En næsten 800-sider kæmpebiografi – med den lange undertitel En biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer (bind 1) – om en tysk teolog i midten af det 20. århundrede lyder måske ikke som en lækkerbisken for de fleste af Kulturkapellets læsere. Så for at undgå, at du for hurtigt afviser bogens relevans, vil jeg blot indlede med at sige: bogen er spændende læsning, selv for dem, der ikke interesserer sig for kirkens historie.

Men hvem var Dietrich Bonhoeffer overhovedet? Bonhoeffer (1906-1945) var en tysk teolog, som efter en række frugtbare år som universitetslærer og teologisk globetrotter gik ind i kampen mod den tyske kirkes samarbejde med det nazistiske styre, og til sidst i en direkte kamp mod selveste Hitler – en kamp, der endte med at koste ham livet 9. april 1945. Det er denne personlige udviklingshistorie, som den anerkendte Kierkegaardforsker, Peter Tudvad, har bestemt sig for at udfolde.

Projektet er faktisk startet polemisk. Der findes allerede et hav af Bonhoeffer-biografier, så den skal jo legitimeres. Og det gør Tudvad ved i indledningen at kritisere to af de mest læste biografier om Bonhoeffer, nemlig Eric Metaxes’ Bonhoeffer. Pastor, Martyr, Prophet, Spy og Bonhoeffers ven og sparringspartner, Eberhard Bethges, Dietrich Bonhoeffer. Theologe - Christ - Zeitgenosse. Begge bøger er ukritiske, næsten hagiografiske, og må derfor nuanceres med en mere kølig fremstilling. Den kølige fremstilling bliver så skrevet frem til en eksorbitant kolos - nærværende bog er nemlig kun bind 1 (!) - der afdækker alle kringelkroge af Bonhoeffers univers. Og hvis ikke Tudvad havde så dejlig en pen, en varieret og pulserende prosa, så var det altså ikke til at holde ud. Men nu bliver læseoplevelsen en dejlig fremadskridende oplevelse, hvor man får lyst til at følge Bonhoeffers udvikling, læse hans prædikener, analysere hans afhandlinger, møde hans menighed, hans familie, hans livsfæller, osv.

Tudvads biografi er ikke opbygget kronologisk, hvilket er helt bevidst. Den idé er sympatisk, for det gør den til en biografi, der ønsker at tale på egne præmisser - men det er samtidig også en anelse forvirrende, når trådene skal holdes sammen over så mange sider. Hvornår skrev Bonhoeffer hvad, og hvornår mødte han hvem? Det kan være svært at holde styr på. Nu ved vi stadig ikke, om bind to bliver forsynet med en kronologisk oversigt, men det kunne være rart. Det ville hjælpe betragteligt, når nu selve teksten forlader det klassiske biografiskelet.

Bjergprædikenen
Det bliver en skelsættende oplevelse for Bonhoeffer at møde den unge franske teolog, Jean Lasserre, under et udlandsophold på Union Theological Seminary i New York i 1930-31. Jean Lasserre er pacifist og mener, at kristendommens kerne skal findes i Jesu undervisning i Matthæusevangeliets kapitel 5-7, også kaldet ”Bjergprædikenen”. Bonhoeffer har i en alder af blot 21 år afleveret sin originale lincentiatafhandling (svarende til vore dages ph.d.-grad), Santorum Communio, hvor tesen er, at Det Nye Testamente efter Jesu himmelfart kun kender én åbenbaringsform, nemlig ”Kristus eksisterende som menighed” (s. 196). Men Lasserre vil have ham til at se mere end det. For fællesskabets indbyrdes kærlighed, og menighedens relation til verden, skal i langt højere grad bestemmes af den kærlighedens etik, som Jesus udfolder i Bjergprædikenen.

