdøbe den til De hvide busser, da det jo rent faktisk er det, bogen handler om. Selvom ”Hitler” er noget, der sælger, så længe det står på forsiden, så var det altså ikke en passende titel til dette emne.

Nå, men nok om det. Hvad er ”de hvide busser” for en størrelse, spørger du? Det er betegnelsen på en redningsaktion, som under ledelse af den svenske greve, Folke Bernadotte, i slutfasen af 2. verdenskrig hentede danske og norske fanger, som befandt sig i tyske koncentrationslejre, hjem i busser. De var malet hvide med røde kors på tag, sider, front og bag, så de ikke blev forvekslet med militære køretøjer.

Efter fælles norsk/dansk pres og planlægning blev cirka 15.000 skandinaver og andre reddet ud af lejrene i de tyskkontrollerede områder af det svenske Røde Kors i løbet af marts og april måned i 1945. Efter den tyske kapitulation blev yderligere cirka 10.000 personer reddet ud i maj og juni 1945. Har du lyst til flere oplysninger, kan du passende besøge Wikipedias hjemmeside, besøge Frøslevlejren, eller endnu bedre: læse denne fantastiske bog!

Forfatteren Hans Sode Madsen understreger, at en afgørende forudsætning for, at arbejdet med hjemtransporterne i de hvide busser kunne gennemføres, var samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt. Sode Madsen er arkivar ved Rigsarkivet og fortæller om hele det hjælpearbejde, der blev iværksat fra statens og privates side for de danske og norske fanger i tyske fængsler og lejre.

Det kunne frygtes, at en så omfattende bog, med en solid historiker som Sode Madsen ved roret, kunne ende som grundig kedelig og forvirrende, men frygt ej. Henvisningerne er en anelse sparsomme, men du er aldrig i tvivl om, hvem personerne er, og hvor vi befinder os i Europa. På samme tid er vi heller ikke i tvivl om, hvilke farer der kan opstå, hvis de forkerte tyskere får nys om aktionen, eller hvis de allierede ved et uheld gennembomber de tyske områder. Sode Madsen fortæller sin historie med en engageret stemme og er dramatisk på de helt rigtige måder som i en historisk roman.

En anden interessant side af historien er, at der har været knas i forholdet mellem den danske og svenske side, og på de danske breddegrader blev det ikke velanset, da greve Bernadotte i juni 1945 udgav bogen, Slutet, som ikke havde meget at sige om andre end greven selv. Senere i 1984 blev Sandheden om de hvide busser udgivet, skrevet af Johannes Holm, som var stærkt kritisk over for grevens bog. Og nu har vi så Sode Madsens fortælling om de hvide busser, og han giver begge sider af lejren ros for deres involvering i missionen. Om vi nogensinde får den definitive sandhed om denne indsats at vide, kan ikke siges, men det virker, som om De Hvide Busser giver et fyldestgørende billede af en enestående handling i en ondskabsfuld tid.

Bogen er Hans Sode Madsens hjertebarn. Det kan mærkes. Kildestudierne er omfattende, nye detaljer er kommet frem i lyset, og der er dokumentation for hidtil ukendte materialer. I det hele taget må det siges, at bogen føles så velresearchet, at du får ikke kun en god forståelse for redningsmissionen, men også af Danmark i de fem år under besættelsen og had/kærlighedsforholdet til samarbejdspolitikken.