Da forfatterne til denne bog designede deres forskningsprojekt, vidste de næppe, at Danmarks Radio ville gøre deres forskningsfokus til allemandseje - endda i prime time – samtidig med at bogen udkom. Rigtig mange danskere har i januar, februar og marts 2014 fulgt spændt med i DRs nye krønike om Arvingerne, som både er et portræt af de seneste årtiers Danmark og – i særdeleshed – et studie i moderne familie- og ikke mindst søskenderelationer. Kunstnermoderen Veronikas fire børn, avlet med tre forskellige fædre, fascinerer os, bl.a. fordi deres relationer er tidstypiske og ladet med konfliktpotentiale. Hvem var tættest på moderen? Hvor er fædrene henne i spillet? Hvilke søskende tog sig af hvem hvornår? Holder de stadig af hinanden? Og hvad betyder blodets bånd, når det kommer til cool cash = arven?

Bogen om vor tids søskende har selvfølgelig ikke direkte noget med Arvingerne at gøre. Den er nemlig resultatet af et flerårigt forskningsprojekt udført af forskere fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet. De fire forskere har rekrutteret ca 100 frivillige informanter, som de over et år har interviewet og i et vist omfang observeret, med henblik på at afdække, hvordan børn og unge – og udvalgte voksne søskende, forældre og professionelle – oplever og forstår livet med og som søskende. Det er der kommet en tidstypisk og interessant bog ud af. Hvis jeg indledningsvist kort skal gøre forbindelsen til Arvingerne op, fortælles der i bogen meget om, hvordan sammenbragte søskende kan have det med hinanden, hvor svært og/eller hvor let det kan være at elske også de søskende man ikke har delt (hele) sin opvækst med. Og hvor lidt kontrol forældrene reelt har over deres børns oplevelse af ”familiesystemet”.

Bogen er disponeret i 8 kapitler omkranset af en indledning og en afslutning + et efterskrift med afsluttende refleksioner over studiet. Kapitlernes overskrifter angiver temaerne: 1. Rigtige søskende, 2. Tingenes betydning, 3. Medieret samvær, 4. Søskendemellemrum, 5. Intimitet, 6. Konfliktuel tæthed, 7. Positioner i bevægelse, 8. Tvivl om det selvfølgelige.

Søskendeliv
I hvert kapitel fortælles der konkret og sanseligt om informanternes hverdagsliv og om deres tanker og følelser ift. det givne tema. Det er slående, at stort set alle børnene betragter selv objektivt meget besværlige forhold og konstante omstillinger – f.eks. regelmæssige rejser mellem hjem og forældre og søskende i forskellige ender af landet – som vilkår, der ikke problematiseres, men accepteres som en uundgåelig del af livet som delebarn og –søskende. Der pakkes rigtig mange tasker, leves i mange slags rum og kommunikeres på kryds og tværs med forskellig intensitet gennem mange slags medier. Det kan være irriterende, udmattende og frustrerende, men rutiner og ritualer hjælper med at få det til at fungere alligevel. Der er en ukuelighed og et sammenhold over de mange små fortællinger, som man kun kan blive glad over – og ind i mellem ganske rørt af. Både store og små børn finder – nærmest instinktivt – ud af forskellen på at være gæst og at hjemme den. Det er forskellige modi, som kan forandre sig med tiden, men som begge kræver mere eller mindre bevidst viden om, hvilken rolle man har i de forskellige kontekster. Man kan f.eks. godt forstå sig selv som ”skilsmissebarn”, selvom man bor fast med far og mor, for der kan jo være store søskende, der pendler som følge af skilsmisser, der ligger langt tilbage i tiden.

Søskende – en socialt konstrueret kategori?
Generelt finder jeg bogen interessant og ganske velskrevet. Forfatterne finder ofte slående formuleringer for de komplekse interaktionsformer, der udspiller sig i og mellem de (for det meste) opsplittede og sammenbragte søskende og familier. Det ses f.eks. i denne sætning om højtopbyggede aftalesystemer: ”Alle rul indgår i en form for koreografi, som involverer mange aktører” (s. 73). Jeg finder det klogt, at det teoretiske aspekt er nedtonet og primært optræder som korte, kommenterede henvisninger i afslutningen af de enkelte kapitler. På den måde træder pointerne tydeligt frem af de udvalgte data, og de afsluttende teoretiske bemærkninger og henvisninger kan fungere som afsæt for de læsere, der vil dykke dybere.

