Dorte Skot-Hansens forskningsrapport er en solid og nuanceret indføring i det dilemma, som de danske museer står midt i: Hvor langt skal og kan et museum gå for at (gen)vinde sin legitimitet i en globaliseret og postmoderne verden, hvor oplysningstidens store fortælling om, at verden kan forbedres via oplysning, er død? Der gives implicit et svar ved det, at museerne er medtaget i selve det forskningsprojekt, som rapporten udgør en delmængde af. Museerne må kaste sig ud i oplevelsesøkonomien.

En sådan omformulering af de danske museers funktion og plads i samfundet er i regeringens ånd, men ikke i museumslovens, og man fornemmer som læser af Museerne i den danske oplevelsesøkonomi - når oplysning bliver til en oplevelse, heller ikke i Dorte Skot-Hansens. I stedet peger hun forsigtigt på, at museerne ikke bør miste deres sjæl, men alligevel velovervejet bruge oplevelsesøkonomiens forskellige greb til at revitalisere sig, til at forbedre deres formidling, til at udvide deres publikumssegment og til specielt til at henvende sig til børn og unge. På denne måde kan man tænke sig, at rapporten alligevel er beroligende læsning for museumsfolk, også fordi den viser, at det går helt godt for museerne, både økonomisk og hvad angår besøgstal.

Sammen med bogen Museerne i den danske oplevelsesøkonomi - når oplysning bliver til en oplevelse får man en brochure for udgivelserne i det samlede forskningsprojekt fra Copenhagen Business College støttet af Tuborgfondet: Kunst, Kompetence, og Konkurrenceevne i den Danske Oplevelsesøkonomi, og her er det interessant hurtigt at se, hvad forskningsprojektet har valgt at inkludere og især ekskludere fra dansk oplevelsesøkonomi i udgivelsesserien. Der er ud over museerne, events, film, idræt og sport, mode, computerspil og scenekunst. Der er f.eks. ikke selvstændige rapporter om oplevelsesøkonomiske aspekter inden for TV, uddannelser og det religiøse liv.

Museerne i den danske oplevelsesøkonomi - når oplysning bliver til en oplevelse er struktureret i fire kapitler: Museumsfeltet i forandring, Oplevelse som omdrejningspunkt, Digital formidling – innovation og kreative alliancer og Museer og kulturarv i by- og regionsudviklingen. Derudover er bogen udstyret med Redaktørernes forord, Sammenfatning, Indledning – aktuelle problemstillinger og konklusionen i Museet i oplevelsesøkonomien – udfordringer og nye muligheder. Når man betænker, at hvert af de fire hovedkapitler også hver har deres sammenfatning, kan det ikke undgås at læseren af hele rapporten skal igennem rigtig mange næsten copy-paste-agtige gentagelser. Denne overpædagogiserende struktur er muligvis styret af den samlede udgivelsesseries skabelon, og den er komplet overflødig i Museerne i den danske oplevelsesøkonomi, for Dorte Skot-Hansens skrivestil er så klar og koncis, at læseren er med første gang i en sagsfremstilling. Hvis man kun læser Sammenfatning, der kommer først i bogen, får man fint hovedpointerne, men mangler til gengæld de mange interessante cases, statistikker og referencer til international forskning, der underbygger konklusionerne inde i de fire hovedkapitler.

Kapitlet Museumsfeltet i forandring hviler på Museumslovens to første paragraffer: ”§ 1. Lovens formål er at fremme museernes virksomhed og samarbejde med henblik på at sikre Danmarks kultur- og naturarv samt adgang til og viden om denne og dens samspil med verden omkring os…” og ”§ 2. Gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling er det museernes opgave:

1) at virke for sikring af Danmarks kultur- og naturarv,
2) at belyse kultur-, natur- og kunsthistorien,
3) at udvikle samlinger og dokumentation inden for deres ansvarsområde,
4) at gøre samlinger og dokumentation tilgængelig for offentligheden og
5) at stille samlinger og dokumentation til rådighed for forskningen og udbrede kendskabet til forskningens resultater.” (Se retsinformation.dk , tilgået 1.8.2008).

De såkaldte fem søjler, indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling, er den ene pol, der stilles over for implicitte og eksplicitte forventninger i udviklingskontrakter mellem museerne og deres offentlige bevillingshavere om, at museerne også er attraktioner, hvor tivolisering og temaparker udgør den anden modpol med deres synlighed, kommercielle profit og høje besøgstal. Det er oplagt, at det er formidlingssøjlen, der kan mediere mellem de to poler, og museernes udfordring er at optimere formidlingen i en oplevelsesøkonomisk ånd uden at sælge ud af det forskningsbaserede og det autentiske. Disse krav til en ændring af formidlingspraksis kommer ikke kun fra politikere, men ligger også i udviklinger inden for kulturen og inden for receptionsformer og et postmoderne tekstbegreb, hvor læseren eller brugeren er medbetydningsskabende (O’Reillys Web 2.0, f.eks.), og hvor den autentiske genstand, f.eks. i sin digitaliserede form, kan opfattes som et simulacrum, hvis historiske betydning konstant omformes af sin nutidige aflæsningskontekst (Baudrillards postmodernitet og Stephen Greenblatts nyhistoricisme, f.eks.).