Lasserre tager desuden Bonhoeffer med i biografen, hvor de ser filmatiseringen af Erich Maria Remarques klassiker Im Westen nichts Neues (da. ”Intet nyt fra vestfronten”). Lasserre og filmen er med til at præges Bonhoeffer i pacifistisk retning, så han vender hjem til Tyskland med et budskab, som taler radikalt imod tidsånden hos de forurettede tyskere, der på dette tidspunkt lider under den uretfærdige Versaillestraktat fra 1919, som gav Tyskland skylden for første verdenskrig og forarmede store dele af befolkningen. Befolkningen tilslutter sig i større og større grad Hitlers nationalsocialister, der vil fjerne Tysklands skam, men Bonhoeffer er en af de få, der helt fra begyndelsen aflurer, hvad det fører med sig. Tudvud mener dog, det skyldes Bonhoeffers fars afsky for fraseologisk politik, mere end hans kristendom, men ”omvendelsen” i USA er altså evident nok alligevel.

Akt og væren
Bonhoeffer forsætter dog i det akademiske spor og skriver som 24-årig doktorafhandling om Akt og væren (1931). Bonhoeffer laver en original syntese mellem kantiansk trancendentalfilosofi, heideggersk ontologi og kristen åbenbaringsteologi. Det hele koges sammen til en eksistentiel forståelse af mennesket som syndigt, men frigjort i mødet med den nådige Gud. Både Bonhoeffers licentiat- og doktorafhandling har haft en ret flot receptionshistorie og bliver stadigvæk læst på de teologiske fakulteter rundt omkring. Bonhoeffer-forskningen er desuden stadigvæk spillevende, da udgivelsen af Dietrich Bonhoeffer Werke ikke er i mål endnu. Indtil videre er udkommet 17 bind, senest bind 14 (!) med nogle af fangenskabsbrevene.

Ved siden af det akademiske arbejde knokler Bonhoeffer i kirken med prædikener, konfirmandundervisning, sjælesorg, økumenisk arbejde og kirkepolitik. Hans arbejdstempo er rasende højt og kvaliteten er direkte forbløffende for de fleste. Desuden er han en flittig brevskriver, og Tudvad citerer flittigt fra disse korrespondancer. Det er spændende læsning. Men mr. Wunderkind har flere forcer, for han er nemlig også en dygtig sanger, pianist, naturkender og opdagelsesrejsende. Alt i alt får man indtryk af et renæssancemenneske, som paradoksalt nok var dybt forankret i en traditionel kirke. Hans format, indsigt og personlighed har så forenet de to ting på en måde, så eftertiden ser imponerende tilbage på denne personlighed. Tudvad har godt styr på teologiske begreber og personer og udlægger deres teologi og politik korrekt og præcist. Særligt er behandlingen af Karl Barth meget skarp og vidner om en biograf, der kan sit stof.

Korrektionerne
De lovede korrektioner fra Tudvads side er primært rettet imod fortolkningen af Bonhoeffers indsats, mens han var i udlandet. I 1939 er Bonhoeffer igen i USA, men vender hjem for at kæmpe imod nazisterne. Sådan er det ofte blevet udlagt. Men kendsgerningen er bare, at selvom Bonhoeffer var levende optaget af kirkekampen, og også kastede sig ind i kampen da han kom hjem, så var hjemrejsen forårsaget af almindelig hjemve (s. 121). Da han i 1931 bestemmer sig for at kaste sig ind i kampen, skyldes det i første omgang ikke nazisterne, eller rigskirkens forhold til nazisterne, men i stedet rigskirkens forhold til jøderne, som de efter racebiologisk ideologi ville ekskommunikere fra kirkens embeder. Det ville Bonhoeffer forhindre (s. 461).

Sidst, men ikke mindst, er det ofte blevet fortolket som en strategisk genistreg, at Bonhoeffer rejser til England i 1933-35, hvorfra han kan kæmper kirkekampen pr. korrespondance. Men Tudvad ser gennem breve og dagbogsnoter, at Bonhoeffer faktisk har stukket halen mellem benene (s. 566). Bl.a. er Bonhoeffers teologiske læremester, Karl Barth, der selv bliver fyret fra universitetet i Bonn i 1934, fordi han ikke vil aflægge ed til føreren, meget imod Bonhoeffers emigration.

Disse tre ting er ikke medtaget for at kompromittere Bonhoeffer på nogen måde, men netop for at give det mest præcise billede af denne imponerende åndsskikkelse. Tudvad lykkes flot med sit projekt i en sværvægter af en biografi. Jeg glæder mig allerede meget til to’eren!