Dokumentarismen har været en vigtig og integreret del af af både film og tv lige siden disse medier opstod. Især i Danmark har vi været glade og stolte af vores dokumentarfilm og dokumentarprogrammer, som Poul Hammerichs Gamle Danmark, ligesom de har skabt debat og politisk røre, senest med Christoffer Guldbrandtsens Den hemmelige krig. Det er altså tydeligt at selvom man måske ofte overser dokumentarismen til fordel for de klassiske spillefilm, så har den været en vigtig del af det danske samfund. Det til trods, har der ikke været nogen større oversigt over dokumentarismens historie i Danmark.

Før nu.

Ib Bondebjerg har i de sidste snart femten år arbejdet med dokumentarismen i Danmark, og har nu færdiggjort et massivt værk om dokumentarismens historie i Danmark, med tråde til resten af verden. Det er inspirerende, informativt og nærmest overvældende i detaljerigdom. Værket spænder fra 1951 med fjernsynets fødsel i Danmark og helt frem til i dag. Der er både brede historiske penselstrøg og mere dybdegående analyser af enkelte værker.

Bogen falder i fire hoveddele, samt en introduktion og en perspektivering. Første del er den tungeste, hvor dokumentaren som genre optegnes og de mere teoretiske diskussioner tages. Her trækkes der både på dansk og international forskning, for at skabe et grundigt begrebsapparat som afdækker dokumentarismens væsen. Bondebjerg arbejder ud fra et grundbegreb om dokumentarismen som en "kreativ bearbejdning af virkeligheden" (44). Hermed tager Bondebjerg afstand fra holdningen om at dokumentarismen opretholder en striks skillelinjen mellem virkelighed og fortælling. I stedet opretter han et kontinuum mellem den meget kunstneriske dokumentarfilm og den mere realistiske.

Den vigtigste pointe for Bondebjerg er dog at dokumentarfilmen spiller med i det som kaldes for "imagined communities"; fortællinger der sætter "ord, lyd og billeder på en nations kulturelle og sociale identitet" (49). Dokumentarfilmens vigtigste funktion er altså at fortælle om den virkelighed dens seere befinder sig i. Dermed er dokumentarfilmen også med til at skabe kulturel forståelse og indsigt, selv når der sigtes mere på underholdning end fakta. Teoridelen er skrevet med indsigt og engagement; Bondebjerg vil noget med det her afsnit og får klarlagt hvordan han mener dokumentarfilm skal behandles.

Herefter følger tre store afsnit, som følger tv-historiens årstal: 1951-1964, hvor tv kommer til Danmark; 1964-1988, hvor TV-Byen blev det nye hjem for Danmarks Radio; og 1988 til nu, hvor TV2 kommer på markedet. Hermed medgiver Bondebjerg at selvom der laves rene filmdokumentarer, er tv-mediet stadigvæk der hvor de fleste ser dokumentarerne.

Hvert afsnit startes med en historisk gennemgang af det danske samfunds udvikling, før der dykkes ned i de enkelte dokumentarfilm. Det er vigtigt, ikke blot fordi det jo netop er samfundet som sættes under lup i programmerne, men også fordi dokumentarprogrammerne ændrer sig i forbindelse med det omkringliggende samfund. Dermed sporer Bondebjerg en vekselvirkning mellem samfundet og dets medier.

Den historiske fremstilling er gennemarbejdet og meget detaljeret, hvilket ikke blot er flot forskningsarbejde, men også bogens eneste større svaghed: det er ikke en bog man nødvendigvis læser fra ende til anden. Hvis man gør, får man en glimrende indføring i dokumentarens historie, men man tynges også af at overskue det hele. Dermed opfordrer bogen lidt mere til at man dykker ned lige der hvor man har brug for at vide noget. Som opslagsværk fungerer den dog ganske glimrende, med nøje adskilte kapitler der stadig krydsrefereres.

Bondebjergs skrivestil er behagelig og konverserende, hvilket næsten er nødvendigt i en bog af dette omfang. Det er nemt at se hans pointer, og forstå den udvikling der er sket. Meget af bogen kan læses uden større kendskab til teoretiske strømninger eller begreber, hvilket gør den brugbar for mange forskellige folk. Det er helt sikkert en bog som vil blive brugt og refereret i lang tid fremover.