I 100-året for møbeldesigneren Hans J. Wegners fødsel trakterer både Designmuseum Danmark og Vandtårnet i Tønder med store Wegner-udstillinger. Derudover har udstillingsleder på Designmuseet, Christian Holmsted Olesen, udgivet denne moppedreng af forskningsbiografi, der samler en masse ny viden om Wegner, fundet gennem hidtil uudforsket materiale i Wegner-arkiver. Bogens 250 sider kommer rundt i hver en krog af Wegners imponerende katalog, og der skal ikke herske tvivl om bogens encyklopædiske forcer. Det er selvsagt en styrke, men det hæmmer også fornøjelsen lidt. Man bladrer arkivet lidt tyndt, og denne uudtømmelighed tynger receptionen en smule.

Olesen guider ellers kyndigt igennem Wegners virke. Essentielt peger han på den grundlæggende neoplatonisme, som findes i Wegners design. Jagten går på den ultimative stol, men da det ikke lykkes at materialisere denne idé, må der tegnes og tegnes. Det var en besættelse for Wegner, eller bedre: en passion, som er meget fascinerede at følge. Wegners jagt går over de tidlige ungdomsår, hvor det praktiske snedkerhåndværk og den æstetiske designproces skulle læres under designmonarken Kaare Klints ledelse. Selvom Wegner diskuterede Klint, bl.a. med sin gode ven Børge Mogensen, så var Wegner endnu ikke i en position, hvor Klint kunne udfordres direkte. Olesen viser flot denne spænding mellem legesyg anarkisme og lydig skoledreng i Wegners formative år.

Der går dog ikke længe inden Wegners genialiteter fører ham ad egne veje. Hans evne til at finde praktisk betingede løsninger på æstetiske udfordringer gør hans stole unikke. De er indtagende for øjet og behagelige for legemet. Et eksempel er Den runde stol fra 1949, den verdenskendte stol, som amerikanerne kalder The Chair. Dens flotte formsprog med spidsende ben, flettede sæde og skrånende armlæn går ikke ud over komforten. Den følger Wegners djærve motto: “Der skal være plads til røven” (s. 131). Alligevel er sædet ikke det vigtigste. Stolens sjæl ligger nemlig, i følge Wegner, i kopstykket. Den opdagelse gjorde Wegner gennem arbejdet med det skulpturelle mesterværk Påfuglestolen. Den er dristig i sit formsprog, en slags avantgardistisk ekspressivitet, men samtidig afslappende at sidde i. Den slags stole blev eksempler på designfænomenet Danish Design, der stadig i dag nyder stor anerkendelse rundt omkring i verden.

Derudover er disse praktiske løsninger og æstetiske mesterværker et udtryk for den idéhistoriske kontekst, som Wegner arbejdede i. Det er en af bogens største styrker, at Olesen ubesværet henviser til denne kontekst uden at ride disse spidsfindigheder unødvendigt. Nogle gange bruser han helt over, og det er en fryd at læse passager som denne:

“Mellemkrigstidens europæiske modernisme, både den industrielt orienterede i Centraleuropa og den håndværksbaserede danske Klint-skole, havde primært dyrket former, der betonede det geometriske og konstruktionsmæssige. Modernismen i Europa tog sit afsæt i den klassiske eller appolinske tradition i de første årtier. Man måtte lægge afstand til historicismens eklektiske formvokabular og art noveauens vildtvoksende planteformer. Formerne i den tidlige modernisme var harmoniske, kontrollerede og statiske. I modernismens grundlæggelsesår gjaldt det om på alle måder at holde sig strengt “ædruelig og fornuftig” for at nå frem til en stil, der kunne afspejle den nye tid” (s. 63).

På få linjer har Olesen sonderet tredive års designhistorie og skabt en ramme om hans Wegner-beskrivelser. Ret imponerende og oplysende.

Bogen er fuld af billeder, skitser og illustrationer og det styrker selvsagt læsningen, når man hele tiden kan få syn for sagn. Bogen er på trods af sit encyklopæiske omfang en gave til designelskere i Danmark, en pædagogisk indgang for nye Wegner-fans og et sublimt opslagsværk for den, der løbende vender tilbage og nyder Wegners fremragende design og kreativitet.