Videnskabsteoretisk er bogen naturligvis til den konstruktivistiske side – det fremgår både af selve teksten og af de teoretiske inspirationskilder. Allerede på s. 17 får vi at vide, at familie og søskendeforhold ikke er noget, som er, men noget som de involverede gør med hinanden. Det biologiske aspekt spiller naturligvis en rolle, men den nedtones: ”Biologi (er) potentielt betydningsfuldt, når søskende fortolker deres indbyrdes relationer, men det er langt fra det eneste, der definerer eller karakteriserer relationerne” (s. 18). Jeg finder det forfriskende og veldokumenteret i de enkelte kapitler, at oplevelsen af ”søskende” i høj grad er en mental konstruktion baseret på det oplevede handlingsfællesskab i de konkrete kontekster. Enkelte steder kan man få det indtryk, at forskerne forstår søskende-forholdet som en ren social konstruktion. Men som helhed balancerer bogen fint på realismens knivsæg. Følgende lidt længere citat sammenfatter bogens forståelse fint:

Når man i almindelighed tænker på søskenderelationer eller møder søskenderelationer i bøger, film, reklamer etc., vil de billeder, der kommer frem, ofte være præget af en norm om, at søskende er biologisk forbundet og relativt enkelt positioneret i forhold til hinanden som storebror til lillesøster, storesøster til lillesøster osv. Dette studie af søskende har gjort det klart, at så enkelt er det ikke. Søskende er langtfra altid biologisk forbundet, og betydningen af en eventuel biologisk forbundethed er kulturelt konstrueret og kan være helt forskellig i forskellige søskendegrupper og for de enkelte. (s. 151-52)

Mangler der noget?
I enkelte kapitler – specielt kap. 3 om det samvær, der udspiller sig via de elektroniske medier – synes jeg det er svært at se, hvad det søskende-specifikke egentlig er, og om/hvordan det egentlig adskiller sig fra medieret samvær med venner af begge køn (f.eks. via Facebook, Skype, mobiltelefoni). At relationer er ”fortløbende kommunikative praksisser, hvorigennem kontinuerlige reciprokke udvekslinger, ikke kun opbygger, men også konstant genforhandler tætte relationer” (s. 72) er vel ikke noget, der gælder kun eller specielt for søskende?

Jeg undrer mig over, at bogen i så ringe grad berører to fænomener, som jeg – også af egen erfaring – finder uhyre væsentlige i forholdet mellem søskende: det ene er fænomenet ”søskendejalousi”; det andet (delvist forbundne) er børnenes/søskendes forhold til deres forældre efter skilsmisse/brud. Jeg troede, bogen ville have gjort mig klogere på, om søskendejalousi er et fænomen, der (kun) er knyttet til biologiske søskende – eller om det har en anden karakter blandt hverdagssøskende. Jeg håbede og forventede også, at bogen ville fortælle en del om hvordan søskende kommer overens med deres forældres prioriteringer på parforholdsområdet, især i de tilfælde, hvor en skilsmisse fører til adskillelse fra den en forælder. – På disse punkter skuffer bogen. Til gengæld har den som allerede omtalt mange andre og fine kvaliteter, ikke mindst at børnenes følelser og erfaringer kommer så fint frem.

En film om søskendeskaber
Som en helt særlig feature har forskerne redigeret en 28 minutter lang film ud af deres 21 timers videooptagelser. Filmen hedder Bevægelige søskendeskaber – børn og unges fortællinger. Den kan findes på siden her, øverst til højre, YouTube eller på forlagets hjemmeside www.akademisk.dk under Hvad er søskende?. Her ligger der også to videoforedrag om projektet. I filmen møder vi 30 af de 94 børne-informanter, og både små og store søskende taler klogt, spontant, eftertænksomt, frit, alvorligt, muntert – med hinanden og med interviewerne. Film og bog supplerer hinanden fint, og jeg vil egentlig anbefale, at man ser filmen før man læser bogen. Det er især aldersforskellene og -perspektiverne, der er tydelige i filmen – de kan være lidt svære at holde rede på i bogen.