Der er ikke mange psykiatriske lidelser, der er så mange meninger om, som diagnosen ADHD. ADHD er en neuropsykiatrisk udviklingsforstyrrelse, som er kendetegnet ved forekomsten af opmærksomhedsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet. De seneste års udvikling har gjort, at antallet, der officielt har diagnosen ADHD og er i medicinsk behandling er steget kraftigt. Der er med mine faglige øjne ikke tale om nyopstået ”modefænomen” eller ”en eksplosion” i antallet af personer som er blevet ”syge”, men nærmere tale om, at vi nu i højere grad kender og anerkender en række mennesker med ensartede vanskeligheder, som havende ADHD.

Der udgives hobevis af videnskabelige artikler om ADHD, bøger til professionelle og pårørende om ADHD som psykiatrisk fænomen, men der har høj grad været en mangel på litteratur, skrevet af personer der selv har ADHD. Derfor er udgivelsen af bogen Forklædt som normal – en opvækst med ADHD en kærkommen udgivelse, der åbent og ærligt fortæller om den levede, erfarede oplevelse af at leve med ADHD, både som menneske med diagnosen og som familiemedlem eller ven til et menneske med ADHD.

Skismaet mellem udfordringer og potentiale
Bogen handler om Caroline Wex, der officielt fik diagnoserne ADHD og OCD i ungdomsårene. Hun, og hendes omgangskreds, beretter om en pige, der helt fra de første af livets år var anderledes i både positiv og udfordrende forstand. Caroline og hendes omgangskreds fortæller åbent og ærligt om det at leve et liv med ADHD. Der berettes om de tidlige år, hvor der blev stillet krav til forældrenes forståelse af deres datters behov for struktur og forudsigelighed, hvor f.eks. det at gå i skovbørnehave måtte opgives, da det nærmere fungerede som et pres på den lille Caroline, frem for at opleves som en frisættelse.

Trods udfordringer beskrives der også en levende og initiativrig pige. Caroline beskriver selv, hvordan hun på den ene side er sprudlende og initiativrig, men på den anden side også kan være præget af voldsomme følelser og ofte har oplevet at komme i konflikt med andre pga. sin personlighed. Hun er så afsindig ærlig, at hun i mellemstykker fortæller os som læsere, at hun i det hele taget har været i tvivl om visse passager skulle slettes, eller bogen skulle udgives anonymt.

Disse beskrivelser skildrer på glimrende vis det skisma, der er med udfordringer og vanskeligheder på den ene side, samt potentiale, udvikling og liv på den anden side, som ofte kendetegner personer med ADHD.

Diagnose og identitet
Et særligt spændende perspektiv, der beskrives i bogen, er de menneskelige og identitetsmæssige udfordringer og fordele, der kommer i kølvandet på at få en diagnose. Hvor meget er ’jeg’ min diagnose? Hvad er ’mig’, og hvad er ADHD? Der beskrives både de positive effekter af diagnosticeringen, som f.eks. lettelsen ved at få beskrevet sine vanskeligheder og få mulighed for at handle på dem, samt de mere negative, såsom forvirring og frustration over ikke at være blevet mødt. Det er denne levede oplevelse af at have diagnosen, som særligt har medrevet og fascineret mig, fordi man som fagperson ikke kan læse sig til disse oplevelser og erfaringer i fagbøgerne om ADHD. Den giver et bud på, hvordan det føles som ungt menneske at møde behandlingssystemet og livet med en diagnose.

Inspiration til læring og udvikling
Der er ikke nogen tvivl om, at denne bog kan tjene som en tiltrængt mulighed for spejling og inspiration til unge og voksne med ADHD og deres familier, mellem alle informationsbrochurerne og bøgerne om den faglige forståelse af ADHD. Bogen kan med fordel også læses af personer, der arbejder fagligt med ADHD, da den levende- og menneskeliggør fænomenet ADHD. At møde og at forstå mennesker med ADHD som mennesker, før vi møder dem som havende ADHD, kan være en udfordring i en presset hverdag, og her kan bogen være en god reminder.

Det er langt fra let og sikkert ikke uden konsekvenser, at tale så åbent og ærligt om sit liv. Særligt ikke, når man som Caroline stadig er et ungt menneske, og når man som familie kan se, at der har været perioder i livet, hvor tingene ikke har fungeret optimalt. Der er ikke så meget andet at sige end ”tak” til Caroline og hendes familie og omgangskreds for at turde at lukke op og tale om både det svære og positive ved at have ADHD.