Det næste kapitel Oplevelse som omdrejningspunkt sætter netop museer og deres dannelsespotentiale ind i en postmoderne sammenhæng med bl.a. Aros som case, ligesom internationale museer inddrages. Også det danske ODA-projekt (Oplevelsesudvikling i Danske Attraktioner) behandles, og i løbet af kapitlet strejfes det postmoderne museums rolle i forhold til nationalstaten og i forhold til det multikulturelle samfund. Oplevelse defineres ud fra Pine og Gilmore, og til slut anfører Dorte Skot-Hansen, at museerne må balancere mellem at være videnskabelige og ”rene følelsesfabrikker”, idet kapitlet sluttes af med en opfordring: ”Man kan dog stadig langt hen ad vejen se museerne som for pæne, for forsigtige og for bundne til en klassisk museumsmodel i forhold til at komme en digitaliseret og underholdningsvant børne og ungdomsgruppe i møde. Her må der nye formidlingstyper til, som tager udgangspunkt i it og nye interaktive multimedier” (s. 84).

Det er netop de nye interaktive, digitale medier og museerne, der er omdrejningspunktet for det følgende kapitel: Digital formidling – innovation og kreative alliancer. Med udgangspunkter i beskrivelser af internationale museers brug af digital formidling og af deres kommercielle samarbejdspartnere anfører Dorte Skot-Hansen at anvendelse af de digitale medier kan være den katalysator, der fornyr de danske museer og deres forhold til deres brugergrupper. Grundlaget for denne udvikling ligger tilbage i revisionen af museumsloven i 1984, hvor centrale elektroniske registre over museernes samlinger blev påbudt. Her er der i virkeligheden tale om en første digitalisering af kulturarven, som senere får formidlingsmæssige konsekvenser, idet det digitale i langt højere grad end det autentisk fysiske eller analoge museumsobjekt muliggør eller måske endda kræver brugerinddragelse i objektets betydningsskabelse, ligesom storytelling og en narrativ kontekstualisering af objektet lettes.

Denne digitale formidling strækker sig fra museernes evt. relativ enkle websites til komplicerede Web 2.0-agtige sites over kombinationen af in situ digital formidling og netformidling til anvendelsen af forskellige bærbare teknologier som mobiltelefoner, GPS og iPods. Der er flere aspekter ved de nye teknologier. Der er det museumsinterne, og der er det eksterne i forhold til de kommercielle samarbejdspartnere, og et spørgsmål, som Dorte Skot-Hansen her stiller med god ret, er om det er museernes opgave at være dynamoer for erhvervsudvikling i kreative alliancer?

Museernes forhold til udviklingen af det lokale og det regionale er emnet for kapitlet Museer og kulturarv i by- og regionsudviklingen, hvor også kulturarven berøres mindre som en ideologisk størrelse end som et marketingsredskab. I kapitlet mærker man en prægnant frustration fra Dorte Skot-Hansens side. Der foreligger ingen empiriske undersøgelser om hvorvidt museerne og oplevelsesøkonomien faktisk positivt bidrager til en økonomisk turistmæssig og demografisk udvikling af en by eller en region.

Som læser af forskningsrapporten, der har Copenhagen Business School som afsender, deler man til fulde Dorte Skot-Hansens frustration, og man spørger flere gange i løbet af læsningen af rapporten, hvorfor en sådan undersøgelse ikke indgår i den? Bl.a. fordi der ofres store offentlige økonomiske ressourcer på en strategisk udvikling af kulturarven, og fordi der ofres rigtig megen tid på at skrive ansøgninger fra museernes og deres samarbejdspartneres side om deltagelse i offentligt finansierede projekter inden for oplevelsesøkonomien uden mulighed for dokumentation af positive museumseksterne effekter. Sådanne undersøgelser er stærkt ønskelige, også selv om Dorte Skot-Hansen konkluderer, at ”Hovedsynspunktet i denne rapport er, at de statsstøttede museer hverken kan eller skal vurderes efter deres bidrag til samfundsøkonomien. De skal vurderes efter helt andre kunstneriske, kulturelle og kulturpolitiske dagsordener” (s. 130-131).